I fremtiden kan et grundigt baggrundstjek af jobansøgeres fortid, privatliv og internetidentiteter blive almen praksis. Det fremgår i dag af en artikel i MetroXpress.
Allerede nu har flere arbejdspladser valgt at sætte konsulentbureauer til at undersøge mulige nye medarbejderes forhistorie og privatliv blandt andet gennem ansøgernes profiler på sider som Facebook og Myspace.
Af artiklen i MetroXpress fremgår det, at flere arbejdsgivere allerede i ansættelsesfasen anmoder om ansøgerens skriftlige samtykke til, at arbejdsgiveren må undersøge ansøgerens baggrund nærmere.
Nina Wedsted, som arbejder med arbejds- og ansættelsesret, finder denne nye praksis problematisk og mener, at den i øvrigt kan være i strid med persondataloven. Nina Wedsted siger til MetroXpress: "Hvem vil ikke skrive under? Hvis ikke man skriver under, er det vel fordi, man har noget at skjule, ville mange tænke." .
Jeg finder omtalte praksis ikke blot etisk og moralsk forkastelig, men tillige uintelligent, eftersom det efterhånden turde være en velkendt sag, at man ikke uden videre kan sætte lighedstegn mellem et virkeligt menneske og vedkommendes identitet i et givent forum på nettet.
Jeg kan i øvrigt ikke se ret mange tilfælde, hvor det kan vedkomme en arbejdsgiver, hvad en kommende medarbejder foretager sig i sin fritid, hvordan hans eller hendes fortid har formet sig udenfor arbejdsmarkedet etc. De tilfælde, hvor noget sådant er relevant, f.eks. i betroede stillinger, hvor en ny medarbjeder skal håndtere store pengebeløb, arbejde med børn og unge eller lignende, har vi allerede regler for, i form af indhentelse af straffeattest med videre.
I bund og grund er den nye praksis med indhentelse af baggrundsoplysninger (med eller uden ansøgerens vidne) et udtryk for en omsiggribende mistænkeliggørelse af andre mennesker og kan i den forstand betragtes som et angreb på den enkeltes integritet.
11 comments:
Først det rent juridiske.
En potentiel arbejdsgiver må under alle omstændigheder gerne undersøge jobsøger lige så gerne de vil i perioden mellem ansøgningens fremkomst og selve ansættelsessamtalen - hvorfor jeg egentlig synes det er fint nok at visse arbejdsgivere vælger IKKE at gøre dette, men at pænt spørge ved samtalen.
Hvorvidt det er i strid med Persondataloven afhænger af om der er tale om oplysninger som indgår i nogen type af manuelt eller elektronisk register - hvilket jeg nok ville betragte som tvivlsomt.
Og igen, har oplysningerne et formål og indgår de med samtykke - så er der ikke noget problem i henhold til loven.
Vedr. Særligt betroede stillinger, så indhentes der ganske vist oftest børneattester og i visse tilfælde også strafferegistre. Men ikke altid. Og sjældent før medarbejderen har været på stedet i en periode. - Dertil kommer at ikke alt fremgår af disse attester. Fx. står det intet om hvorvidt en person er medlem af
pædofilforeningen, ligesom en daginstitution heller ikke umiddelbart kan få oplyst om nogen er dømt gentagne gange for vold.....
Så den personlige holdning. Til forskel fra dig, kan jeg ikke se det helt store problem. Skulle jeg fx. ansætte en pædagog i en børnehave kunne jeg da godt være interesseret af om ansøgeren var på stoffer og stolt af det. (stolt af det, fordi de profiler som der typisk er tale om j.f. artiklerne, er profiler hvori folk offenlig praler af deres brug af stoffer og vilde drukture). For skulle dette være tilfældet ville jeg være seriøst bekymret for, at vedkommende ikke ville være istand til at varetage sit job på en sober og hensigtsmæssig måde.
Og hvis jeg skulle ansætte en Chauffør; hvor ansvarlig ville jeg så mene at en person som gentagne gange lagde billeder af ulovlig og hasarderet kørsel ud på nettet var?.
Eller hvis jeg var en lille enkeltmandsvirksomhed og skulle ansætte nogen, ville jeg da gerne vide om vedkommende tit som oftest var syg (for det ville jeg ikke have råd til)
Osv..
