Frk. Konval

"Er I allesammen handicappede?"
Jeg sidder øverst i en fyldt bus, på et af de sæder, der har ryggen til kørselsretningen, da den kraftfulde, teatralske stemme med københavnsk overklasseaccent, som jeg kender så godt, skærer gennem den øvrige småmumlen. Den har en øjeblikkelig effekt på mig: Selvom kvinden ved siden af mig er langt yngre end jeg, er det derfor mig, der først springer op og svarer: "Nej, De er meget velkommen til at sidde her."

Både den unge kvinde og jeg rejser os for at gøre plads, og vi belønnes med et strålende smil, men tillige et korreksende blik, fra frk. Konval, som jeg kalder hende. Frk. Konval, som jeg vil tippe til at være omkring de 80, er en hyppig passager i Odenses busser, hvor hun gør livet usikkert for sine medmennesker. Hun er en lille nipssag at se til, og hun minder virkelig om en liljekonval med sin spinkle elegance og sin lyse sarthed. Pagehåret ligger blødt og skinnende hvidt om ansigtet, og hun er altid ulasteligt og smagfuldt klædt i bløde, lyse stoffer. Hendes ansigtstræk er fintmejslede, hendes blik åbent, hendes smil barnligt og hendes lidt usikre bevægelser flagrende. Stemmen er der til gengæld intet sart eller usikkert over, ejheller over damens øvrige fremtræden. Som en vant scenekunstner træder hun ind i bussen og kaster sig ud i forestillingen. Således også i dag.

"Og så kan jeg fortælle en lille historie, blot for underholdningens skyld," begynder hun med sin velmodulerede stemme med den perfekte intonation, idet hun henvender sig til de nærmeste passagerer, "idag har jeg mistet 6000 kroner!"
De venlige damer på sæderne overfor læner sig deltagende og lyttende frem og lægger hovederne på skrå, og frk. Konval stråler under den opmærksomhed, som bliver hende til del.

Herpå følger en længere og mere udførlig redegørelse for de nærmere omstændigheder vedrørende tabet af pengene. Frk. Konval havde netop hævet penge i banken, og de lå i en blandt mange tasker, som hun stillede på gulvet ved siden af sig i en fyldt bus: "Og så stod der et par ved siden af mig. Manden mindede mig om en klovn. (Her løfter frk. Konval hænderne og tegner imaginære farvestreger i sit ansigt.) Ja, en klovn jeg engang kendte i en cirkus. Da bussen så sætter i gang, mærker jeg godt, at han tager om min arm, da jeg er ved at falde. Det var jo meget venligt af ham. Men tænk Dem en en gang: Da jeg så skal af, så er tasken med mine penge forsvundet, og det er parret også. Det er tolvte gang!"

Det er denne lille tilføjelse, som slår bunden ud af historien. I hvert fald for mig. Kan man virkelig blive bestjålet tolv gange? At frk. Konval skulle have plejet omgang med klovner, jonglører og løvetæmmere undrer mig ikke i nær samme grad. I mit stille sind har jeg forlængst placeret hende i teatermiljøet, så hvorfor ikke disse forbindelser til cirkusverdenen? Men tolv tyverier mod den samme ældre dame forekommer mig lidt vel fantastisk.

Alligevel smiler og nikker jeg til hende, som også de andre deltagende damer i bussen gør det. Man får lyst til at passe på hende. Man får også lyst til at lade sig underholde af hende. Den firsårige frk. Konval er så livfuld og indtagende som en fireårig Shirley Temple. Og ligesom hos Shirley Temple fornemmer man noget drillende, ja næsten diabolsk bag de store, smukke øjne og det yndige smil.

Frk. Konval er ganske givet ikke rigtig vel forvaret. Hun er en excentriker, en original og sandsynligvis lettere dement. Hun kan stige på en næsten tom bus og begynde at skælde voldsomt ud på et ungt menneske, der har dristet sig til at sætte sig på et af de sæder, som hovedsalig er forbeholdt ældre og gangbesværede. Udskældningen foregår med samme velmodulerede stemmeføring som altid, og frk. Konval er en mester i giftigheder, som imidlertid aldrig udarter til grovheder. Hun kan også stige på en bus og begynde at lade sin stemmes piskesmæld regne ned over chaufføren, hvis han ikke har sænket bussen tilstrækkeligt, da hun skulle op ad de få trin.

Men som regel træder frk. Konval ind i bussen, som en diva træder ind på en scene. Hun lader blikket glide over sit publikum, og uanset om der er en eller flere passagerer, påbegynder hun sin optræden: Hun spærrer øjnene op, hun blinker forførende med de indbildt lange vipper, hun læner sig konspiratorisk frem og lægger sin fine, spinkle hånd på ens arm for at give sine ord vægt.
Det meste af det, hun fortæller, er sandsynligvis løgn - eller i hvert fald noget, der kun er foregået i hendes egen fantasi. Men hvor er hun dog dejlig!

Denne dag bliver hun afhentet ved bussen af en skægget og bamseagtig, moden herre, som måske er en slægtning. Han tager hende kærligt og fast under armen og leder hende. Hun går en anelse foroverbøjet med sin venstre hånd støttet på stokkens greb, og ved siden af den kraftige herre virker hun endnu mere skrøbelig, end hun plejer. Som det fineste porcelæn. Det er rart at se, at nogen tager sig af hende. Jeg er kommet til at holde af den smukke, smågiftige frk. Konval.