Tilvænning

Man kan vænne sig til, at de eneste forandringer, der finder sted, er lysets vandring over plænen og løvets farveskift fra grønt til gult, fra gult til brunt. Man kan vænne sig til - udover den fjerne susen fra gaden og en dør, der smækker i opgangen - kun at høre de lyde, man selv forårsager. Såsom trin over gulvet, bestikkets klirren mod tallerkenen eller vandets fossen ud af hanen, når man drejer et metalgreb. Man kan vænne sig til at færdes på seksten kvadratmeter foruden bad og køkken. Det er bare et spørgsmål om tid. Om tid og om den rette indstilling til tingene. Man skærer det overflødige bort, belaver sig på sin alenehed som et af tilværelsens grundlæggende vilkår.
Det bliver interessant at iagttage en enlig cyklist på stierne derude, og chokeffekten er ganske betydelig, når en vinduespudser planter sin stige op ad muren udenfor og passerer ens vinduer for at pudse dem på øverste etage.
Man kan vænne sig til at leve langsomt, at leve nøjsomt, uden nogen form for forventning om menneskelig udveksling. Man kan vænne sig til, at telefonen kun kan ringe ud af huset, og at ingen tager den. Får man brug for at iagttage et ansigt, kan man møde et i spejlet. Får man brug for at mærke varme under hænderne, er ens eget legeme altid nær. Man kan vænne sig til denne tavshed. En dag er dét blevet trygt - at næsten ikke være til.