Det ser næsten ud som sommer

Det ser stadig næsten ud som sommer. Himlen lyser høj og blå med svulmende, hvide skyer på, og træernes løv står dybt og grønt. Men der er kommet et falmet skær, som du kalder det, over naturen. Et grålys siver ud af de grønne partier og får eg og hvidtjørn til at se ud, som vendte de ind mod sig selv, kontemplerende. Birkeblade krøller gult, og de spinkle kviste drysser dem, med brune pletter i kanterne, ud over det lange, duggede græs.

Ja, det ser næsten ud som sommer, men luften er pludselig tynd og kold, som var vinden, undervejs hertil, blæst over snedækkede tinder. Allerede sidst på eftermiddagen ligger lyset lavt og gyldenrødt imellem stammerne, kryber omkring de mørknende krat og trækker hvide glimt af korsedderkoppens møllehjulsspind, der duver udenfor ruden i et sydvendt vindues hjørne.

Det er september, snart siver mørket ind over landet. Admiralerne er kommet, iklædt deres karnevalskostumer. De spreder deres brede glødende vinger over den hårede høgeurts gule blomster, over søde, sorte brombær, og de lyser spottende mod det kølige skær af den kommende vinter.

Vi trækker frisk ren luft dybt ned i lungerne, mærker kulden bide i vore fingre og står lidt og ser på brændestabelen under halvtaget, alt imens skyerne begynder at strække sig mod aften på himlen og gradvis glider over i changerende pasteller.