Monday, October 13, 2008

Jeg er vist ikke længere venner med Knud

- Alectos virksomhedskonsulent, som jeg tidligere har nævnt, og som jeg ellers mente at stå på rimeligt god fod med.

Det forholder sig sådan, at Knud i knap fjorten dage ringede og ringede og ringede på begge mine telefoner omtrent tre gange daglig. Jeg havde ikke lyst til at besvare de opkald, da jeg er allergisk overfor barnepigementalitet og rigide hierarkiske systemer. Jeg tænkte som så, at hvis der var noget vigtigt, så kunne Knud enten skrive mig en mail eller lægge en besked på min telefonsvarer. Det sidste gjorde han da også et par gange, men uden at sige andet, end at han gerne så, jeg kontaktede ham. Senest sagde han dog, at han gerne ville vide, hvordan min næste jobtilbudssamtale, den som min medledige Jeppe havde formidlet, var forløbet. Den besked indløb dagen før, samtalen skulle foregå, så jeg valgte at vente med at melde tilbage. Umiddelbart efter samtalen havde jeg andre presserende planer af privat krakter, som betød, at jeg var bortrejst nogle dage.

Da jeg vendte hjem, lå der minsandten en mail fra Knud, som gerne ville have en status - og så var der forresten en stilling i Horsens, som jeg måske kunne være interesseret i.

Jeg tog en dyb indånding og skrev til Knud, som sandt var, at min jobtilbudssamtale var forløbet udmærket, men at lederen på den nye uddannelse, som det drejede sig om, rent faktisk ingen reelle opgaver havde at tilbyde mig for øjeblikket, men gerne så, at jeg henvendte mig på et senere tidspunkt, når forløbet var kommet bedre igang.
Og så skrev jeg til Knud, at jeg havde brug for at vide, hvad jeg rent faktisk havde skrevet under på at være forpligtet til i forhold til Alecto som anden aktør, da jeg syntes, at kontraktens formulering i høj grad var åben for fortolkning. Jeg fortalte Knud, at jeg har det utroligt dårligt med at føle mig åndet i nakken, at det stresser mig i en sådan grad, at jeg mærker sidste års stresstiltand blusse op igen, hvilket jeg ikke mener, at hverken jeg selv eller systemet har nogen interesse i. Jeg vil føle mig både gladere og mere motiveret, hvis jeg kan passe mine ting selv, skrev jeg til ham - og hvad jobtilbud angår, så har jeg ingen glæde af et løntilskudsjob, men må have et reelt job med en rigtig løn for at tilgodese mine personlige mål.

Knud skrev tilbage: "Min henvendelse var bare et tilbud - du fortsætter som du selv ønsker."

Nå, tænkte jeg. Det er fint. Måske jeg så alligevel har taget fejl. Måske Knud virkelig har fundet et reelt job, som jeg kan søge, i Horsens. Måske han har opfattet min første mail som lidt vel kontant. Det er der jo nogen, der gør, når jeg ruller mig ud på skrift.

Altså skrev jeg tilbage, at tilbud naturligvis var velkomne, men at jeg reelt var i tvivl om, hvornår et tilbud var et tilbud - udbudt af rent medmenneskelige årsager, og hvornår et tilbud var et tilbud, man ikke kan afslå. Det ville jeg fortsat gerne have defineret i forhold til min kontrakt med Alecto, skrev jeg. Og så fortalte jeg lidt mere om, hvilke uopfordrede stillinger, jeg har søgt, på diverse dagbladsredaktioner.

Knuds svar var kort og kontant: "God arbejdslyst."

Næh, jeg er vist ikke længere venner med Knud....

9 comments:

Anonymous said...

*griner meget højt*

Tina Charlotte, du er simpelthen for cool i din indlysende tilgang til sagerne..

Kick some ass, girl....

Lotte/Eksistens

Tina Charlotte Møller said...

