Kærtegn

Jeg ser dig bagfra - i en svag venstredrejning. Jeg ser dine hænders blide behandling af grønt, i den åbne vinkel mellem din torso og albuen, som du har bøjet, for med venstre arms hånd at fastholde forårsløg, peberfrugt, broccoli, idet du langsomt lader knivsæggen glide ned gennem vævet. Du snitter ikke. Du skærer. Med bløde bevægelser, der mest af alt minder om kærtegn.

Du skifter vægten fra ét ben til et andet, tager ét skridt bagud og straks frem igen. Det er en dans. Eller er det mon bare fordi, jeg har feber og ligger i stuen med sviende myrer i blodet og tyngde bag blikket og ser dig - du, som i dette sekund tror dig uset? Det er noget med måden, hvorpå dine kitlyse bukser falder i bløde folder og buede linjer helt ned til hælen, eller måske er det t.shirtens indigonat, kravlet skødesløst op. Synet af nakkens glatte hud over kraven. Varmen, jeg kender, mod mine læbers varsomt afrundede kys.

I vinduet foran dig spejles din baggrund. Jeg ser den som slørede pletter af mørke og lys. Du snitter ikke. Du skærer. Med langsomme, bløde bevægelser kærtegner du grønt med en kniv.