Mit kandidatspeciale, som omhandler Karen Blixens og Virginia Woolfs liv og forfatterskaber, er færdigskrevet. Ifølge planen skal det i løbet af den kommende uge printes ud i indtil flere eksemplarer, forsynes med limryg og indleveres til bedømmelse.
Det vil sige, at jeg har afsluttet mit universitetsstudie og kun afventer karakteren for den sidste - og i mine egne øjne ret afgørende - aflevering.
Jeg havde gerne læst videre. Jeg synes, at jeg først nu har fået øjnene op for alt det, der er at fordybe sig i. Mine sene studieår er gået alt for hurtigt.
Nu står jeg så her og skal finde et job, hvor jeg kan gøre brug af den viden og de færdigheder, jeg har tilegnet mig. Dén del lærte jeg ikke meget om undervejs. I det hele taget slår det mig, at der er rigtig meget, jeg endnu ikke har lært, og at det fremover må gå efter devisen "learning by doing". Som nyudklækket (eller snarligt udklækket) kandidat oplever jeg, på trods af min modenhed i år og på trods af min tidligere erhvervserfaring, en vis usikkerhed. Mange spørgsmål melder sig:
Hvordan omstiller jeg mig fra den beskyttede tilværelse som studerende og til et aktivt arbejdsliv? Hvordan integrerer jeg min kunnen i en virksomhed, hvis jeg da ikke skal satse på et job som underviser? Og hvad er mit personlige mål, på kort eller på langt sigt?
Jeg vil gerne arbejde med litteraturen. Så meget står mig klart. På længere sigt er mit ultimative mål den umulige drøm, nemlig at kunne leve af at skrive, faglitteratur såvel som skønlitteratur. Det indblik, jeg har fået i litteraturen og i forfatternes verden, har imidlertid også gjort det klart for mig, at min drøm om at kunne overleve som forfatter er tæt på umulig. Men engang forekom det mig også umuligt, at jeg i min relativt modne alder skulle kunne opnå titlen cand.mag. Luftkasteller er åbenbart til, for at man kan bruge dem som modeller for de slotte, man bygger på klippegrund.
Jeg drømmer også om egen virksomhed, men har endnu ikke helt afgjort med mig selv, hvilket område jeg skal satse på, bortset fra, at også det må være indenfor det litterære og kommunikative felt. Den personlige frihed og selvstændigheden er vigtig for mig.
I første omgang vil jeg dog nok satse på freelance-opgaver for forskellige tidsskrifter, ligesom jeg vil søge job indenfor undervisningsmiljøet og forlagsbrancen. Jeg håber, at nogen vil give mig en chance for at finpudse og tilpasse mine færdigheder til den såkaldt virkelige verden.
Om jeg har sommerfugle i maven? Ja, det har jeg. Men jeg antager, at det er noget, som jeg har tilfælles med de fleste flyvefærdige fugleunger, når de første gang stirrer ned i det svimlende uvisse.
Her fra redekanten og fuld af højtflyvende drømme vil jeg ikke undlade at komme med et lille pip: Gode råd, tips og tricks, henvisninger og anbefalinger modtages med stor taknemmelighed. Ordholder kalder jorden: Cand.mag. i dansk og engelsk søger passende destination med mulighed for sikker landing!
18 comments:
Min uforbeholdne kompliment til dig, Tina...også selvom der venter en karakterbedømmelse, før du for alvor er færdig.
Hvor er det godt gået.
Jeg håber du finder en platform som du trives på og med.
På vej hjem i toget læste jeg i Politiken, at AAK (Akademikernes Arbejdsløsheds Kasse) har meget stor succes med at parre jobsøgende akademikere med virksomheder...så der kommer deciderede fastansættelser ud af det. AAK lykkes med dét AF ikke kunne, ved at lave intensive interview med hhv jobsøgerne og virksomhederne, så de sidstnævnte kan få en liste med tre mulige kandidater til stillingen.
Måske kunne du gøre brug af den ordning, netop fordi du selv er lidt i tvivl om hvordan du kan bruge din uddannelse i jobmæssig sammenhæng?
Jeg ved stadig ikke hvad jeg skal være når jeg bliver stor, så du er nået længere end mig i og med specialets færdiggørelse.
Og jeg under dig det SÅ fuldhjertet.
Tillykke...bravo! :-)
Kære Beo :-) - mange, mange tusind tak for din kommentar og dit notat vedrørende AAK.
Det er noget, som jeg må efterforske nærmere.
Ja, jeg ved jo, som skrevet står, udmærket, hvor jeg ønsker mig hen. Men jeg er også på det rene med, at der er en række mellemlandinger, som må foretages, før jeg (forhåbentlig) når mit ultimative mål. Her kan henvisninger som den, du er kommet med, netop gå hen og vise sig at være en stor hjælp.
Jeg tror fortsat på, at du skal være skribent, når du bliver stor.
