Landskaber

For en udefrakommende, som jeg selv, føles det som om, min ven, hans slægt og det omgivende landskab er vokset ind i og har formet hinanden. Min vens skuldre er brede og stærke som bakkerne i området, hans øjne klare som søerne og fjerne som himlen, der hvælver sig lys over granernes toppe, og i hans væsen mærker jeg en stilhed og en tilbageholdenhed, som jeg forbinder med dette afsondrede område.

Måske jeg blot er digterisk, sværmerisk. Måske jeg tillægger tingene små symbolske betydninger, som ikke eksisterer andre steder end i mit eget sind, og dog må jeg sige som Lily Briscoe i Woolf's To the Lighthouse: "But this is what I see; this is what I see!"

Selvom det, der umiddelbart springer mig i øjnene, er et smukt og fredfyldt landskab, bemærker jeg også dets ar, og jeg aner, at arrene har deres mentale og følelsesmæssige ækvivalenter i de mennesker, som har beboet eller endnu bebor det. Den nærmere historie kender jeg (endnu) ikke, og der er dele af dette landskab, jeg ikke vil udforske, før min ven tager mig ved hånden og selv vælger at føre mig ind i dem. Jeg tænker, at fortiden altid er i nogen grad nærværende for en, uanset om man er rodfæstet i slægt og natur, eller - som jeg - har tilbragt livet som en vandrefalk, omend som en vandrefalk, der drømmer om at forvandles til standfugl.

En egentlig løsning på fortidens indbrud i nutiden findes næppe - og skal måske heller ikke findes. Sår og ar fremkommet under fejltrin og ved ulykker på veje og vildveje hører vel med til det at være menneske. De er en del af det komplekse net af linjer, der tegner os, som dem vi er i nuet - udadtil og indadtil. Måske er der sumpområder, vi ikke ønsker at vise nyankomne, sumpområder, som til tider vil løbe fulde af vand og strømme over. Min indre egn har sine, som vel de fleste menneskers har dem.

Ethvert nyt landskab er et landskab, man må lære at færdes og begå sig i. I starten kan man let gå vild, overskride grænser og måske bevæge sig ind på usikkert terræn, på fredede arealer eller helligt område. Man kan pludselig befinde sig i en mørk og ufremkommelig skov eller føle grunden skride under sig, fordi man uforvarende er trådt ud i kviksand. Med tiden lærer man, hvor det er trygt at færdes. Med tiden lærer man at sætte pris på de bundløse søer, som giver landskabet dybde, på de skygger, som lader lyset fremstå end skønnere. Med tiden træder to mennesker nye veje sammen, vokser ind i og forandrer det landskab, de går i, som landskabet selv vokser ind i og forandrer dem og deres syn på verden, på fortiden, nutiden og fremtiden.