Saturday, August 23, 2008

Byregn

Dagen igennem har himlen over byen været skjult bag lag på lag af flossede, gråhvide skyer. Regnen er faldet, med kun ganske få ophold, i varierende mængder, tempi og arter. Endnu er vi ikke så langt henne på året, at regnen er kold, men kølig er den. For få timer siden faldt den i tætte hastige dråber, der i farten forvandledes til korte streger i luften, trommede på vejtræernes blade, på de opslåede paraplyer og på hustagene og piskede bobler og ringe i de allerede omfangsrige pytter, som altid først samler sig langs med kantsten på gadehjørner. Det susede fra kloakkerne, bildæk sprøjtede vand op fra kørebanen, og cyklisterne lænede sig ind over deres cykelstyr og kneb øjnene sammen mod vandet, der løb fra deres hår. Gennem det tætte regnfald og i den dæmpede belysning, som skydækket foranledigede, fik alt et tungsindiggråt skær over sig.

Udstødningsgasser slog i tunge, kvalmende pust, som af brændt gummi, ind mod enhver, der bevægede sig ud i regnen. Den sødlige lugt af mennesker hang i luften, som en ironisk påmindelse om menneskets egen afsky for skadedyr. Skrald, der var smidt i grøfterne, gik i opløsning: Papæsker fra MacDonalds bøjede sig og faldt sammen, blækket på gamle bon'er fra Netto flød ud i en diset sky af gråblåt blæk, et plasticlåg fra en milkshake gled ned ad strømmen i kantstenen side om side med et opblødt, gult filter fra et gammelt cigaretskod. Et rustent løbehjul lå væltet på fortovet. Den piggede flade og den sorte snude af noget, som engang var et pindsvin, lå overkørt, forladt og gennemblødt få meter derfra.

Byen er en rotterede. Man mærker det tydeligt i dette vejr, hvor alle lugte intensiveres, hvor man ser affaldet for ens fødder, fordi ens blik rettes mod jorden for at skærme øjnene mod regnens slag, og hvor vandet skyller alt det frem, som før har ligget skjult under grus eller græs.

Nu er der kun en sagte mild støvregn i luften. Den bæres afsted på en let brise og falder skråt. Man mærker den knap nok mod huden, når man er ude, men den sætter sig som en fugtighed i tøjet, i håret, under skosålerne, mellem dæk og asfalt, hvorfor der høres en klæbrig lyd fra vejen, når en bil passerer. Det lyder, som om nogen trak et gammelt plaster af. Det grå siver ind under huden, lægger sig som skyer over hjernen bag øjenhulernes fugtige dyb, stemmer en for brystet, tynger vægten af knogler og kød, som bar man vådt tøj på kroppen. Fugten driver gennem byen, suges ind i murstensmure, opløser ligdele, tvinger regnorm og rotter op af undergrunden.

6 comments:

Beologen said...

Hvor er du altså god til at beskrive det, du ser og sanser. Alt det med dyrene og planterne og materialerne og farverne kan du meget præcist sætte billedskabende ord på. Som læser føler man sig tryg på vej gennem sætningen, lige indtil man "rammes" af en sprød detalje, og filmer med.
Fin prosa.
:-)

Tina Charlotte Møller said...

Mange, mange tak, Beo! :-)
Det varmer at få sådan en ros en stille søndag morgen, imens man endnu sidder og er lidt sløret efter søvnen.

silhuet said...

Regnen ja. Med alle dens ansigter, og alle de ansigter den fremkalder.

Den er en slags fremkaldervæske. Kalder på bagsider af mønter og trækker skygger frem af mørket og ud i lyset.

Støvregn og slagregn. Dét, der lukker og dét, der lukker op.

Uhmm for nogle stemninger du skaber. Een bliver meget inspireret ;-)

Tak for dejlig skriv!

Tina Charlotte Møller said...

Selvtak, Silhuet! Du er jo selv en stemningsskabende skribent. :-)

Donald said...

Læste sultent. Blev godt mæt. Taktak.

Tina Charlotte Møller said...

Velbekomme, Donald! :-)
Husk, at den virtuelle restaurant har åbent 24 timer i døgnet - come rain, come shine.