Gensyn med Svanninge Bakker

Jeg har været her før. I Svanninge Bakker. Men måske gik jeg dengang ad andre stier. I hvert fald er alt skønnere i dag, end jeg dengang oplevede det.

De visne blade, der ligger i dynger på stierne, rasler med en lyd som hundredevis af sammenkrøllede og henkastede papirstykker, da vi bevæger os op ad den skovklædte bakke. Solen sender årets sidste skarpe efterårsstråler ned mellem trætoppene, hvor løvet gløder i dybe, varme kobbertoner isprængt citrongult og græsgrønt. Fyrretræernes stammer vrider sig i surrealistisk legende former mod den svimlende blå himmel, og et sted i bevoksningen strækker et par udgåede løvtræer deres afbarkede, elfenbensskinnende skeletfingre anråbende op mod lyset. Naturens og efterårets dufte bølger omkring os under opstigningen: Grønt krydret, fyldigt brunt, skarpt gult og en fin, tør, brændeagtig essens, der trænger igennem i sølvgrå nuancer. Mos, muld, frostbidte bær og soltørret ved. Alle disse dufte når uhindret frem gennem den skarpe, kølige luft, ligesom fuglenes kvidren bæres mod os med en særegen klingrende finhed i tonen.

Med ét breder landskabet sig ud foran os. Forgrunden ligner, som min ven siger det, næsten et græsk sceneri. På de bløde skrænter i terrænet græsser geder mellem gyvelbuske og andre lave vækster. Deres lyse skind stråler i solen. Længere ude flader grunden lidt ud. Resterne af et gammelt stendige strækker sig langs med en sti ud gennem de græsklædte arealer, foran den bagvedliggende bakkeskråning. Længere derude lyser gårdenes kalkede gavle. Svanninge Kirke med de hvide mure knejser med sit karakteristiske spidse spir, og bag den anes en smal, glitrende stribe vand, der skiller Fyn fra Jyllands kyst. Jylland, der strækker sig som en blå dis længst ude mod horisonten. Herfra vort høje udsigtspunkt tager det hele sig ud som et eventyrligt miniaturesceneri. En legetøjsverden.

Vi bliver stående lidt. Tavse. Solen bager som på en sommerdag. Lukker man øjnene, pulserer det rødt bag ens øjenlåg. Varmen trænger blødt ind i huden, og den fine luft fylder lunger og sjæl med den enkleste glæde. Glæden ved at være til. I dette nu og på dette sted.

Jeg åbner atter øjnene og ser på min ven. Han har vendt sit ansigt mod solen. Hans øjne er lukkede, og om hans læber spiller ansatsen til et smil, der synes at være rettet mod noget dybt i ham selv. Her er dejligt i dag. Her er så langt smukkere, end jeg husker fra tidligere. Dengang strålede verden ikke med så dyb en glød, som den gør på denne efterårsdag. Og jeg selv må have gået ad andre stier.