Slave af lidenskaben

En algiersk kvinde, som skjuler sig bag pseudonymet Nedjma, har skrevet Mandelen - en voldsom fortælling om lidenskaber, der kammer over, om legemets vilje, legemets afmagt og legemets erindring.

Mandelen er det kælenavn, som levemanden Driss giver den unge jegfortæller Badras køn. Badra, som er flygtet til Tanger fra en ydmygende tilværelse i et goldt og hæsligt ægteskab, forelsker sig inderligt i bejleren Driss, hvis kærtegn sender hende ud i de yderste galakser. Indledningsvis affinder den naive Badra sig med Driss' eskapader med andre kvinder, men efterhånden som deres fælles lidenskab vokser, oplever hun at blive stadig dybere involveret i et afhængighedsforhold, som udfordrer og overskrider alle grænser. Badra bliver Driss' og sine egne lidenskabers slave, fordi hun hverken kan tæmme sit hjerte eller sin lyst. Men heller ikke Driss går fri, som det viser sig hen mod romanens slutning.

Når man har læst Mandelen blegner den nok så berømte og berygtede 9 1/2 uge til støvet kiosklitteratur fra fordums tider, og dens chokeffekter bliver trivielt banale. Ikke alene er elskovsscenerne i Mandelen voldsommere og mere detaljerede, men de går også dybere under huden på læseren, fordi de samtidig er glaseret med et forførende lag af hårdtbrændt, silkeglat, karamelliseret sukker - og garneret med vildt blomstrende humor.

Mandelen er en forunderlig og foruroligende historie, som kunne være et fremragende bud på en nutidig version af en fortælling fra 1001 Nats Eventyr. Her løftes sløret for en emmende erotik, der tilsyneladende lever sit eget dulgte liv, side om side med de mange forbud og den ydre anstændighed i et overvejende muslimsk samfund. Og her fremstår hjerternes og legemernes lidenskaber i al deres strålende og sårbare nøgenhed som den ild, der kan lægge sjælens grønne sletter øde.

Det kræver stærke nerver og en ikke ringe mangel på bornerthed at læse Nedjmas roman, som efterfølgende må vise sig uafrystelig for enhver, der selv har oplevet kærlighed og lidenskab. Det er ikke lutter latter og lyst. Man græder også, imens man ser ned i sin egen afgrund af inderlige længseler og forbudte ord - som for eksempel ordet kærlighed.


Nedjma:
Mandelen

Tiderne Skifter 2006