Vinterens stemme

Verden omkring os er tavs som en kirke. Vi står ubevægelige, grebet af den store stilhed og af kulden i luften, imens vinterskumringen sænker sit tidlige mørke om de høje træers slanke stammer, opsluger de nøgne grene og udvisker granernes tungthængende guirlander.
Med ét høres en hvislen i luften, som om tusinder af nåle faldt fra himlen ned gennem mørket og ramte de frysende træer, den hårde jord. Så pludseligt det kommer. En stemme, vi ikke kan tyde, men tydeligt fornemmer, taler til os fra naturens store kirkerum. Og så brat som den har opladt sin røst, forstummer den igen.
Derude over bakken, hvor skovtykningen ligger som en mørk bræmme mod den gråsorte himmel, anes en sværm af hvide væsener. Snefnug så fine som blomsterstøv danser ned over vore opadvendte ansigter, falder på vore udstrakte hænder og smelter i samme nu.

Vi vender os for at gå ind. Søger huset, hvor sommerens varme kan sprænge sig ud af det tørre ved, vi har lagt i kaminen.
Vi har bevidnet et lille mirakel. Vi hørte den: Vinterens første hvisken i luften. Vi så dens vidtfavnende vinger strejfe det ventende landskab. Liv i forandring. Evighedens indbrud i vort fælles øjeblik.