Jeg standser et øjeblik, overvældet af det spraglede syn, der møder mit blik, idet jeg ser videre ud over haven. Den minder om et psykedelisk inspireret patchworktæppe fra 70erne, og der går et øjeblik, før jeg for alvor kan skille de enkelte farver og former ud fra hinanden. Et kæmpemæssigt georginebed skyller ned over det skrånende terræn: Banangule georginer, sartrosa, orange, solgule, dybrøde, cyklamen, sartlilla, violette og hvide hælder de tunge hoveder mod hinanden over de grønne blade. Bag dem står en række små, slanke træer med kuplede kroner, hvis farveskala veksler mellem flammerøde, orange og dybgrønne partier.
Efterhånden som jeg nærmer mig ad stien, på min vej ned til åen, som ligger bag de høje træer, der danner baggrund for dette ekspressionistiske kulørbombardement, får jeg øje på de lysende, højrøde bær, der hænger i de små træers brændende kroner og næsten ringler en for øjnene, hvis man kan forestille sig en sådan synæstesi.
Jeg har brug for de dæmpede, svalende farver, jeg ser, da jeg et øjeblik efter står på træbroen med det spindelvævsdækkede rækværk og kan betragte åens grønbrune og sagte flydende vand og de tre brune ænder, der er i færd med, højt snadrende, at foretage en grundig afvaskning af fjerene, idet de på skift lader sig plumpe i fra en flad sten og basker voldsomt med vingerne, hvorefter de atter flakser op på stenen og pudser sig med deres afrundede næb. På engen nærved går de sorte køer med hovederne sænket dybt i det svagt gulnende græs. De befinder sig på nogen afstand, men lytter man godt efter, kan man alligevel høre den karakteristiske dybe og blødt flænsende lyd, når de river en tot græs af.
Jeg er rastløs i dag. Kan ikke fordybe mig i stedets ro, som jeg ellers havde håbet. Jeg ser ned mellem brædderne under mine fødder og bliver nu næsten svimmel af vandets bevægelser. Ænderne skræpper. En løber knaser hastigt forbi ad stien på den anden side af broen, og et øjeblik efter gjalder den hysterisk snerrende lyd af en boret knallert gennem landskabet. Jeg ser ham komme drønende og standse med en udskridning i gruset et par hundrede meter bag engen. Han ser op ad bakken mod parcelhusene derovre og giver sig til at trykke på hornet – igen og igen og igen. Så giver jeg op og går tilbage ad stien, ind mellem de høje træer med de susende kroner.
Det er dér, jeg hører den. En trommende lyd. Jeg standser og lytter. Hvor kommer den fra? Det er svært at vurdere afstanden. Jeg tager endnu nogle skridt hen ad stien, forbi de flossede brændenælder, der vokser i horder under elletræerne, hvis falmede blade er gennembrudte af insektbid, så de spinkle ribber står frem og danner en fin filigran bag de buttede, endnu friskgrønne rakler. Bankelyden er kraftigere nu. Jeg kigger op mod toppen af det elletræ, der står, hvor stien drejer. Jeg går rundt om det. Der bliver stille et øjeblik. Så gentages bankelydene. Jeg tager endnu et par skridt og ser en brat bevægelse i løvet næsten seks meter over mig.
Og dér sidder den. Flagspætten. Den lader sig overhovedet ikke afficere af min tilsynekomst. Den virker fløjtende ligeglad. Fortsætter blot med at banke sit hårde næb i hastige serier af små bevægelser ind i barken på den tykke gren, den har sat sig på. Dens sort-hvide fjerdragt lyser klart mod det mørke løv og den bleggrå bark, og de postkasserøde fjer under dens hale står i brand. Jeg lægger min håndrod mod træets brede stamme og mærker trommeslagene forplante sig igennem ved og bark og ind i min egen krop. Jeg står sådan i flere minutter, før jeg med et sidste blik mod den frygtløse lille bankeånd hilser af og går tilbage ad stien og ud af haven.Man må kunne se ud af øjnene, og hengive sig til naturens rytme – om så blot for et øjeblik, hvis man vil bære en sådan oplevelse hjem. Det gløder varmt bag mine øjenlåg nu. Og en flagspætte banker i mit håndled.
No comments:
Post a Comment