Gæster på Hald

Det er d. 11. februar. Vi kører gennem et fladt og grådiset landskab. Fugten siver gennem luften. Forbipasserende bilers dæk laver denne karakteristiske lyd, som om de trækker klæbrig plaster af asfalten. Ingen regn. Bare fugten og kulden.

Vi drejer af, hvor et skilt viser mod E Bindstouw. Jeg kender den fra Blichers fortælling, men hvad er dette? spørger jeg dig.
Et øjeblik efter får vi begge svaret, da vi passerer igennem Lysgård, en underlig lille flække, bestående af måske femogtyve huse, som bestemt har kendt bedre dage, et par nedlagte dagligvarebutikker og nogle smågårde. Hvor vejen svinger, ligger et lille bindingsværkshus, som efter skiltningen at dømme må være Blichers Bindstouw. Bag de små ruder kan vi skimte forskellige gamle ting og sager, som er udstillet derinde. Bygningen er, i lighed med byens øvrige huse, i en sørgelig forfatning. Vi holder ind og sidder et øjeblik og studerer stedet. Bindestuen er lukket lige nu. Et stykke oppe ad indkørselen til en nabogård står et par karle og snakker og spytter langspyt. Hænderne i lommerne på de vandsafvisende bukser, der poser ud over gummistøvlerne. Løse arbejdsskjorter. De ser kort ned mod bilen. Så forsvinder de om bag en af længerne.

Overfor E Bindstouw tårner en mødding sig op ud til vejen. Tydeligvis kørt ud på gammeldags manér med en trillebør, som du påpeger. Ja, vi mangler kun Andersens hane på toppen af møddingen. Vi kunne være 40 år tilbage i tid her. Eller længere. Men dengang ville her nok have været mere liv på gaden og rundt om gårdene. Nu ligner det en spøgelsesby. Vi fortsætter mod vores destination gennem et område, som nu begynder at blive mere bakket, og som pludselig folder sig ud i pragtfulde stigninger og dybe dalsænkninger beklædt med vinterbrun lyng og hårdføre stedsegrønne vækster. Dette er Dollerup Bakker - og dernede til højre strækker vandspejlet sig, blankt og skinnende som en svagt bølgende flade af sølv i dagens grå halvlys - og dér på venstre side af vejen, med den raslende egeskov som baggrund, ser vi den fine, rustikke bindingsværksbygning, skiltet med det gamle våbenskjold: Niels Bugges Kro.

Og så er vi ved vort bestemmelsessted. De massive rødstensmure rejser sig bag træerne. Her ligger Hald Hovedgård. Sønnen kommer ud og tager imod, da vi parkerer. Jeg introducerer jer, giver kram til min dreng, som rager så højt op over mig. Min ømhed er den samme, som dengang jeg kunne bære ham på armen. Han byder indenfor. Vi går til venstre op ad et par trin, til højre op ad en lang, mørk trappe. Heroppe er han indlogeret på et lille værelse med blå blomster på tapetet, en seng, et skrivebord, en reol og håndvask med spejl. Et lille vindue med fine hvidmalede sprosser er omhængt med lyse gardiner. Man føler sig godt tilpas her. På skrivebordet ligger manuskriptet. Jeg læser titlen og brænder for at læse resten. Men endnu er det ikke givet fri. Endnu vil han ikke slippe det. Jeg er stolt af ham. Jeg er forfærdeligt glad på hans vegne. Jeg tænker, at dette må være det rigtige sted at opholde sig, når man vil skrive. Der er en ro og en duft af historie og tankefuldhed i rummet - ja, i hele bygningen.

Min søn viser rundt. De lange gange, de højtsiddende små vinduer heroppe på øverste etage. En lang reol fyldt med opslagsværker. Vi standser og studerer nogle af dem, læser plancherne på væggene. Goddag, Peter Seberg, og tak for initiativet!

Uden guide ville jeg fare vild her. Bagefter husker jeg ikke klart, i hvilken rækkefølge værelserne ligger. Der er en prægtig trappeopgang med brede trin og et rustikt hvidt gelænder. På væggene hænger gamle, mørknede malerier af mennesker med parykker og lange ansigter, som har beboet stedet i tidens løb. Min søn slår ud med armene, smiler og fortæller de historier, som er i omløb her. Om den hvide dame, som spøger på værelse tolv og om Per Højholt, som af uransalige grunde valgte at krybe op på det mindste tårnværelse for at sidde der og skrive.

Han åbner høje, hvidlakerede døre ind til store og små gemakker. Stuk i lofterne, smukke gamle kaminer, flere mørke malerier. I riddersalen falder det gråhvide lys ind gennem høje, statelige vinduer, kastes tilbage fra de hvide vægge med de fine ciseleringer og fra loftets blomsterornamenteringer. Det glimter blankt i en høj, rund og hvid porcelænskamin, som er smykket med spinkle farverige blomsterranker. Der er isnende koldt i rummet. Alligevel sætter min søn sig af og til herind for at skrive, fortæller han. Det kan jeg godt forstå. Værelset er så rent og så hvidt som et nyt ark papir. Udenfor de høje vinduer strækker plænerne sig ud mod de høje og endnu nøgne træer. Alt ånder fred.
Jeg ser fra min søn og hen på dig. Du smiler, konverserer, ser ud til at føle dig tilpas i denne gamle verden, i dette selskab.

