Ting, man ikke kan skrive om

"Der er ting, man ikke kan skrive om!" sagde sønnen.

Hans replik kan passende indlede dette indlæg, for det handler netop om noget, man ikke kan skrive om. Det handler om de følelser, der er på spil i forhold til ens voksne barn.

Der er tilsyneladende en blufærdighedstærskel her. Et tabu kan man næsten kalde det. Som forfatter kunne man vel så lægge sine følelser ind i en fiktiv ramme og således få dem udtrykt. Men jeg kan ikke umiddelbart komme på nogen bøger, hvori temaet er forældres følelser for voksne børn. Er det ikke mærkeligt? Fylder det voksne barn så lidt i (andre) forældres bevidsthed?

Der findes naturligvis film som f.eks. Father of the Bride, hvori farmand har svært ved at acceptere, at hans datter er blevet voksen og nu bliver en anden mands 'pige'. Eller filmen Hush, som fortæller om den fæle (sviger)mor, der forsøger at komme sønnens hustru til livs. I begge tilfælde film, hvori forældre skildres som sygeligt besidderiske overfor deres afkom.

Men hvad med glæden? Hvad med beskyttertrangen? Hvad med stoltheden? Hvad med sorgen over at have bragt et menneske til verden og dermed at være indirekte årsag til de lidelser og den modgang, som det uundgåeligt også må gennemgå? Hvad med den kraft i en, som gør, at man i yderste konsekvens vil give sit eget liv for at redde barnets - også selvom det nu er voksent? Hvad med den dybe følelse af samhørighed, man føler i forhold til det menneske, som man har båret under sit hjerte og har kendt hele dets liv? Hvad med den afmagt og længsel, man kan gribes af, fordi det nu går ad veje, man ikke helt kender? Veje, man selv har forsøgt at hjælpe det til at lede efter, fordi man udmærket ved, at "jeres børn er ikke jeres børn, men I er den bue, hvorfra pilen er afskudt" som Kahlil Gibran skrev? Hvad med de indre og gentagent opdukkende snapshots fra dengang han var tre uger, tre måneder, tre år, tretten år, der blander sig med billederne af den unge mand, der nu må bøje sig ned for at give en et knus?

Det er en særegen form for kærlighed. Det er en kærlighed, som ikke vender sig til sin modsætning. Den er betingelsesløs. Man forvandler sig ikke til et ufejlbarligt menneske - end ikke i forhold til barnet - bare fordi man er i besiddelse af netop dén følelse. Men kærligheden er der altid og under alle omstændigheder.

En mor kan skelne sit barns duft fra hundrede andre børns. Men nok om det. For det er og bliver sandt: Der er ting, man ikke kan skrive om!