Danmark dejligst

Det er maj, og hvidtjørnen folder sit friskgrønne, kniplingslignende løv ud, imens sølvbirkene står ranke og glimtende i sollyset med et let drys af grønt over de spinkle grene. Det er på denne tid, lammene har fået trindhed og tyngde og frækt puffer til hinanden på engen, og hvor de hvide køer og deres endnu kalveknæede afkom lyser som sandsten mod grønsværen, der står spækket med insisterende gule mælkebøtter. Viben skriger over pløjemarken bag hegnet, en rødhals flyver lavt over gårdspladsen og søger ly i en busk, og højt, højt oppe i det uendelighedsblå svæver et par musvåger med udbredte vinger. Det er på denne tid, nælderne skyder frem ved brændeskuret. Det er nu, bøgens silkeblade kaster skygger over skovbunden, og bregnerne ruller sig ud. Det er nu, en tudse med gyldne øjne hæver sig på sine fire ben og skyndsomt vandrer over terrassens flisebelægning for siden at forsvinde i det høje græs. Det er nu, i starten af maj, himlen mod Vest står malet i turkise, rosa og blåhvide nuancer, selv langt hen på aftenen. Det er nu, lyset ligger blankt over landskabet, når vi vækkes af fuglestemmernes morgenkoncert. Det er nu, man kan gå udenfor i natskjorte og på bare tæer og mærke varmen mod huden, endnu før morgenkaffen er serveret. Det er nu, den hvidkalkede landsbykirke står smukkest bag de vidtstrakte gule rapsmarker, og det er lige før hvidtjørnens blomstring. Det er nu, kirsebærtræet står svævende hvidt, og det er nu, æbletræets grene tynges af mildtduftende blomsterklaser. Måske er det nu, Danmark er dejligst.