På vej ind i opholdsstuen, som er indrettet med et sammensurium af gamle og nye møbler, med klaver og med kurvemøbler, med bogskab og sofaer betrukket med sort klæde, hilser vi på Poul G. Exner, som også er på Hald i denne tid. Sjældent har jeg set ham så glad og afslappet, så begejstret og smilende. Jeg får det sædvanlige høviske buk fra ham. En gentlemand fra svundne tider. Naturligvis passer han ind her.

I det langstrakte køkken med det blåmalede køkkenbord, hvorpå dagens aviser ligger spredt og et par kaffekopper står efterladt, møder vi Ulrikka. Hun ser ud som om, hun er langt væk i sine egne tanker. Men hun rækker hånden frem og hilser. Et lille stød, et lille smil, da du og hun siger jeres navne, som har næsten samme klang.

Senere går vi ned over plænen, ned ad trapperne mellem de høje træer - er det popler, er det elme? - og ned mod Hald Sø. Det klare vand skvulper klukkende mod bredden. Vi kan se stenene på bunden herinde, hvor der endnu er smuldt vande. Blæsten har væltet et træ. Det ligger nu og dypper sin kolossale krone i vandoverfladen.
- Det klæder det! siger min søn, og han har ret. Det er en smuk død for det gamle træ. Vi går til venstre ad stien ud mod den ruin, som Poul har omtalt. Stien er smal, vi kan ikke gå tre ved siden af hinanden her. Jeg går skiftevis arm i arm med dig og ved siden af min søn, som skridter godt ud. Vi skal igennem en fårelåge, over en bro og ud på en lille tange. Her er ildelugtende brakvand på begge sider. Så ligger den der, ruinen. Man er ved at renovere den. Vi læser de små oplysningsskilte. Her har Viborgs domprovst engang holdt til. Du kommer med et lille udbrud: Også Ulrik Christian Gyldenløve, Marie Grubbes første kærlighed, har været her på stedet! (Senere læser jeg mig til, at Ulrik Christian i 1656 fik overdraget Hald i forlening.) Jeg har lige læst fortællingen om Marie Grubbe, og jeg ser Ulrik Christian for mig sprængende afsted på en sort hest. Var den sort? Jeg ved det ikke. Her er kun smuldrende sten tilbage, men forgangne århundreders sjæl sidder i dem. Du forsvinder ind under en smuk hvælving i bakken. Man må dukke sig for at komme ind i den mørke grottelignende hulning.

Længere oppe ad stien, som fører op ad bakken, finder vi et lille tårn. Det er en rekonstruktion af det gamle tårn, som stod her engang, men nu er gået til. Vi går op ad en smal snoet stentrappe og ender på en stor platform med udsigt over søen og det vintergrønne landskab. Rågerne svæver i luften på næsten usynlige grene i træerne langt inde ved en af de fjerne bredder. Det er koldt nu, og vi bliver enige om at gå tilbage til Hald ad stierne over markerne. Næste stop er Viborg, hvor vi skal spise frokost alle tre.

Poul får et lift til byen. Der går ikke mange busser mellem Viborg og Hald. Han og sønnen sidder på bagsædet og taler om gode og mindre gode spise- og overnatningssteder. På Niels Bugges Kro kan man bestille et værelse med himmelseng, fortæller Poul, som har spist derinde. Vi kaster et blik ind på den idylliske bindingsværksbygning, da vi passerer. Drømmer om dyrekølle, kantareller, jordskokker og floromvundne romantiske nætter. Endnu en oplevelse, som vi bør nå engang i dette liv.

Vi parkerer foran domkirken, en majestætisk bygning, som rejser sig massiv og svimlende over os med sine to tårne. Du går op og tager i døren. Man bør se Viborg Domkirke, når nu man er her. Men der er låst af for i dag. Heller ikke et tag i sidedøren giver resultat. Engang stod alle kirker åbne. I dag må der holdes opsyn, stænges for de gode såvel som for de onde.

Viborg viser sig at være en smuk gammel by med bakkede gader, stilfulde facader i gågadekvarteret og små restauranter. Vi vælger en stilren café, hvor vi bestiller mexicansk burger.
- Jeg er så sulten, at jeg ligefrem skælver! siger sønnen. Jeg har det på samme måde. Senere, da du og jeg kører hjem, kommenterer du hans ordvalg. Sprognørd som du er, glæder du dig over hans brug af det gamle ord 'skælver'.
- Det ville man ikke høre mange unge mennesker sige i dag! siger du. Du har sikkert ret. Jeg havde ikke selv spekuleret over det. Det er sådan, vi taler. I sønnens og mit fælles vokabularium er 'skælver' ikke et gammelt og udtjent ord.

Efter maden går vi ind i en boghandel, som sønnen har fundet under en tidligere udflugt til byen. Den er betagende stor, og her findes både nye bøger og antikvariske. Det er vanskeligt at løsrive sig igen. Et Eldorado for litterater.

Mørket er faldet på, da vi hilser af med sønnen ved Hald. Vi kører hjem samme vej, som vi kom. Gennem Dollerup Bakker, hvor alt nu ligger hen i totalt mørke. Kun bilens lygter skærer gennem det sorte dyb. Videre gennem den lille spøgelsesby og forbi E Bindstouw, gennem fladere marklandskaber, og vi er omsider tilbage i det lille hus i de skovklædte bakker. En besked fra min søn tikker ind på mobiltelefonen. Jeg smiler. Det var et godt møde.
- Det var en dejlig dag! siger du. Ja, det var en dejlig dag. En dag i litteraturens og historiens tegn. En dag med mændene i mit liv. Et nyt afsnit i min personlige fortælling.