De bar ham ud

i nat. Hans fødder var smalle og blege mod det hvide lagen, de havde svøbt ham i. Hans hoved hang leddeløst, og hans øjne var lukkede. I den grelle hvide hospitalsbelysning i opgangen udenfor min dør ventede båren med den orange plasticdækning og de sorte remme, som de spændte ham fast med. Så rullede de ham ud, de to reddere. Det øvrige følge - to mænd, jeg ikke kendte til, og den kvindelige kontaktperson, der af og til ses tre skridt bag Mik, gik tøvende med udenfor. Jeg så det gennem dørspionen. Hidkaldt af dørtelefonens gentagne summen, den lavmælte mumlen og lyden af trin op og ned ad trapperne, op og ned, var jeg gået ud i min entre for at se, hvad der var på færde. Da jeg så båren, som ventede derude, tænkte jeg først på Ali, den rare, ældre og gangbesværede tyrkiske herre, der bor ovenpå med sin hustru, Fatima - eller på den høflige hr. Knudsen, der også er oppe i årene. Men det var altså Mik, som næppe kan være mere end et sted i trediverne.

Jeg havde set et glimt af ham i dagligvareforretningen tidligere på dagen. Det var en af de dage, kunne jeg se. Han havde dette jagede udtryk i øjnene, som en mishandlet hund, der kan finde på at bide fra sig, hvad øjeblik det skal være. Så jeg hilste ikke.

I lange perioder er Mik væk hjemmefra. Man ser ham i hvert fald sjældent. Og reklamerne hober sig op i hans postkasse. Da jeg kom hjem fra mine indkøb i går, havde han tømt den, bemærkede jeg. Og så tænkte jeg ikke mere på Mik, før de bar ham ud. De havde ikke travlt. Om de havde stabiliseret ham eller opgivet, ved jeg ikke. Jeg nåede ikke at se, om de trak lagenet over hans hoved, da de havde lagt ham på båren.

Der har været dage, hvor Miks blik var roligere, og man anede et glimt af normalitet inde bag ved, når man stødte på ham i vindfanget. Et par gange har vi holdt døren for hinanden, og jeg har nikket og hilst på ham. Når det er sket, har han reageret med glad forundring, og jeg har tænkt, at han måtte være vant til meget lidt venlighed. For nylig kom jeg ind i vindfanget, netop som han stod og fumlede med nøglerne for at låse sig selv og kontaktpersonen, som stod lige bag ham, ind i opgangen. Jeg sagde hej til kvinden, og Mik, som ikke havde bemærket min ankomst, for sammen i angst, som om nogen havde slået ham. Vi lo alle tre.

Der har også været dage, og ikke mindst nætter, hvor Mik har raset i opgangen udenfor sin dør. Et par gange er han blevet hentet af politifolk, der havde deres hyr med at holde fast i ham. Der har været aftener med klirren af flasker og høje brøl og jamren og eder og forbandelser mod en kvinde, som vist kun har eksisteret i Miks fantasi. I hvert fald har jeg aldrig set andre besøgende hos ham, end kontaktpersonen, der hjælper ham med indkøb og andet praktisk. Efter en af de barske nætter, var der slået dybe huller i jorden nedenfor vores vinduer, hvor fire kolossale fyrfadsstager i granit var havnet efter deres fald fra tredje sal.

Jeg brød mig ikke om bårens hvide og orange farver eller de sorte remme eller det grelle lys, der faldt ned over Miks indfaldne kinder og flød ud over de smalle, nøgne fødder. Jeg gik i seng igen og tænkte på ensomheden og døden og på, hvor mærkeligt det er, at vi kan bo så tæt her i blokken i årevis uden at kende hinanden. Uden at hjælpe hinanden. Som om vi værner endnu mere om vores privatliv, vores grænser, netop fordi vi lever så trangt og aldrig har ro for hinandens lyde, hinandens lugte. Og isolationen vokser frem af det faktum. Naturligvis havde Mik en historie, allerede inden han flyttede ind her. Det har de fleste, der bor her, vist. De færreste havner uden grund i kilometer-blokkene, der er kendt for at være et sted, hvortil politiet jævnligt hidkaldes som følge af ubehagelige lugte fra en nabolejlighed.
Politifolkene bryder sig ikke om de ture. Jeg var gift med en politimand, før jeg kom hertil. Jeg kender historierne. (Jeg kom her til, fordi jeg var gift med en politimand. Men det er en anden historie.)

Og hvor er Mik nu? I en seng på hospitalet eller i et kølerum i en kælder derude? Og hvis han kommer hjem igen, vil jeg så gå op og hilse på? Nej, det vil jeg ikke. For her hytter enhver sit eget skind, og der er dage, hvor han snerrer som en bidsk hund.

Men de der smalle, blege fødder, og det hvide lys i opgangen.....