Sommervind i hvidt sejl

Den minder om sommervind i et hvidt sejl på havet, den blafren, der bølger ned gennem hans blege ansigtstræk. Og hun ved, at nu kommer det. Og det kommer. I slowmotion, forekommer det hende. Alligevel når hun ikke at gribe øjeblikket, at gribe ind, at forhindre det.

Han fører den højre fod bagud, hun bemærker, at skosnuden peger lidt indad, som når han skal sparke til bolden i klubben, og så svinger han foden fremad og rammer præcist med en dump lyd op under hundens bløde bug. Hunden hyler og letter fra jorden. Panisk søger den væk, men kommer ikke længere, end hundesnoren rækker. Skælvende kryber den sammen i det regnvåde græs. Selv tager hun to skridt fremad, rækker ud efter snoren og siger, så behersket som hun kan: - Lad mig tage ham.

Selvom hun ved, det er en stakket frist. Selvom hun ved, det vil ske én gang til. Selvom hun ved, det bliver en af de aftener, hvor han sidder med lyset slukket i stuen og spiller høj musik og spiller den af til den ene øl efter den anden, imens hunden skjuler sig i et hjørne af entreen, og hun ligger tavs i sengen ovenpå og håber på at undgå kvælertaget. Denne gang.