Nøglekompetencer

Ved du, hvordan du afdækker dine nøglekompetencer? Hvis ikke, så læs med her.


Afdækning af nøglekompetencer var nemlig dagens emne i jobklubben. Vi havde aftalt hver især at medbringe en liste over hidtidig beskæftigelse, både lønnet og ulønnet. Idéen var så, at de øvrige deltagere, for hvert punkt, man nævnte, skulle byde ind og sætte ord på de kompetencer, som de mente, at man derigennem måtte have udviklet. (Tanken er den, at andre ser med friske øjne på det, som man hidtil har beskæftiget sig med.)
Efterfølgende skulle den enkelte så indkredse de kompetencer, som gik igen i hans/hendes deraf udarbejdede kompetenceprofil og voila!, så havde man fundet de nøglekompetencer, udfra hvilke man kunne søge sit idealjob.

Jeg lagde ud: I tidens løb har jeg været tegner og allround-medarbejder på en reklameavis, været medarbejder på et AV forlag, hvor jeg redigerede lydbånd og tegnede forsider til lydbogsmapper, været pædagogmedhjælper i en SFO, arbejdet på et industrigartneri, været stuepige og køkkenmedhjælper på en kro, arbejdet som kunstmaler, været blomsterbinder, undervist i litteratur på FOF, været studentermedhjælper på Universitetsbiblioteket, fungeret som igangsætter, medredaktør af og medskribent på et festskrift, skrevet anmeldelser og taget en uddannelse til cand. mag. i dansk og engelsk. Desuden har jeg siddet i studienævn og været frivillig medhjælper på et kattehjem.

Jeg ventede spændt på at høre mine medlediges bud på, hvilke kompetencer, jeg måtte have udviklet. Jeg skal forskåne mine læsere for en fuldstændig liste og blot nævne de kompetencer, som gik igen. De var: Selvstændighed, kreativitet, skriftlige formuleringsevner, initiativ, ansvarlighed, fleksibilitet, overholdelse af deadlines og kendskab til så godt som hele arbejdsprocessen omkring publicering.

"Du skal da arbejde på et forlag!" sagde nogen.
Ja, det er jeg sådan set godt klar over. I flere år har jeg, når jeg så indslag om bogbranchen på tv, følt mig som Franz Pander, når han stod og så ind i de fine gemakker, hvor livréklædte kelnere modtog gæsterne: Dét ville jeg være! Ja, ikke kelner altså, men medarbejder på en forlags- eller kulturredaktion.

Jeg er ikke i tvivl om, at jeg har de nødvendige forudsætninger. Jeg kan uden blusel sige, at når det gælder det litterære, så er jeg ganske habil til mit arbejde, og jeg brænder for det, som det så smukt hedder.

Desværre forholder det sig sådan, at de ledige forlagsstillinger, som opslåes på jobsiderne, tilsyneladende kun er de groft underbetalte deltidsstillinger, og selv dem er der langt imellem. Desuden har de fleste forlag valgt at klumpe sig sammen i København, og jeg har absolut ingen trang til at flytte derhen, hvor bilosen ligger i tunge dyner, hvor de autonome tænder bål i gaderne, hvor det tager en halv time at spadsere fra det ene gadehjørne til det næste, og hvor det koster en bondegård at erhverve en bolig, såfremt man overhovedet kan finde en i et område, hvor der ikke står pushere i trappeopgangen og forekommer jævnlige skuddramaer udenfor vinduerne.

"Så kan man jo selvfølgelig pendle!" var der en, der sagde. Ja, det er muligt, at det bliver løsningsmodellen. Man kan jo vænne sig til meget. Men jeg skal ærligt indrømme, at jeg også gerne ville have bare en smule tid til kæreste, familie, venner og mig selv og mit eget ved siden af arbejdet. Derfor håber jeg så inderligt, at jeg vil kunne finde en stilling på et forlag i provinsen. (Eller på en kulturredaktion, hvis ellers en af de kære redaktører turde tro på, at jeg i løbet af ret kort tid ville kunne lære også de journalistiske vinklinger. Send mig på kursus, eller smid mig ud i det, kære venner. Det hedder learning by doing, og når det går mindre godt, er mit valgsprog: "Fail again, fail better!")

