Thursday, August 21, 2008

Det lille hus på prærien

Engang tilbage i trediverne kørte Smør-Hans hver morgen sin rute mellem gårdene ad de smalle hjulspor i de østjyske bakker, på sin skumplende vogn forspændt den brune hest. Han afleverede tomme mælkejunger og afhentede de fyldte, som han ekspederede videre til mejeriet.

Smør-Hans gik ikke af vejen for at snuppe en lille en eller tre med kammersjukkerne på den lokale kro. En morgen, hvor han havde været i særligt godt selskab natten igennem, var han gået død ud på morgenstunden. Men mælken skulle jo hentes, og både hest og vogn stod udenfor kroen. De hjælpsomme drikkebrødre hankede op i Smør-Hans, fik ham op på bukken og gav den brune et lille rap. Og afsted gik det. Hesten kendte jo ruten, og Smør-Hans kom således også denne morgen rundt til alle gårdene, hvor karlene, da de så den ulyksalige mælkekusk, under stor munterhed selv fik læsset de fyldte junger på vognen.

Fuglene sang deres morgensang, solen steg på den blå sommerhimmel, og den brune travede troligt videre fra gård til gård og derfra til mejeriet, hvor der blev et mindre opløb, idet en ung mejerist ikke fosømte lejligheden til at tilkalde både mester og kolleger, så også de kunne se den tungt snorkende Smør-Hans, der sad sammensunket på bukken bag sin trofaste hest. Hvad Signe sagde, da vognen med den drukne ægtemand kom skumplende op ad hjulsporet til gården, melder historien intet om, men mon ikke der er blevet talt med store bogstaver?

Smør-Hans og Signe er borte, men huset ligger der endnu: Et lillebitte hvidkalket hus med nedadglidende stråtag, almueblå dannebrogsvinduer og en medtaget staldbygning, som er bygget sammen med og vinkelret på stuehuset. Det ligger godt skjult i læ af en bakke og med udsigt over et lille smalt dalstrøg, hvorigennem der endnu kun går et tilgroet hjulspor. Langs med hjulsporet duver en bred bræmme af hvid røllike og vilde gule sensommerblomster i brisen op mod et skovbevokset højdedrag.

Træerne er skudt i vejret foran stuehusets vinduer ud mod engen, og det samme er tilfældet i frugthaven på den anden side af gårdspladsen bag huset, hvor også vajende gyldenris har bredt sig, dér hvor Signe vel dyrkede kartofler og urter.

Kigger man ind gennem de støvede vinduer, kan man se en ganske lille stue, et kammer, et snævert køkken og en lille forstue, i hvilken der endnu hænger seletøj på en gammel knage. Møblerne står, som ventede de fortsat på, at Smør-Hans skulle træde ind ad døren på strømpesokker, efter at have skubbet træskoene af ude på fortrappen, for at tage imod den kop kaffe, som Signe ville skænke ham af Madam Blå: En ubekvem divan, en polstret lænestol, et mørkmalet chatol og den lille sorte kakkelovn.

Jeg er blevet svært indtaget i Smør-Hans og Signes hus. Dér ville jeg gerne bo. Men ak, nok er det ikke en villa på Strandvejen, jeg er ude efter, men selv denne beskedne idyl i bakkerne, med udsigt over det lille, smalle dalstrøg, er udenfor min rækkevidde. Selv hvis jeg havde haft penge i banken til at kunne byde på stedet, ville det kræve en del at sætte huset i stand: Nyt stråtag, nyt køkken, inddragelse af staldbygningen til beboelse og nogen rydning af grunden, så murværket igen kunne få lys og luft, og solen kunne skinne ind i stuerne.

Men man siger, at gode drømme gør sjælen stærk, og her er den: Min barndoms drøm om det lille hus på prærien. Bag engens grønne højdedrag løfter himlen sig, oplyst af solnedgangens perlemorsskyer, og aftenbrisen stryger gennem det lange græs og smyger sig om røllikens tætte skærme af hvide blomster. I stalden pruster den brune ned i sit fodertrug, og Smør-Hans og Signe lister på lette fjed gennem stuerne, usete af de fleste. Jeg tænker, her ville være hjerterum nok til os alle.

4 comments:

AC said...

Jeg ønsker for dig, at du finder dit lille hus på prærien .. "laura" ;o)

Beologen said...

Skøn historie. Køb en lottokupon inden lørdag? :-)

jensdrejer said...

Fantastisk historie. Sådan nogle historier kan man ikke fortælle, når det offentlige tvinger os alle til at holde op med at ryge og drikke. Hvor bliver livet kedeligt til den tid. Og hvad ville dansk litteratur være uden Jeppe på bjerget og Nille med krabasken?

Det lyder som et dejligt hus. Sådan et sted ville jeg også gerne bo, men jeg lider desværre af de samme begrænsninger. Suk.

Tina Charlotte Møller said...

Tak for det fromme ønske, AC!
Kærlig hilsen "Laura" ;-)

Beo, jeg fulgte "næsten" dit råd: Købte et skrabelod med millionmuligheder i går, og jeg hentede de 25 kr., som jeg gav ud på det, hjem igen, men videre skete ikke. Well, det betyder naturligvis, som vennen sagde, at jeg kan få en ny chance indenfor de samme 25 kr. Så måske.....

Jens, det er et ganske fortryllende sted. Det har beliggenhed, beliggenhed og beliggenhed! Og dertil er det godt gemt af vejen, hvilket passer mig fint. Mange ville vige tilbage ved udsigten til timers snerydning om vinteren, men jeg har før boet på landet og tager ikke den slags så tungt.
Tjah, nogen typer historier vil nok med tiden blive en saga blot, om jeg så må sige. Ingen røg og ingen rødvin... Ak, hvad skal man snart stille op? ;-)