Thursday, January 3, 2008

Larmende tavshed om drab på svensk forsker

En god bekendt gjorde mig opmærksom på de danske mediers larmende tavshed i forbindelse med knivdrabet på den svenske universitetslektor Fuat Deniz.

Så vidt det indtil nu har været muligt at spore, er det kun Politiken, som har valgt at omtale hændelsen.

Deniz blev d. 11-12-07, udenfor Örebro Universitet, overfaldet og stukket i halsen. To døgn senere døde han som følge af sine kvæstelser. Drabsmændene er endnu ikke identificeret, men svensk politi har koblet efterretningstjenesten Säpo på sagen og arbejder nu på opklaringen udfra den antagelse, at drabet kan være politisk relateret. Gennem længere tid har en række forskere, som arbejder indenfor samme interessefelt som Fuat Deniz, det vil sige det tyrkiske massedrab på assyrere under Det Osmanniske Rige, følt sig overvåget og udsat for indirekte trusler.

Selvom de danske medier ikke har ofret sagen nogen opmærksomhed, er der andre interesserede, som vil og tør tale om den. Læs for eksempel denne blog under posten "- De har en god del af skylden" samt indlæggene her og her. Det er også muligt at følge sagens udvikling på Örebro.Expressen.

Mordet på Fuat Deniz synes at være endnu et bevis på, at ekstremistiske grupper og enkeltindivider ikke vil sky nogen midler i deres betræbelser på at komme 'de vantro' til livs og indføre fundamentalistisk islam på verdensplan.

Kan vi debattere os ud af en sådan situation? Jeg begynder at tvivle, for vi, som ønsker ytringsfrihed, religionsfrihed, personlig frihed og en ubredt tolerance i det hele taget, taler tilsyneladende for døve øren.

Indtil videre er der imidlertid ikke meget andet at gøre end at blive ved at råbe op om de overgreb, der bliver begået mod kristne, mod integrationssindede, mod forskere, filmkunstnere og forfattere rundt om i verden. Vi bør være opmærksomme på, at der i dag, også i det stille Skandinavien, består en reel fare for at blive dræbt som følge af sin politiske eller religiøse overbevisning - ja, som følge af enhver holdning, der strider imod fanatikernes.

Vi kan vælge at tage kampen op på vor egen måde og med de midler, som vi (endnu) har til rådighed, eller vi kan nedlægge 'våbnene', bøje vore hoveder og tie. I sidstnævnte tilfælde har vi allerede beredt vejen for de ekstremistiske kræfter, og de vil formentlig ikke være sene til at benytte sig deraf.

10 comments:

Anonymous said...

Jeg giver en kop kaffe, hvis du kan finde en historie, forsknings eller filosofiblog, der tager den op...

Lotte/
Eksistens

Anonymous said...

Danske medier har i årevis været ganske håbløse til såvel objektiv nyhedsrapportering som til at sætte fokus på menneskerettighederne og lave undersøgende reportager. Selv har jeg alle dage forsøgt at holde mig orienteret via engelske,svenske og norske medier for at få et noget større perspektiv - og en bedre opdatering om hvad der sker ude i verdenen - og mange er de gange hvor jeg febrilsk har ledt i danske medier efter de nyheder som jeg synes burde være der, men sjældent er der. Set i det perspektiv er denne sag ingen undtagelse, dog skal lige understreges at den jo er i spekulationsstadiet og derfor er det måske meget godt at fx. tv2 eller EB ikke har kastet sig over den som endnu en "dem mod os" indvandrer/muslim historie.

Men med det sagt, vist er det et særdeles vigtigt emne - når det som her diskuteres sobert (men det vidste du nok jeg ville mene :-))

Og tak for at gøre opmærksom på den manglende diskussion og mediedækning herhjemme.

Tina Charlotte Møller said...

Kære Lotte - det kalder jeg en udfordring. ;-) Skal lade dig det vide, hvis det lykkes!

Tina Charlotte Møller said...

Harning, du har naturligvis ret i, at denne sag endnu, som du siger, ligger i spekulationsstadiet.
Den forekommer mig dog at have en påfaldende lighed med de drab og overfald på fremtrædende kritikere af fundamentalistisk islam, som vi iøvrigt har set gennem de senere år. Når man dertil føjer, at andre forskere, som har beskæftiget sig med de emner, som også Fuat Deniz var optaget af, kan berette om overvågning og indirekte trusler, så må mistanken i første omgang rette sig mod folk i fundamentalisternes rækker.

Naturligvis skal man ikke derfor begynde at drive hetz mod muslimer over en bred kam - eller mod alle indvandrere fra muslimske områder.