Cool... Hvem? Mig? ;-)
Det er ikke ligefrem cool, jeg føler mig til daglig. Snarere en smule overophedet. Alle de her små kampe er dybt enerverende og tidskrævende. Men det er efterhånden gået op for mig, at jeg vist skytter mig selv bedst ved at benytte den direkte tilgang. En sådan "frækhed" er de tilsyneladende uvante med i systemet. Og samtidig udtrykker jeg mig jo, trods alt, i en ordentlig tone.

At jeg så har flere mindre sammenbrud dagligt bag lukkede døre, det er en anden sag. Jeg er simpelthen nødt til at satse på, at min stædighed og målrettethed en dag kan omsættes i klingende mønt - bedre endnu: I knitrende sedler! ;-)

Anonymous said...

Ja, det er dig der er cool. OG det vil du se i bakspejlet, når du har fundet hylden.

Jeg fortryder MAX, at jeg ikke havde din tilgang, jeg underkastede mig i en vis forstand, jeg troede blindt på at de kunne hjælpe mig, at de ville det bedste og altid stod klar. Dine historier afspejler helt mine, de kunne være skrevet af mig, men jeg protesterede ikke undervejs andet end privat. Det gør en STOR forskel nu, hvor jeg i bakspejlet kan se, at det har kostet vildt på selvtillidskontoen. Jeg går, i al beskedenhed, ud af Universitetet med et rigtig godt gennemsnit men i dag ser jeg på det og tænker: Det var ligegyldigt, de syv års slid var bare en heldig periode i mit liv. De skal nu bygges op igen, og det tager tid. Jeg tror jeg ville sidde med en større følelse af værdighed nu, hvis jeg havde skabt mig mere undervejs.

PÅ POSITIVSIDEN er så også, at jeg ikke tager noget som helst bullshit i dag. Og det er jeg faktisk ikke ked af....

Lotte/Eksistens

Anonymous said...

Kommunikation er vist ikke ham Knuds stærke side. :-)
Gad vide om han også svarer arbejdsgivere der spør til kontraksforhold med: God arbejdslyst...

Tina Charlotte Møller said...

Lotte - jeg har jo ellers fået indtryk af, at du netop er en dame, der kan og vil svare for sig. Men det er altså først kommet hen ad vejen....
Well, det er nok også tilfældet for mit vedkommende, og der er fortsat adskillige livsområder, hvor jeg ikke er god til at holde på det, jeg betragter som min ret. Suk!

Tina Charlotte Møller said...

Harning - kæmpestort tandsmil herfra: Ja, Knuds reaktion kan undre. Især i betragtning af, at han har arbejdet indenfor marketing tidligere. Skulle man så ikke have samlet noget op dér?

Hvad der falder mig mest for brystet, er dog nok, at han tilsyneladende tager tingene så personligt.

På Alectos hjemmeside kundgøres det ellers, at Alectos medarbejdere bestræber sig på at finde løsninger i samarbejde med den ledige og under hensyntagen til den enkeltes ønsker og behov. Det har jeg ikke set meget af i funktion. Jeg hører og læser kun en masse dyre ord, som ikke indfries.

Anonymous said...

"Lotte - jeg har jo ellers fået indtryk af, at du netop er en dame, der kan og vil svare for sig."

Det er også rigtigt. Minus, når det kommer til mig selv. Handler det om min familie eller venner, eller samfundsforhold alene, så ser det anderledes ud...
Tilsæt, at jeg er udstyret med en næsten ubegrænset tillid til dem jeg møder umiddelbart, så har man en cocktail der kan være ganske hæmmende...

Lotte

Tina Charlotte Møller said...

Det forekommer mig bekendt, Lotte. ;-)

Anonymous said...

Kender du ikke nogen som har en virksomhed Tina?
Bare sådan at vi kunne få afklaret hvor langt Knuds kommunikative evner rækker - og om han skelner mellem samarbejdspartnerne (arbejdstagere og arbejdsgivere).
For jeg synes virkelig det er et interessant og særdeles relevant spørgsmål.