Til de forlagsdirektører, som har valgt at anbringe deres geschäfter i København, vil jeg gerne rette følgende spørgsmål: Hvad p..... er der galt med provinsen?

Når alt det er sagt, så må jeg modvilligt indrømme, at jeg begynder at forstå nogen af de fordomme, som har hersket - og til dels fortsat hersker - omkring humanister og deres (mulige) ansættelse i et bredere udsnit af danske virksomheder. Kære medhumanister, der er simpelthen for meget rundbordssnak, for lidt struktur og alt, alt for lidt selvtillid!

På dagens møde (den del af mødet, jeg deltog i, da jeg var nødt til at gå tidligt for at indfri en anden aftale) mødte én ud af de seks tilstedeværende totalt uforberedt. Den samme person blev ved med at omtale sig selv og sine kompetencer, eller mangelen på samme, i negative vendinger. Et flertal var meget nølende, når det handlede om at byde ind i den brainstorming, som skulle forestille at finde sted. Adskillige af de bud på erhvervede kompetencer, som langt om længe kom, tog i højere grad udgangspunkt i bidragsyderens forestillinger, end i den konkrete beskæftigelse, som var beskrevet. Da en polsk/dansk tolk således fortalte, at hun havde fungeret som tolk i forbindelse med et tværkulturelt projekt for handicappede børn, hvilket indebar en del rejseaktivitet mellem Danmark og Polen, var der dem, der hævdede, at hun måtte have udviklet kompetencer som projektleder, tovholder, rejsearrangør og handicaphjælper. Men hallo! - tolken havde ikke ledet projektet, hun havde ikke arbejdet med børnene udover sin funktion som tolk, hun havde ikke været tovholder på projektet, og hun havde end ikke bestilt billetterne. Research, kære venner. Det burde en akademiker vel for søren kunne finde ud af. Spørg ind til det, du ikke ved, i stedet for at klatte dine egne fantasier oveni.
Endnu et eksempel: Da jeg nævnte min fortid som kunstmaler, var der en, som nævnte kompetencen 'fordybelse'. Helt skudt ved siden af! En sådan idé bygger på de Hollywoodfilm, der vises i biografen. Ganske vist har jeg udviklet den kompetence, men det er sket i anden sammenhæng. Som fuldtidkunstmaler uden penge i ryggen udvikler man ikke evnen til fordybelse. Man udvikler evnen til at overholde en deadline, man udvikler evnen til selvstændigt arbejde, og man bliver fantastisk dygtig til at arbejde med præcision selv under tidspres.

Men tilbage til akademikerne og deres hang til rundbordssnak. Det nytter altså ikke, at man bruger en væsentlig del af et møde på at sidde og diske op med anekdoter og snakke personlige associationer i forhold til børn, handicappede eller whatever. Vi er ikke pædagoger, vel? Struktur, målrettethed og effektivitet, tak! Emnet er givet på forhånd. Lad os så holde fast i dét og gemme det overflødige til pausen eller den sidste halve time.

Om jeg kommer til møde i jobklubben igen? Ja, det regner jeg med. Men jeg sidder ikke og spilder fire timer af min tid på udenomssnak og 'lad os nu hygge os'. Jeg skal hjem og igang med at skrive til redaktionerne! Så må vi se, om nogen tør binde an med mig. For jeg har jo fået at vide, at jeg nok hellere må nedtone min selvstændighedstrang, min kvalitetsbevidsthed og min målrettethed, indtil jeg er kommet ind i varmen. Som en konsulent på MA sagde til mig: "Jeg er sikker på, at hver en sten vil blive vendt, hvor du kommer til, men du skal nok lige holde lidt igen i dit CV." Og under et par jobinterviews har jeg hørt følgende formulering: "Du har din alder og din erfaring imod dig, for det vil være lettere at forme en yngre medarbejder."

Well, well, well. Hr./Fru redaktør - I dare you!