Heimdal og himmelbroen

En fugtig muld- og nøddeagtig duft af svampe hænger i den friske luft i den tidlige oktoberskov, hvor løvet pletvis har skiftet kulør fra dybgrøn til brun, orangeglødende eller citrongul. Det er køligt, og himlen veksler mellem sol og skydække. Netop nu, da vi begiver os på vej ned ad en skrånende sti mod Julsø, kastes en mindre regnbyge ned over os, trommer mod løvet og pletter det lyse sand, der veksler med sort muld i de afskårne skrænter med synlige rødder på begge sider af stien. Vi ser op, i et forsøg på at afgøre, om dette er et egentlig vejrskifte, som man skal søge dækning for, eller om det blot er et kortvarigt lune af det aprillignende vejr. I samme nu stilner dråberne af, en brise løber gennem skoven og får et spinkelt træ til at kaste sine citronblade i en hvirvlende, glimtende dans ud over stien.

Der nede foran os kommer Julsøs metalblanke flade til syne bag høje løvtræers stammer. En bred trappe fører ned mod søkanten, men heroppe i en ryddet lysning ligger Hotel Julsø, som du har fortalt, at du har besøgt med dine forældre, da du var barn. Jeg bliver øjeblikkeligt indtaget i de to grøn- og hvidmalede træbygninger (en på hver side af stien) med de fine udskæringer, de små ruder, kviste og tårne.
Sæsonen er forbi, og selvom menukortet fortsat er slået op bag en lille glaslåge ved siden af indgangspartiet til restauranten, er alting stille og forladt. Her høres kun skovens susen og den bløde lyd af svagt vuggende vand i søen.

Jeg træder nogle skridt på afstand og betragter hovedbygningen med den lille stentrappe op til restauranten. Et øjeblik forekommer det mig, at jeg kan se stedet befolket af herrer med flade stråhatte, med schnurbart og stribede jakker eller med mørke jakker, høje hatte og spadserestokke, af kvinder iført møllehjulshatte og med høje kniplingskraver over musselinskjolerne, der er pyntet med brede blanke bånd i taljen.

Vi går ned ad trappen mod søen, hvis blide bølger slikker op mod bredden. Vandet er gennemsigtigt, og man kan se sandbunden og de blanke sten gennem det. Jeg får en ubændig trang til at mærke det mod kroppen, men jeg må nøjes med at finde et sted, hvor jeg kan dyppe fingrene i dets kølighed. Du kalder på mig og peger mod den modsatte bred, hvor de skovklædte bakker lyser i striber af sol, som intensiverer skyformationernes stålgrå masser. En regnbue er brudt frem og står sitrende og sfærisk over efterårslandskabet. Bifrost! Broen til gudernes bolig. Vi står i flere minutter og betragter den perfekte bue, som ikke synes at ville forsvinde igen.

En stor informationstavle er - uden sans for stedets æstetik - slået op midt på bredden. Vi læser her, at Himmelbjerget - ifølge sagnet - er hjemsted for Heimdal, der netop vogter...Bifrost. Heimdal skal varsle Ragnaroks komme ved at blæse i gjallerhornet, som kan høres i alle verdener.

Knap har vi fuldført læsningen, før en langstrakt tuden af et horn lyder over søen.
- Og dér lød gjallerhornet! Udbryder du, og vi ler og føler os lette af brisens skarpe kølighed over vandet, af gløderne i løvskoven, citronbladssværmene i luften og det sammenfald af hornets gjalden og renbuens rene tegning over bakkerne, som alt sammen må indikere, at der er mere mellem himmel og jord, og at Heimdal ganske givet står i læ af en gyldnende eg, med hornet hævet mod himlen, deroppe et sted for foden af regnbuen.

Man har rejst en flagstang ved søbredden. Nedenfor den er anbragt en simpel sten med en indskrift, hvis udsagn vi kun kan tilslutte os på denne dag, på dette sted, hvor vi fornemmer at vi står i et historiens tværsnit ned gennem tiderne og på én gang har udsigt til Det gamle Norden, før det blev kristnet, til 1800-tallet og til vor egen tid i efteråret 2008: "Jeg tror der er skønnest i Danmark".

Da vi igen står ovenfor den skrånende sti, vi først kom ad, og et kort øjeblik vender os, for at se ned mod søen, blegner Bifrost, opløser sig langsomt for at forsvinde sporløst i oktoberhimmelens grålys.