Velkommen igen, Guds engle små

Jeg er vokset op med decembermåneder, som var fyldt med søde hemmeligheder, med hjertefletning, fremstilling af hjemmelavet konfekt og afhentning af et juletræ, som blev nøje udvalgt, fordi det skulle nå helt til loftet og desuden være fuldstændig harmonisk. Det sidste var ikke altid tilfældet fra naturens hånd. Men det havde min far råd for. Bevæbnet med fukssvans og håndbor gik han lillejuleaften i gang med at udøve plastickirurgi på det arme træ. Når det var overstået og træet solidt tøjret med fiskesnøre fra toppen og til gardinstænger og loftslamper, fordi det endnu stod usikkert på sin fod, kunne vi børn omsider begynde at pynte det. De fire glasklare dråber skulle altid hænge øverst i træet - lige under sølvstjernen. Når træet var dygtigt belæsset med kugler og hjerter, figurer og kræmmerhuse, var det fars opgave at fordele lamettaen over herlighederne - og tilsidst anbringe de hvide lys, således at de ikke udgjorde en akut brandfare.
Imens vi pyntede træet, var min mor i køkkenet, hvor hun lavede leverpostej til julefrokosten 1. juledag og kogte ris al amande til juleaften. Inden sengetid fik jeg lov at smage en lille portion af den endnu lune grød, uden flødeskum, men med kanelsukker på.

Den følgende morgen var glæden over træet, som stod pyntet og glitrende der midt i stuen, næsten ubærlig. Alt duftede af harpiks og gran, og i løbet af dagen blandedes disse dufte med duften af juleanden, som blev stegt gylden og sprød i ovnen. Sidst på eftermiddagen iførte vi os vort stiveste puds, så vi var fine til middagen, hvor vi selvfølgelig spiste alt for meget. Som den yngste var jeg, hvor meget jeg end nød både andestegen og desserten, utålmodig efter at komme videre i programmet. Legetøj og nyt tøj, og hvad der ellers kunne tænkes at være i pakkerne under træet, var jo ikke noget, som man fik hver dag. Dengang forekom det faktisk kun til jul og fødselsdage - og måske i forbindelse med hospitalsindlæggelser.

Vi havde tradition for at indlede med "Højt fra træets grønne top". Dernæst kom de smukke salmer. Jeg holdt allermest af "Velkommen igen, Guds engle små". Og til slut løb vi rundt om træet, imens vi sang "Nu er det jul igen". Forpustede og oprømte lod vi os omsider falde ned i sofa og lænestole, og så kunne gaveudpakningen begynde. Der var ikke noget med at flå papiret af og hurtigt række ud efter en ny pakke. Nej, der var orden i sagerne. Det gik efter tur, begyndende med den yngste. Hvert kort blev læst op og hver gave behørigt beundret. På den måde lærte vi at respektere den omtanke, som hver giver havde lagt i gaven, og vi lærte selv at give gaver med tanke for, hvad der ville glæde modtageren mest.

Vi kom sjældent i kirke juleaften. Vi boede på landet, der var langt at gå til kirken, og vi havde ikke bil. Men vi talte om baggrunden for, at vi holder jul. Det kan gerne være, at Kristi fødsel i min barnlige forestilling blev stærkt forbundet med nisser og kræmmerhuse, med duften af andesteg og rødgran, men der gik næppe en juleaften forbi, uden at jeg kiggede op mod stjernehimlen og tænkte på det budskab om fred og kærlighed, som jeg lærte var essensen i det hele.

Jeg forsøgte at videreføre min barndoms traditioner, da jeg selv blev voksen og fik min søn. Jeg håber og tror, at det lykkedes langt hen ad vejen, på trods af skilsmisse, flytninger og nye familierelationer, som indebar andre traditioner, der også måtte tages hensyn til.

I dag er min far ikke længere iblandt os. Vi, som fejrede julen sammen i min barndom er måske glidt noget fra hinanden, har fundet forskellige retninger i livet og tilbringer sjældent juleaften sammen. Min søn er blevet voksen og har de senere år holdt jul med kærester og deres pårørende.

Det ser ud til, at jeg kommer til at tilbringe julen alene i år. Det er ikke første gang, så det virker ikke helt så skræmmende, som det kunne lyde.
Naturligvis ville jeg foretrække at tilbringe den sammen med nogen, jeg holder af. Men det ønske er vel især betinget af den del af mig, som forbinder julen med nisser og rødgran og andesteg. Og dybest set er det jo ikke det, som det handler om, vel? En juleaften alene vil føles lidt vemodig. Det ved jeg fra den første gang, jeg oplevede det. Alligevel er der også noget tillokkende ved den, for den vil give mig større mulighed for at huske og for at fordybe mig i julens budskab: "Os er i dag en frelser født".

Jo, jeg har da overvejet, om jeg skulle boykotte julen i år. Hvorfor pynte op for mig selv, hvorfor bruge tid på at kokkerere i køkkenet, når der ikke er nogen at glæde med den gode mad, med lysene og sangene?
På den anden side set, så ville det være at udvise en sand mangel på respekt både overfor mig selv og overfor den frelser, jeg bekender mig til. Og jeg må spørge mig selv, om jeg ikke holder så meget af mig selv, at jeg kan gøre det, som jeg ville gøre, hvis min søn eller min ven var her?

Derfor skal der pyntes op i mit lille hjem. Der skal købes ind til et godt måltid, og selvom jeg vælger juletræet fra (min far er her jo alligevel ikke til at sikre, at det står solidt på sin fod), så skal der gran og lys herind.
Måske vil jeg tage turen ind til 'min' kirke i Odense bymidte. Det er Skt. Hans Kirke, hvor jeg i sin tid sang med i julekoret, og hvor altertavlen viser det smukke billede af den trøstende engel, som bøjer sig over Kristus, da han beder: "Herre, om det er muligt, lad da denne kalk gå mig forbi". Jeg vil lytte til fortællingen om, hvad der skete "i de dage", og jeg vil bede for dem, jeg holder af.
Når julenatten sænker sit mørke over landet, vil jeg læne mig ud og se op på de stjerner, som mine kære forhåbentlig også kan se, uanset hvor de befinder sig. Måske lyser netop den stjerne, som skal lede min fod - og måske vil jeg i stilheden kunne høre englene synge.