Og drømmere og dårer skal jeg dele dagen med...

Er det eller er det ikke? Det er lørdag d. 30. august, og jeg søger ansigterne bag de kunstnernavne, der har meldt sig som oplæsere til årets Ord Under Himlen. Men jeg er ikke helt sikker på, om den lille flok, som står diskuterende og gestikulerende længere henne ad stien i Kongens Have, er de først ankomne af de godt 100 tilmeldte digtere, om det er en trup på udflugt fra Bakkens Hvile, eller om det er nogle af gadens glade vandrefugle, som har haft held til at låne et Gainsborough-kostume til deres veninde hos Kostumetjenesten. Jeg ser i hvert fald en flok muntre svende, og i deres midte sidder "Damen i grønt" med skyggehat og lang nederdel.

Jeg må altså forhøre mig, og til min store lettelse viser det sig, at jeg har gættet rigtigt i første forsøg. Dette er de først ankomne digtere, poeter og forfattere til dagens arrangement. Snart kommer flere til, og den brogede forsamling vokser betydeligt i både antal og farvesammensætning. Jeg hilser på en af dagens hovedarrangører, Lonni Krause, som jeg hidtil kun har truffet i det virtuelle rum, hvor vi indledte vores udveksling med et bragende skænderi. Siden bedredes vores forhold betydeligt. Lonni har jeg set billeder af, og det er ikke svært at genkende hende.

Men hvordan ser eksildronningen Harning egentlig ud? Jeg har forstået, at hun ville være her i dag. Dog vistnok kun som publikum. Og hvilken skikkelse tilhører den evindeligt flygtige Silhuet? Jeg spejder efter en meget spinkel kvinde, da det pludselig slår mig, at Silhuet kan have haft sine medbloggere til bedste hele tiden og i virkeligheden kan vise sig at være en frodig dame, der skjuler sig bag den digteriske frihed, når hun skriver sine tekster.

Men hvem er nu det? Jo, det er da Jens Drejer - i følge med Uschi Tech, som han har aftalt at læse op med. Vi falder hurtigt i snak, Jens og jeg, og efter fem minutter føles det næsten som om, vi har kendt i hinanden i årevis. Og så har vi dog kun skrevet sammen i blogosfæren i et lille års tid. Men Jens ligner Jens fra bloggen, i økotøj og smil og mørke briller, og hans stemme lyder, som jeg havde forestillet mig den.

Jeg finder sammen med Nete og Tea, som jeg ikke kendte i forvejen, og det viser sig at fungere ganske glimrende, da vi - en halv time senere - har fundet vores grønne plet i haven og påbegynder oplæsningen. Teas tro væbner, Peter, agerer på én gang publikum og fotograf, og om det nu er vores inciterende stemmer, der trækker andre til, eller om det er skinmanøvren med Peters intense lytten og knipsen med kameraet, det skal jeg lade være usagt. Men publikum får vi da. I små grupper, som afløser hinanden efter nogle minutters forløb. Men et publikum er det immervæk.

Det er en varm dag. Solen står højt. Græsset er grønt og blødt, skyggerne dybe, og lyden af parkgæsternes såler, der knaser i gruset, blander sig med børnenes højrøstede råb, gråd og latter, med de pludselige udbrud fra performancepoeterne, der både hopper, danser og brøler, og med Teas summende stemte s'er og mørke vokaler, Netes lyse hvisken og mine egne rytmiske forsøg.

Jeg mærker godt, at nogen sætter sig i græsset til højre for mig, men jeg må passe på at følge med i teksten på siden, for det her fungerer ikke, hvis jeg falder ud af takten. Først da jeg tør trække vejret efter det sidste punktum, tillader jeg mig et blik i retning af parret på plænen: En smuk ung mand og en mørkhåret kvinde, hvis ansigt ser ud, som et fuldmodent, nyplukket solbær smager. Hun rejser sig med smil over hele kroppen og takker for teksten, og viser sig at være Harning herself - med søn.