Og hvorfor skulle jeg ikke benytte lejligheden til at undersøge jobsøger nærmere? Når vi lægger noget på nettet, er det jo på ingen måde hemmeligt eller tavshedspligtsbelagt.
Og det er meget muligt, at hvad folk foretager sig i sin fritid, ideelt set ikke har noget at gøre med hvordan de passer deres arbejde. Men...
Debatten er interessant, med masser af vinkler og fordele og ulemper til højere og venstre...
Og igen. Det kan jo også være en bonus, fx i dit tilfælde hvor der ingen tvivl er om at en kommende arbejdsgiver vil anse dig som værendes fagligt kompetent udfra det du vælger at vise offentligt - din blog. (medmindre du selvfølgelig satser på et job indenfor systemet, for så kan du nok vinke pænt farvel til det nu.:-)
På forhånd undskyld for evt. sprogforbistringer - har skrevet svensk hele dagen....
Nu kan jeg ikke lade være med at blande mig længere.
For hvordan kan en arbejdsgiver tjekke sandhedsværdien af de informationer, som høstes på nettet? Enhver kan, så let som at tænde for en pc, oprette profiler i andres navne, for eksempel blogs, myspacesider eller forum-identiteter. Ligesom enhver, så let som ingenting, kan lancere smædekampagner mod navngivne personer og gøre det helt anonymt på nettet. Så hvordan vil arbejdsgiverne sortere sandt fra falsk, pral fra virkelighed, overfortolkninger fra realiteter, i deres virtuelle baggrundschek?
Aldrig har identitetstyveri været så let, som efter internettet kom til verden. Hvis arbejdsgivere har den opfattelse, at alt, de læser på nettet, præcis svarer til det, som det umiddelbart kan give indtryk af, så er de simpelthen for naive til cyberspace.
Og til Harning - hvis man virkelig er stof- eller alkoholmisbruger i stor stil, så afslører den slags sig som regel lynhurtigt ved et personligt møde...inden ansættelsen.
Husk, arbejdsgivere køber arbejdskraft - ikke sjæle. Sådan skulle det helst blive ved med at være.
Alt i alt skræmmende læsning. Der skal nok være en del, der får ødelagt deres liv på grund af smædekampagner og identitetstyveri på nettet, så længe arbejdsgivere og andre i den grad er digitale naivister og controlfreaks.
Harning - den svenske indflydelse tager jeg gerne med i betragtning, når jeg læser dine indlæg og kommentarer. ;-)
Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke tidligere har spekuleret i, hvilke oplysninger en arbejdsgiver måtte søge eller ikke søge vedrørende sine (kommende) ansatte.
At det var/er fuldt legalt at søge nærmere oplysninger vedrørende tidligere ansættelsesforhold og eventuelle kriminelle forhold vidste jeg naturligvis - og det har jeg egentlig ingen invendinger haft imod.
Jeg kan også udmærket følge dine argumenter og dine scenarier langt hen ad vejen. Og naturligvis har du ret i, at man selv vælger, hvad man lægger ud på nettet af personlige oplysninger.
Alligevel bryder jeg mig ikke om det, der - i mine øjne - ser ud til at fungere som en mere amerikaniseret og gossip-agtig version af informationssøgning om en ansøger.
Ikke alle mennesker tænker, før de taler - eller rettere: Før de skriver! Internettet er på mange måder blevet en forlængelse af privatsfæren. En privatsfære, som i det hele taget og indenfor mange områder er blevet mere gennemhullet de senere år.
Det betyder, at det falder mange fuldkommen naturligt at skrive, hvad der falder dem ind, i det offentlige rum, da de, i kampens hede, kan sidde med en illusion om, at de skriver for et begrænset publikum, og at deres skrift kun vil vække opmærksomhed i et begrænset tidsrum.
Du holder min blog og mine skriverier frem som et eksempel på, at dét, at en mulig arbejdsgiver kan - og ikke mindst vil - læse ens ytringer i det offentlige rum, også kan være en bonus.
Det er ganske rigtigt ud fra den betragtning, at jeg henviser til min blog på mit CV på Jobnet - og i øvrigt oplyser enkeltpersoner om, at jeg har en blog.
