Møllers kogekunst

Henriette E. Møller fik Danske Banks Debutantpris 2007 for romanen Jelne.

Romanens titel, som angiveligt er en dialektal form af ordet 'alene', er også navnet på dens hovedperson. I indledningskapitlet skiller Jelne sig af med de fotografier, som dokumenterer hendes og kæresten Kaspers mangeårige forhold. Kasper har indledt en længerevarende affære med en anden kvinde, og Jelne må flytte ud af hans lejlighed. Bruddet med Kasper er ikke det første brud, Jelne har oplevet i sit unge liv: Mens hun endnu var ganske lille, døde hendes far, siden begik moderen selvmord - eller var det blot en ulykke? - og endelig mistede hun den morfar, som hun voksede op hos efter sin mors død. Jelne er alene i verden. Igen!

Bruddet med Kasper bliver startskud for en geografisk rejse såvel som en rejse i tid tilbage til Jelnes tidligste barndom, til den kro, hvor moderen arbejdede og til den familie, som allerede dengang tog sig af den lille pige, når moderen var optaget andetsteds. Jelne søger sine rødder, søger svar på spørgsmål, som i årevis har plaget hende. Hun søger en ny identitet ved at bevæge sig tilbage til nulpunktet.

Genremæssigt lægger Jelne sig tæt op ad den gode gamle dannelsesroman. Men rent sprogligt er den tættere på det moderne, idet sproget søger at mime hovedpersonens forskellige sindstilstande. Det fungerer ganske godt - til at begynde med. De mange gentagelser, den nærmest stammende form, som fremkommer både i Jelnes tankerækker og i hendes bevægelsesmønstre, imens hun søger at få hold på Kaspers bedrag, bevirker, at læseren næsten kan føle Jelnes smerte og undren på egen krop. Senere, da Jelne glider ind i et mere jævnt forløb, både udadtil og indadtil, mister romanen lidt af den appel, som ligger i de indledende kapitler, og den forvandler sig til en noget tung hverdagshistorie, som vi kender dem fra 70ernes og 80ernes realistiske romaner. Hvad slutningen angår, så er den imidlertid - i mine øjne - næsten for sød og optimistisk. Selvom jeg gerne ville tro noget andet, så er jeg tilbøjelig til at mene, at man aldrig helt vil komme sig over tab og svigt i barndommen. Men i Henriette E. Møllers fortælling er der mere håb.

Summa summarum: Hvis denne roman var et måltid, som de kunne finde på at servere på den kro, hvor Jelne får arbejde, ville jeg som madanmelder give temmelig mange kokkehuer til forretten, som er let, elegant og sophistikeret med de mange forskellige smagsindtryk. Hovedretten ville jeg betegne som alt for mættende og tungtliggende i maven - og desserten lidt vel sød. En blandet fornøjelse, men alt i alt et gedigent måltid til en rimelig pris.

Henriette E. Møller kender uden tvivl de grundlæggende regler for god kogekunst. Nu mangler hun blot at praktisere den finere madlavning.


Henriette E. Møller:
Jelne
Gyldendal 2007