Friday, January 11, 2008

Oh glide, fair stream!

En våd og blæsende dag først i januar, hvor stuens ruder plettes af regndråber, og hvor vi ikke helt kan beslutte os for, hvad vi skal give os til, siger du: "Lad os finde Gudenåens udspring!"

Vi kører ad grusvejen, ad de asfalterede veje, ad småveje og biveje, gennem bakker, gennem skovstrækninger og gennem fladere landskaber, hvor spredte gårde på store jordtilligender veksler med regnvejrstriste landsbyer, hvor husene står med afskallede mure og nøgne træer op ad gavlene.

Undervejs må vi flere gange holde ind til siden og studere kortet. Det er Tinnet Krat og Rørbæk Sø, vi skal finde, hvis vi skal gøre os forhåbninger om at få øje på den åbenbart beskedne plet, hvor Gudenåen vælder frem af jorden.

Efter nogen tid kommer vi ind i et område, hvor egekrat rejser sig tæt på begge sider af vejen. Hvor de enkelte træer har plads til det, kroger, bugter og snor de sig, men længere inde i krattet, hvor der er mindre rum til udfoldelse, står de lige og oprette og ligner slet ikke, hvad man forstår ved egetræer. Løvet, de har kastet de senere måneder, danner - i det diffuse og dæmpede grålys - en næsten rødbrun baggrund på jorden for træernes grønbrune stammer.

Pludselig ligger Rørbæk Sø dér midt i landskabet. Kuplede lyngklædte bakkedrag, dybtbrune med strejf af magenta og grønt, rejser sig i og omkring den blanke vandflade.

Det går videre gennem et særpræget og næsten hollandsk udseende område i udkanten af en landsby. Vandet står højt her i dag. En bænk rager frem derude mellem nogle få bare træer. Vi ser spor af noget, som vel kunne være en form for dæmninger. Husene ligger spredt her, og vejene er flere steder dækket af store vandpytter. Der er ikke mange ude på gaderne. En kvinde lufter sin Schæferhund. Den standser og ser efter bilen, da vi passerer.

Mere egekrat, flere småveje, en tøven, før vi drejer af. Skiltene studeres - og ja, her er en henvisning til Tinnet Krat og til Gudenåen. Vi kører ned ad en lille vej, som fører ind over markerne. Et stykke nede ad bakken finder vi en grusbelagt parkeringsplads med en toiletbygning. Aflåst for vinteren! står der på døren. For hvem havde vel forestillet sig, at nogen ville aflægge visit her på denne årstid? Vi er da også de eneste, som har fundet vej hertil i dag, og derfor er der heller ingen til at tage anstød af en kvinde, som et kort øjeblik må forsvinde om bag skuret og bidrage til vandingen af dette i forvejen fugtige område.

Vi følger anvisningerne på de små skilte, går langs med en smal sti over engen og ind i et mindre kratområde, hvor hårdt prøvede buske og træer kryber forkomne sammen. En bakke rejser sig bag krattet, og nedenfor denne finder vi den lille plet, hvor Gudenåen pibler frem af jorden.

Havde stedet ikke været markeret med en lille sten, kunne vi have passeret det, idet vi havde taget det for en hvilken som helst anden kildes udspring. Alligevel er det som om, der er en særlig optimisme og løfterigdom i dette kildefremspring. Perlende klart og gennemsigtigt skyder vandet rislende frem af jorden, forcerer småstenene, som ligger blanke og lysende på sandbunden, og strømmer videre over det flade terræn, for siden at tage til i styrke. Andre små vandløb blander sig allerede ganske tæt på Gudenåens udspring i dens løb, og måske er det derfor, at den så tidligt får en sådan kraft, som den gør - dens beskedne størrelse taget i betragtning. Det ligner et helt floddelta én miniature her.

Vi følger vandløbet og passerer en lille bro, dér hvor kilden forvandles til en pludrende bæk. Noget her minder mig om forrige århundreders romantiske engelske landskaber: Vandløbet, som synes at have sit eget liv, stenene og de forårsgrønne planter under vandoverfladen, de glatte træplanker, som gør det ud for en bro, de krogede træer, engene omkring os, tuer, bakker og lyngarealer:

"Oh glide, fair stream! for ever so;
Thy quiet soul on all bestowing,
'Till all our minds for ever flow,
As thy deep waters now are flowing.
Vain thought! yet be as now thou art,
That in thy waters may be seen
The image of a poet's heart,
How bright, how solemn, how serene!"

