Ideelt arbejde

I dag har jeg arbejdet hjemme. Ups, nu skrev jeg det ord, som MA forbyder de ledige at bruge: Arbejde! I husker jo nok dengang, konsulenten på MA gik i rette med denne min sprogbrug i CV'et.

Nu skal jeg i stedet huske at sige: I dag har jeg arbejdet "ideelt" hjemmefra. Det er en vending, som min medledige, arkæologen Jeppe, lærte mig, da han i dag ringede mig op. Det må man nemlig gerne sige, fortalte Jeppe, idet han henviste til en samtale, han selv havde haft med vor kære MA-konsulent Per Einar. At arbejde "ideelt" vil i denne forbindelse sige, at man ikke får løn for sit arbejde og således ikke sidder og fusker med bedrageri og sorte penge og andet gris.

Nå, men i dag har jeg så arbejdet "ideelt" hjemmefra - også i en anden betydning af ordet. Jeg lagde ud med at forsøge at skrue en kreativ ansøgning sammen til en ledig tekstforfatterstilling på et reklamebureau i Jylland. Men så tog kreativiteten og selvstændighedstrangen overhånd, og pludselig havde jeg fundet et nyt koncept i forhold til, hvordan jeg vil skrive ansøgninger, der skal målrettes til ikke bare reklamebureauer, men også avisredaktioner, ugeblade og andre trykte medier.

Nøglen, kære kommenterende læsere, er de kommentarer, som I har lagt på min blog i tidens løb. For kan man, som skribent, fremvise bedre referencer end positive udtalelser fra egne læsere? Så dem har jeg tænkt mig at benytte i min videre jobsøgning. Lidt samme princip, som når der på en forfatters hjemmeside er et afsnit, der hedder: "Aviserne skrev:" Og så skal hver enkelt ansøgning naturligvis pudses efter, alt afhængig af hvor jeg henvender mig, selvom kernen naturligvis bliver den samme: Ordholder søger spalteplads!

I dag har jeg så for øvrigt lige hørt det rygte, at når MA's paragrafridende konsulenter er så hysteriske og vanskelige i ethvert spørgsmål, så skyldes det, at arbejdsministeren - af grunde, som jeg endnu ikke er indviet i - har et horn i siden netop på akademikerne og deres A-kasse, imens andre A-kasser og deres medlemmer angiveligt får længere snor i systemet. Hvorvidt der er noget om snakken, skal jeg lade være usagt. Men jeg kan vel godt tillade mig at sige, at det ville ikke overraske mig. Jeg har f.eks. hørt fra en journalist, at hendes A-kasse ikke kunne drømme om at løfte pegefingre eller udstede advarsler imod freelance-arbejde, så længe indtægten bare bliver registreret og modregnet. Per Einar sagde ellers engang til mig, at man jo ikke kunne lave forskellige ledighedsregler for f.eks. håndværkere og akademikere - det ville jo være at gøre forskel. Uha! Hertil svarede jeg, at eftersom arbejdsvilkårene er så forskellige for f.eks. de to grupper, ville man da netop gøre forskel ved at skære dem over én kam. Det kunne Per Einar så ikke lige se. Hvorom alting er, så er der åbenbart alligevel forskel - i hvert fald på, hvordan paragrafferne tolkes og håndhæves - fra den ene A-kasse til den anden. Dét mener jeg så ikke, at der burde være forskel på. Heller ikke selvom arbejdsministeren måske har set sig gal på visse segmenter. Er det tilfældet, så har både han og andre implicerede bare at fægte med åben pande. Personligt afskyr jeg tvetungethed og luskeri.

MA er naturligvis mit første bekendtskab indenfor A-kassernes verden, og derfor har jeg meget lidt forstand på de sager. Men jeg er da seriøst begyndt at overveje, om ikke jeg ville stå mig bedre ved at søge over i en anden A-kasse. Hvis man kan det. Kan man det? Og hvilke konsekvenser kan det i givet fald få for min videre vej gennem systemet.

En bekendt foreslog mig i dag, at jeg droppede MA og dagpengesystemet i det hele taget, da vedkommende mente, at jeg, fordi jeg er på dimittendsats, sandsynligvis ville få mindst lige så meget udbetalt på kontanthjælp. Jeg aner ikke, hvad man får i kontanthjælp nu om stunder, men det ville nu undre mig meget, om jeg blev bedre stillet som kontanthjælpsmod-tager. Og kontanthjælpsmodtagere bliver, mig bekendt, fortsat strittet ud i tvangsaktivering - og så er jeg jo lige vidt.

Hvad jeg har brug for er simpelthen endnu et par måneders ro til mere målrettet, end jeg før har formået, at søge opgaver og gerne fast arbejde indenfor medieverdenen. Ikke ved at reflektere på de ganske få opslag, der kan have relevans for mig, men gennem uopfordrede ansøgninger og opsøgende "ideelt"(?) arbejde.

For jeg vælger at henholde mig til det, som Silhuet så elskværdigt skrev i en kommentar til et af mine indlæg: "Verden har ikke brug for penneførere, men for ordholdere."

Ideelt set, ikk'?