Men ikke alt, hvad jeg har skrevet på denne blog er relevant for en arbejdsgiver - og jeg er derfor fuldstændig klar over, at nogen potentielle arbejdsgivere snarere vil opfatte min blog som et sammensurium af uvedkomne artikler om alt mellem himmel og jord, end som et udtryk for mine evner som skribent. Værre endnu: Jeg kan risikere, at jeg bliver frasorteret som ansøger til et job, som jeg ellers ville være den rette til, alene fordi jeg et eller flere steder har givet udtryk for en politisk holdning, som måske strider imod den enkelte arbejdsgivers - desuagtet, at jeg ikke har intentioner om at skilte med mine politiske standpunkter i en arbejdssituation.
Jeg kan komme med andre eksempler:
Flere steder i blogosfæren kan man finde tørlagte alkoholikere, som skriver om livet på den anden side af afvænningen. Vil mange arbejdsgivere mon ikke være tilbøjelige til at vælge dem fra (for tænk nu, hvis vedkommende faldt i igen?) i stedet for at sige: "Det var dog imponerende. Her er et menneske, som har taget sådan en kamp op og er kommet ud på den anden side: Lad os se, hvad vedkommende kan præstere i vores virksomhed?"
Har du læst Spacemermaids blogroman? Ja, Spacemermaid var en af de heldige: Hendes færdigheder som skribent skaffede hende en bogudgivelse samt klummeplads i flere magasiner. Men teoretisk set kunne det være gået den modsatte vej, når man tænker på, hvilke oplevelser den unge dame beretter om i den roman, der startede som enkeltindlæg i et netbaseret forum.
Vi, som nu kender Spacemermaid fra blogosfæren og fra andre medier, stiller ikke spørgsmålstegn ved hendes ædruelighed, hendes arbejdsomhed eller hendes moral, men kunne vi ikke være faldet i den grøft, hvis vi havde siddet som kommende arbejdsgivere og læst om hendes ungdommelige eskapader i det københavnske natteliv?
De konklusioner, som vi således ville have kunnet drage om Spacemermaid på grundlag af hendes fortællinger og kommentarer ville have givet et misvisende og i hvert fald ufuldstændigt billede af hende og af hendes evner til at bestride et job.
For mit eget vedkommende vil jeg naturligvis helst ansættes et sted, hvor mine foresatte såvel som mine kolleger kan acceptere mig som det hele menneske, jeg er - med både skidt og kanel, talenter og mangler, succeser og fejltrin. Men de fleste af os er nu en gang utroligt fordomsfulde, og vi kan derfor være meget tilbøjelige til at frasortere andre mennesker, så snart vi opdager den mindste smule, som byder os imod. På den baggrund kan mange gode ansøgere risikere, at deres ansøgninger havner i papirkurven, når en potentiel arbejdsgiver har læst deres lidt for overfriske bemærkninger til vennerne på Facebook.
Vibeke - jeg kan kun erklære mig enig.
(Mine indlæg? Damn, de bærer da forhåbentlig ikke præg af sprogforbistringer, så ville jeg klart forvente en mail Tina!)
Du har for så vidt ret i at mange opfatter nettet som en udvidelse af privatsfæren og at de derfor ikke tænker sig om før de skriver (noget skolerne pt arbejder meget hårdt på at få ændret).
Og for mit vedkommende gør det så bare ikke tingene bedre.
- Tværtimod, så må vi håbe at dine jobkonsulenter, kontanthjælpsmodtagernes sagsbehandlere og børnenes lærere ikke opfatter nettet som en udvidelse af privatsfæren.
Nettet er ikke et privat rum - men et offentligt sådant og det lærer jeg da også mine børn,for jeg synes det er vigtigt at de ved, at de kan ikke sige hvad de vil eller svine folk til som de vil - uden at også lære at det kan have konsekvenser IRL.
At en arbejdsgiver så bruger dette offentlige rum til at undersøge en jobansøger - kan jeg ikke rigtigt se problemet i. Netop fordi arbejdsgiver hele tiden har haft lovlig ret til at undersøge hvad som helst om en jobansøger alligevel.
Hvad fordømmende tilgange angår, ja så er jeg da også ret sikker på at enkelte af mine indlæg har blacklistet mig i visse institutioner i Danmark. Men det er en konsekvens jeg er klar over når jeg skriver - omend jeg ikke bifalder den. (til den anden side ville jeg heller ikke selv ønske at arbejde sådan et sted så måske kommer det ud på et fedt...)
