Nu er jeg forarget

Politiken bragte i går en kronik af forfatteren Ane-Marie Kjeldberg, hvis seneste roman, Marcipansøstre, allerede har forarget en del læsere og ikke mindst bagsidelæsere.

Kronikken omhandler den tiltagende seksualisering af børn, og Kjeldberg eksemplificerer dette fænomen gennem en fortælling fra den virkelige verden, hvor et uskyldigt billede af en legende, fireårig (og tilfældigvis nøgen) dreng, som en stolt moder har indsendt til en sommerbilledkonkurrence i en ugeavis, ender på tryk med en censurerende sort bjælke henover barnets køn.

Som Kjeldberg bemærker, så var billedets stemning pludselig "forvandlet til noget umådeligt seksuelt og farligt".

Hvordan kunne det nu gå til? Det kunne gå sådan til, fordi redaktionen, som i første omgang havde valgt at bringe billedet i samme ånd, som det var indsendt, lyttede til en flok forargede, nypuritanske trykkere, som nægtede at trykke et billede af et nøgent barn.

Dét forarger mig: At en ansvarshavende avisredaktion kan lade sig styre af (forargede) trykkerimedarbejdere, og at samme redaktion udviser så ringe dømmekraft iøvrigt, at den derpå vælger at bringe et billede, der er censureret på samme måde, som man ser det praktiseret på reklamer for pornografisk materiale.

Som Kjeldberg også er inde på i sin artikel, så ender vi alle snart i burka og knapstøvler for at imødegå eventuelle overgrebsmænds beskidte lyster. Men er det sådan, vi ønsker at leve?

Der må være måde med. Personligt er jeg af den opfattelse, at der skal være mulighed for at slippe for at blive påduttet andre menneskers (i mine øjne til tider) intimiderende nøgenhed i det offentlige rum. Med andre ord: Man skal have lov at have sin personlige blufærdighed i fred. Omvendt skal der også være mulighed for at tilbagevise den ekstremistiske form for nypuritanisme og den tiltagende seksualisering af det menneskelige legeme, herunder ikke mindst barnets, som blot tjener til at ophidse svage sjæle yderligere. Det forbudte har jo alle dage, siden Adam og Evas tid, været det mest tillokkende.

Endelig bør de mest ekstremistiske blandt nypuritanerne måske overveje, om ikke de nyder deres egen forargelse lidt vel meget? Også i forargelsen ligger der jo en sød kildren, som ikke alle opnår ad anden og mere naturlig vej. Måske der ligefrem kan tales om forargelsesfetichisme?