Pssst... Har du overvejet at sende din 'På Briksen'eller 'X. møde' -klummeserie ind til tidsskriftet Psykologi?
Glæder mig, hvis AAK-tippet kunne hjælpe dig til det første skridt på en dejlig lang tur.
Gisp, for en spændende idé med 'Psykologi'! Øhh, nej - det da ved gud jeg ikke har overvejet! Det tør jeg da v-i-r-k-e-l-i-g ikke...det er jo fagfolk, og ejg er bare en kulret karakterneurotiker med for meget fritid...!
Hmm...sikke en spøjs ide.
Jeg har ikke hørt et kuk fra forlagskonsulenten endnu.
Måske var det her en spøjs idé?
Trykker 'Psykologi' den slags skønlitteratur?
tillykke til dig! du står lige dér hvor du er ved at sætte nøglen i døren - for at lukke dig ind i en verden, du indtil videre har studeret men ikke i praksis. Det er en svær men sommerfugleagtig tid - fra pubbe til vinger.
Jeg ønsker dig held og lykke og jeg synes dine vision om at skrive ikke er så dum endda - faglitteratur især, vil være lige dig, tror jeg - har jo læst dine blogindlæg om forfattere som Woolf og Blixen.
Kh
Lonni
Jubiii, Tina, man må vel godt ønske TIL LYKKE allerede nu, ikke?!!!!!
Så sejt.
Jeg vil ønske dig rigtig god vind!!!!
Til lykke med at du er færdig. Har du overvejet at udgive specialet? Det lyder som noget jeg gerne ville læse - selv om de to forfattere befinder sig i hver sin ende af mit favorit-barometer. Jeg er vild med Virginia Woolf, men har det mere end svært med Baronessen.
Beo - det tidsskrift, jeg tænker på, er et populærvidenskabeligt magasin. Så fagligheden er sådan lidt på det jævne, vil jeg tillade mig at påstå. De vil jo gerne have fat i et bredt publikum, tror jeg. Jeg har selv kun læst nogle få numre, men jeg kunne da forestille mig, at det ville være et sted, hvor man kunne fatte interesse for netop de af dine tekster, som jeg refererer til.
Du kan se en smule om bladet på følgende adresse: http://www.psykologimagasinet.dk/
Måske kan man læse mere om det ved at søge på Allers Forlag. Det har jeg ikke prøvet endnu. De fleste velassorterede bladhandlere burde have et eksemplar, du kan smugkigge i.
Lonni - tusind tak for lykønskningerne. Ja, jeg tror også, at det faglitterære er min force indtil videre. :-)
Kirsten - rigtig mange tak! :-) Og jeg skal nok huske at sende dig (og Ane-Marie) et eksemplar, hvis du (I) fortsat er interesseret i at læse værket. Jeg antager dog, at jeg for god ordens skyld må vente, indtil jeg har fået min bedømmelse. Men det kan jeg lige vende med min vejleder.
Jens - Også tak for din lykønskning. Ja, jeg vil undersøge mulighederne for en udgivelse.
Der er allerede flere, som har udtrykt interesse for at læse værket, så måske en forlagsredaktør også kan se idéen i det. Mig bekendt er Woolf og Blixen ikke tidligere blevet sammenholdt i en faglitterær tekst.
JA TAK TINA!
Tillykke! Hvor må det være en god fornemmelse!
Jeg vil meget gerne se specialet, når det engang er 'lovligt' at fremvise det. Jeg er stærkt interesseret i begge forfattere, omend jeg kun har læst begrænset af Virginia foreløbig, og omend jeg holder mest af Blixens breve og Farmen, hvorimod fortællingerne for mig mere er kuriøse og interessante som vinklinger af forfatterens eget liv.
Jeg ønsker dig alt held med at finde arbejde på grundlag af din uddannelse. Krydser alle fingre!
Okay...jeg gi'r op!
Hvad laver den der pipfugl i dette indlæg?
Havde Bror Blixen falkeblik?
Var Virginia en ørn til at bage scones?
Enlighten me..!
Nååååh ja!..."flyvefærdig på redekanten" Yes,yes - det hjælper altid på forståelse at læse teksten før man kommenterer på den.
Håber du har været bedre til det i specialet end jeg her.
Sorry :-)
Beo, hahaha... jeg kunne ikke lige i farten finde et billede af en fugleunge på en redekant, så jeg valgte dette, som viser en ung vandrefalk på en klippekant.
Med til historien hører, at Karen Blixen identificerede sig med sin hovedperson Pellegrina Leoni i fortællingen "Drømmerne", som jeg har analyseret i specialet. Navnet Pellegrina Kan (blandt andet) henvise til det latinske navn for vandrefalk: Falco peregrinus.
Derfor! ;-)
Ane-Marie - jeg takker for lykønskningen. Og ja, som tidligere lovet, får du et manus tilsendt. :-)
TILLYKKE!!! TILLYKKE!!!TILLYKKE!!!
Harning - Tusind tak!!! :-)
Post a Comment