April

Hvor vi end vender os hen, flimrer svævende grøn over de mørke, nypløjede marker. Vinden i granernes toppe maler hav mellem bakkerne. Jeg ser det i dine øjne. De glimter og stråler, så jeg må sænke blikket og se ned i skovbunden, for at dit himmeldyb ikke skal spejle mit eget ansigts rødme.

Dér myldrer myrer frem af den solbeskinnede tue, som i disse dage er et stort, bølgende tæppe af sort. De piler op ad den høje slanke gran, ved hvis fod de har bygget, de marcherer ned ad hjulsporet, krydser ud på gruspladsen foran huset og invaderer brændeskuret, mosarealerne, græstuerne. De løfter i samlet flok, når de finder en larve. Larven kæmper forgæves mod myrernes bid, og i løbet af få minutter ændrer den farve fra friskgrøn til vissenbrun. Så ligger den stille, og myrerne slæber den hjem gennem gruset.

Det pusler i bunken af grene og kvas: En fuldfed mus smutter lynsnart afsted og gemmer sig i et hulrum i brændestabelen. Fuglene i krattet lokker hinanden med skønsang og triller så smukke som lyset, der glimter i bækken nede ved gården.

Du har hentet din flækøkse frem, for nu er det tiden at kløve træet til det kommende efterårs kølige aftener. Jeg ser al din kraft udfoldet, idét du hæver det tunge redskab over din skulder, tager sigte og lader det falde over en brændeknude. De dumpe drøn giver genlyd mellem træerne og får jorden til at skælve. Barken løsner sig i store flager, brændeknuden flækker, og det lyse ved skinner i solen og sender en berusende duft ud i luften.

Ikke alle brændeknuder er lige villige til at give sig. Så driver du kiler ind med den tunge hammer. Lyden af metal mod metal klinger skarpt og kastes tilbage fra husets mure. En sprække viser sig i den mørke bark, og i næste øjeblik begynder det at knage i veddet, som når isen på søerne giver sig, under det første tøbrud. Du træder et skridt tilbage, løfter en behandsket hånd og tørrer sveden af din pande. Solen har fået kraft. Sommerfugle og humlebier er gået på vingerne. Endnu et velrettet slag, og veddet brydes åbent. De brudte flader springer fra hinanden, og jeg samler dem op og lægger dem på plads under halvtaget, hvor de skal tørre i sommerens sol og under de milde vinde gennem det næste halvår.

I de sene eftermiddagstimer hviler vi ud bag huset, drikker hyldeblomstsaft og betragter lysets vandring over markerne bag de mørke graner og gennem de tjørnehegn, som står florlette og svævende grønne her sidst i april - øjeblikket før skovens løv tætner og vugger anemonerne i søvn, øjeblikket før vildrosers døvende duft fylder luften med sødme og løfter om evigt lang sommer. Nu gløder dit ansigt i dagens sene sollys, men dine øjne funkler lige blå af den grund. Jeg lægger min tanke til ro i din stilhed.