(William Wordsworth 1770-1850)

Vi går over engens våde græs, ser ud over landskabet, de vidtstrakte marker. Jeg har øje på en hvid ejendom, som ligger længst deroppe bagved og ligner sådan et sted, hvor jeg forestiller mig, at du og jeg kunne leve lykkeligt til vore dages ende.

Bygerne går over landet. Regntåger blæser afsted som lave opløste skyer. Foran os, hvor engen skråner nedad, ligger resterne af nogle ældre bygningsværker lavt i terrænet. Her må engang have været offentlige bade, bliver vi enige om. Til venstre for os løber vandløbet mellem buske og træer.

Vi forcerer et lavt ståltrådshegn, som er hægtet på frønnede pæle, og bøjer os for grene og kviste. Vi balancerer på græstuer i den sumpede grund, hvor vinterens våde blade ligger blanke og skinnende. Herinde breder vandløbet sig ud og står sine steder næsten stille på jævn sandet grund. Men da vi følger det tilbage, ad denne vej, mod dets udspring, hører vi, hvordan det bobler og bruser: Det klare, rene vand fosser muntert ud over små fremspring i grunden og danner hvide skumhvirvler på overfladen. Så optimistisk det er!

Vi går tilbage over engdraget, tager derpå en anden retning ned ad en lille sti, som angiveligt vil føre os til Skjern Å's nært liggende udspring. Du går foran med regn i håret og kraven på din vamsede pilotjakke slået op om ørerne. Det blæser kraftigere nu. En flok gråhvide småfugle med sorte streger om øjnene og lange vippende haler følger os med høje kvidrende stemmer i krattet til venstre. Til højre rejser landskabet sig med lyngtuer klædt i mørke vinterfarver. Så mange kulører verden har, selv her midt om vinteren: Græsgrøn, mosgrøn, forårsgrøn, gylden, magenta, okker og chokolade kappes under den perlegrå himmel og slår op mod de gråbrune og længere borte de gråblå skovpartier i disen.

Kratbevoksningen åbner sig nu til venstre for os. Vi standser og ser ud over en lille dam. Der kommer en lyd derinde fra, som om noget bevæger sig - opskræmt af vores tilsynekomst. Og i ét nu suser den frem imod os med kraftige vingeslag: En ung svane, som endnu er iført sin grå forklædning. Den drejer af, passerer os lavt over vandspejlet og lander nær den modsatte bred, hvor et par fuldvoksne svaner dukker frem af sivene så majestætiske og stolte som et par fuldriggere.

Måske er det her, man skal søge Skjern Å's udspring, men vi forfølger ikke sagen. Det er blevet køligere, og vi vender om.

"Så fuld af nye begyndelser!" siger du senere om Gudenåen, som vi netop så den. Ja, det er sådan, den er: Fuld af nye begyndelser. Vi taler om, hvorvidt en sådan romantisk besjæling af naturen er plausibel eller ej.
Du lægger videnskabelig afstand til din impulsive bemærkning.

Men du sagde det selv: "Alting hænger sammen!"
"Jeg tror på helheder!" siger jeg. For mig er alt andet en umulig tanke. "Jeg tror på, at alt levende, at alt i naturen, har en egen bevidsthed, en egen vilje. Måske den ikke ligner menneskets, men den er til!"

Så hvorfor ikke sige om Gudenåen i dens spæde udspring, at den bobler over, så sprængfuld af nye begyndelser? "That in thy waters may be seen the image of a poet's heart".

2 comments:

Anonymous said...

Nu må holde op nu Tina!
Først fik du mig til at synes at fugt ligefrem lød hyggeligt, og nu er jeg begyndt at spekulere i at tage et kig på Gudenåen - helt ærlig. :-)

Tina Charlotte Møller said...

Hahaha, Harning. Ja, man må ikke glemme at lege turist i sit eget revir. Jeg tror, at vi er tilbøjelige til at lukke øjnene for den skønhed og de gode oplevelser, som findes i den umiddelbare nærhed.

Men så vidt jeg forstår, har du vist ikke tid til at lege turist i denne tid. Du skal jo skrive, ikke sandt?

Jeg var stærkt fristet til at tage din udfordring op, men med tanke på, hvor lang tid jeg i disse uger bruger på at sætte fængende ansøgninger sammen, vurderede jeg, at slaget om (sideløbende) at skrive en 100 siders roman på 45 dage på forhånd var tabt.
Guderne skal vide, at det ellers ville være langt mere lystbetonet end udformningen af ansøgninger.
Pøj pøj med projektet! :-)