Når debatten så ofte tager en sådan drejning skyldes det vel primært, at det er så vanskeligt (i hvert fald for vesterlændinge, som har en ganske anderledes tankegang) at skelne mellem de moderate og de rabiate muslimer. Dette vanskeliggøres yderligere af det faktum, at de rabiate muslimer ikke melder klart ud, men også benytter tvetunget tale for at nå deres mål.

Det er et tilbagevendende problem, at den politiske korrekthed på den ene side (det vil sige hallalhippiernes fordømmelse) og frygten for de rabiate muslimer på den anden side lukker munden på os, som ønsker en åben debat om indvandring, kultursammenstød etc. etc.

At danske medier generelt dækker begivenheder rundt om i verden dårligere end andre landes medier, komer som en overraskelse for mig i betragtning af den forholdsvis lange tradition, vi har, for ytringsfrihed.

Hvad kan mon være årsagen hertil? Har vi simpelthen (fortsat) nok i os selv her i andedammen? (Ikke at jeg ville have noget imod af og til at kunne lukke døren til verden, men da det reelt ikke er en mulighed, er vi vel bedre tjent med at holde os opdateret med hensyn til, hvad der foregår internationalt.)

Anonymous said...

Hvorfor danske medier generelt er dårligere ved jeg ikke. Men mit indtryk når jeg sammenligner er meget af den "andedams" journalistik som du er inde på, kombineret med hvad jeg opfatter som manglende evne/lyst til at perspektivere og undersøge - hvorfor store dele af nyhedsdækningen kommer til at fremstå som korte klip indkøbt fra amerikansk side - uden nogen egen refleksion eller uddybende undersøgelser.

Men prøv selv i nogle måneder at følge dagligt med i flere af de udenlandske medier og de danske og så kan det være at du vil kunne finde den forklaring - jeg bare kan gætte mig til.

Når det gælder ytringsfriheden i Danmark så er det vist et indlæg for sig, men...Mener at få lande er så opsatte på at sige ytringsfrihed i tide og utide som Danmark uden at have det mindste hold/handling bag. I det perspektiv burde vi, igen ifølge min opfattelse, skamme os!

Anonymous said...

Apropos andedamsjournalistik, så havde min søn beklaget sig over, at han synes at være ved at miste noget af sit danske sprog - hvorfor han ønskede sig et abonnement på politiken i julegave, hvad han selvfølgelig også fik. Hans mormor ringede og fik at vide at politiken havde denne fantastiske avis for netop udlandsdanskere "politiken weekly" Glad bestilte hun så det..

Mindre glad blev jeg, da jeg idag bladrede sønnikes den første igennem - kun indlandsstof og "gamle" nyheder - virkelig gamle for alle dem der også følger bare lidt med på nettet.
Absolut intet udlansstof, og så er det at jeg undres, for vist er den stadig relevant for min søns behov (sproget) men for mig selv som udlandsdansker er det en ubegribelig vægtning, for selv om jeg er interesseret i indlandske nyheder, så er jeg da så sandelig også interesseret i netop danskernes syn på og ongoing debatter om udlandet.

Sorry,håber ikke det blev for langt, eller for afsporet havde vist bare en irritation der skulle ud. :-)

Tina Charlotte Møller said...

Harning - hverken for langt eller for afsporet! ;-)
Din kommentar hører jo hjemme indenfor området: Hvilke nyheder vælger de danske medier at bringe, hvilke vælger de ikke at bringe, hvorfor og hvorfor ikke?

Og her i ordhulen må man gerne skrive langt!

Anonymous said...

Godt så :-)

Nu er det jo lige efter nytår - så selvfølgelig er såvel dronningens som statsministerens tale gengivet og det er vel for så vidt ok. Derudover, og nævner i flæng:
Forsiden "Danskerne ligger søvnløse og frygter hul i økonomien" "Toner til danskheden"- om hvordan det lød dengang i 1960 hvor nu 75årige Katy Bødtger fik førstepladsen i det danske melodigrandprix.
Side 8,9,10,11,12 og 13: Omkring 13.000 danskere slog sig fra 18tallet op til 1930 ned syd for Buenos Aires, politiken har besøgt deres efterkommere.
En kronik af Mette Winge, en lille smule sport,Lidt over en side med fødselsdage og dødsfald. Et par debatindlæg og så selvfølgelig en hel side om kronprinsparret. Lidt kultur og ja, det var så de ialt 24 sider!!!
Herrejemine!! Og tænk at dette har min mor betalt nærved 400kroner for at få en gang om ugen i tre måneder.

Tina Charlotte Møller said...

Tjah, Harning - det lyder som en tynd kop te.

Anonymous said...

Jep, ville tro at ude og hjemme eller se og hør havde været mere givtigt...