Under min anden oplæsning skimter jeg pludselig et par gule lærredssko i kanten af mit synsfelt. Det kan ikke være nogen anden end sønnen, og jeg bliver varm af glæde helt ned i maven alene ved at se de gule sko der i det grønne.

Når man sådan står og læser op, med solen i nakken og med blikket fæstnet på de sorte myrer, der hele tiden truer med at smutte og falde ud over arkets hvide kanter, så man må fange dem i flugten og undervejs forsøge at sende dem videre, ud i dagens sene sommerluft, med vinger på, forsvinder tiden lidt for en. Med ét er skyggerne ved at blive lange, og man opdager, at det nok er på tide at tage en velfortjent pause.

Tea, Peter, Nete og jeg rykker medbragte skilte op, samler manuskripterne og drager videre gennem havens skyggespil. Pludselig farer en væver ung kvinde frem af buskadset og kalder mig ved navn. Jeg laver O-mund og smiler og takker ja til en muffin og til en lille historie om sikkerhed bagved de vaskede vinduer og om det faste greb om et cykelstyr. Det er naturligvis Silhuet, der ikke alene kan skrive, men tillige læse så englene synger!

Sidst på eftermiddagen glimter sollyset sølv i det sprudlende springvand. En ung poet leger satyr i baljen med bar overkrop og opsmøgede bukser. Han reciterer eller digter på stedet om elskov, i et sprog Emil Aa. aldrig ville have genkendt. "Det er ham sexologen", hvisker Nete. Det har hun hørt: At den lyskrøllede satyr læser sexologi. Det er meget uskyldigt altsammen. I det mindste beholder han bukserne på.

Vi samles alle ved Café Herkules, da vi næsten har forbrugt vore stemmer. Jeg hilser på et par bekendte ansigter, nemlig Mikael Josephsen - det er ham, I ved, "der står under soluret med et alfabet i knaphullet" - og Cindy Lynn Brown. Så slår jeg mig ned på græsset i selskab med Harning og Jens Drejer, der sidder fordybet i en samtale, som jeg ikke straks fanger tråden i.

Der er formelt uformel prisuddeling, og der er fælles fotografering, som vi vist ikke rigtigt når at komme med i, fordi vi gemmer os allerbagest. Men vi ved, at vi har været der, og det er det vigtigste. Sønnen dukker op igen, med rævesmil og gule sko og blå hat over krøllerne. Jeg så netop et kort glimt af Silhuet, men nu er hun atter forsvundet. Flygtig, det er det jeg siger!

Senere følges Jens og jeg til Restaurant Riz Raz, hvor vi alle skal spise. Vi får talt en del undervejs gennem byens gader, og lærer lidt mere om hinanden. At tale med Jens er som at tale med en gammel ven: Man skal lige opdateres, men falder hurtigt i hak.

Aftenen afsluttes i god stil med vegetarmad og rødvin, Poul Exners lyse jubelsmil, hans kærestes ditto, Silvestris brokkerier over grøntsagsbuffeten, et hastigt kram med Brian, der afgjort ser ud til at kunne tage hvem som helst med storm, og endnu en spadseretur med Jens i retning mod Hovedbanen, hvor han venter en bus mod Bispebjerg, imens jeg søger ned på perronen, for at finde toget til Fyn. Der suser varm luft over sporene. Skurren og hvinen af metal mod metal fra skinnerne dybt under de høje hvælvinger, en vågen dues kurren, den jævne mumlen af stemmer... Det hele blander sig til en søvndyssende summen i min trætte hjerne. Det er på tide at komme hjem.

Til næste år, når ordene igen flyver frit under himlen, vil jeg læse lidt mindre og lytte lidt mere. Tror jeg nok. Der var alt for mange, som jeg ikke fik hørt på, hilst på, læst for. Tiden fik vinger. Som de mange ord, der blev talt denne dag, under august måneds sol.