Og nej, jeg bifalder ikke fordomme om forskellige religiøse, politiske, seksuelle retninger - ej heller fordømmelse pga. størrelse, udtale, tøjstil,huller i kroppen eller noget andet - Men faktum er at fordømmelsen hersker alligevel.
@Vibeke det er ligemeget om det er i stor stil hvis pædagogen i eksemplet møder med stoffer i blodet mandag morgen og der sker et uheld. Kan du forestille dig erstatningskravet?
Harning, dit skriftsprog er slet ikke så ringe endda ;-), men til tider går det vist lidt stærkt - og lejlighedsvis kan man godt fornemme, at det svenske (vel mest i ordstilling og sætningsopbygning) influerer. Hvad angår mails med rettelsesforslag, så har jeg besluttet mig for at nedtone den slags i blogosfæren, medmindre jeg bliver bedt specifikt om at blande mig, da jeg ikke ønsker at fremstå mere skrap og skolefrøken-agtig, end jeg efter sigende allerede gør i nogens øjne. :-)
Nej, heller ikke jeg ville ønske at arbejde et sted, hvor mine holdninger ville være nok til at få mig blacklistet, såfremt nogen kendte dem.
Hvad angår fordomme: Jeg tror, at de fleste af dine faste læsere vil vide, at du hører hjemme blandt de mindst fordomsfulde. Det er i hvert fald mit personlige indtryk af dig - både fra din blog og på baggrund af mit møde med dig IRL. :-) Men de fleste mennesker - inklusive undertegnede - har naturligvis visse fordomme (eller sagt på en anden måde: temmelig fasttømrede holdninger til enkelte specifikke emner.)
Hvad hele denne snak angår, kunne jeg måske også kort og godt have sagt, at jeg frygter, at jagten på det perfekte menneske (jagten på den perfekte medarbejder, som vel er den sportstrænede, smukke, slanke, ikke rygende, sundt spisende yngre person med politisk korrkete holdninger) skal spolere forsørgelsesgrundlaget for alle de mere eller mindre skæve, anderledes og i bund og grund langt mere interessante eksistenser, som udgør menneskeheden. (Nå ja, lidt stort slået op måske, men alligevel. Jeg er efterhånden inderligt træt af al den varme luft (kommunikationsstrategier) og tagen sig ud (branding), som har bredt sig de senere år.)
"Frygten for jagten på den perfekte medarbejder" - som end ikke skal have faglige kompetencer kunne jeg fristes at tilføje - For det er min største frygt.
Vel ikke helt ubegrundet..
(Skolefrøken?
Du sender bare en mail gør du!Røde streger og det hele. Jeg hader simpelthen tanken om at det at jeg igen er begyndt at turde skrive på svensk på nogen måde (undtaget enkeltståeende dage som idag måske) skulle have influeret mit det danske sprog - som jeg så omhyggeligt har værnet om i årevis.
Så en mail tak hvis du falder over den slags skidt!
by the way...tegn sættes og spørgsmål stilles. :-) )
Den perfekte medarbejder, "som end ikke skal have faglige kompetencer"... Ja, her må jeg nok erklære mig enig i, at din frygt ikke er helt ubegrundet.
Jeg skal nok nok huske det med en mail med røde streger, hvis jeg synes, at det begynder at gå helt galt inde på din blog, Harning. Så du kan få øvelsen i at skrive "korrket"! ;-)
Skal jeg være helt ærlig, så er jeg blevet mere afslappet overfor de sproglige småbommerter, som vi jo allesammen laver, når vi skriver på bloggen. Især overfor andres. Selv har jeg stadig et ideal om, at jeg skal skrive perfekt i det offentlige rum, men jeg er fuldstænddig klar over, at det af og til går lidt for hurtigt, og at der smutter et par tegn og formuleringer undervejs.
(Snak lige om hjernens sprogforbistringer (om det så er dine eller mine...)
J.F: "Korrket" - der hvis du fjerner et (r) bliver til korket - til korkat=idiotiskt på svensk. :-)
Og således fik den perfekte medarbejder idiotiske politiske holdninger. :-) )
:-)
Post a Comment