Wednesday, February 6, 2008

Naturen er i vildrede

Hvilken fryd da sneen, til Kyndelmisse, endelig falder. Krystaldun vælter ud af skumringstimens mørke. Så blødt det er, så blidt - og himmelrummet drejer i en svimlende dans. Nogle få timer ligger landskabet pudret i hvidt. Vi har længtes efter denne renselse. Vi håber, at snefaldet varer ved, at vejen forsvinder i driver i nat, at verden bliver så kold og hvid som et tomt kirkerum.

Men den følgende morgen og i dagene derefter ligger engene igen grønne hen. Vandet bruser og danner små mørke hvirvler langs bredden, da vi til fods følger Mattrup Å et stykke på vej, dér hvor den slynger sig mest malerisk ind og ud gennem grønne enge og sort sumpet jord.

Musvåger går på vingerne i marts, siges det. Men denne dag først i februar, da vi kører en tur i det midtjyske landskab, hænger de i luften med udbredte vinger, letter fra grøfterne, sidder som kolosser på markernes pæle. Et piletræ er sprunget ud med dunede forårsbørn over bækken. Gæslingerne lyser som Kyndelmisses sne, jubler om forår og kommende dage med solglimt i vandløb, violer i grøfterne, lærker i luften.

I denne tid er det ikke til at sige, om vi befinder os i februar, i marts eller måske i april. Tunge tordentruende skyer glider ind over lysende blå himmel, sollys kaster stråler gennem regnens byger, milde temperaturer brydes med polarkold blæst.
Naturen er i vildrede.

2 comments:

Anonymous said...

Nej, Mattrup Å - langs den har jeg tilbragt mange timer som barn og ung... Og vejen til huset, der kan sne til - det lyder så bekendt. Hvis der også er pejs og brændeovn, gammel frugthave og to rødmalede ladeporte, - så begynder jeg snart at græde...

Tina Charlotte Møller said...

Græd ikke, kære Ane-Marie, vejen er der - og pejsen, høje, høje graner, lyse birke og et enkelt kirsebærtræ, men ingen brændeovn, ingen frugthave og ingen rødmalede ladeporte.