Dyrene

De ved, at dyrene er der. De tramper stier gennem græsset under de høje graner, rundt om egekrattet og ud og ind mellem tjørnene i hegnet ud til marken. Men det er kun i drømme, de ser dem. Eller i et glimt fanget ind midt i et spring tværs over vejen, når de kører i efterårsmørket med lygterne tændt.

Også fuglene er der. Som en hastig, fjedrende flaksen af vinger et sted oven over deres hoveder. Står de stille og venter, sker det også, at de ser dem flyve i stødvise ryk- stigende, dalende, stigende, dalende - fra træ til træ, smutte fra kvist til kvist, mens de kvidrer og kalder. Altid på afstand. For langt væk til, at man kan være ganske sikker på, om det nu er en skovspurv, en rødkælk eller måske en fremmed fugl.

Men en morgen, den næstsidste dag i november og velsagtens fordi blæsten, natten forinden, har fejet frø af planterne og kastet dem på jorden, er der fuglekvidren og tjiirp, tjiirp, tjiirp under vinduerne, der vender mod syd. De står ganske stille bag ruderne og ser både gulspurv, musvitter og skovspurve samle frø på fliserne, der grænser op til den mossprængte plæne. Ovre i den dryppende tjørn sidder en rødhals og puster sig op. Så hopper den ned på en lavere gren og forsvinder bag stammens grågrønne bark. En rødbrun bølgebevægelse går over græsset - som en serpentine, der pustes ud - forsvinder ud af syne og kommer igen. Den buskede hale rystes, som om egernet danser en afrikansk stammedans, så bukker det sig lynsnart ned, samler noget op med poterne og piler op ad den nærmeste stamme med sit hittegods anbragt i munden.
Lidt efter ankommer de sjældent besøgende halemejser med vippende, langstrakte halefjer og sort-hvide tegninger. De sender spinkle lyde ud i luften, men bliver ikke længe. Det er som om, de blot kommer for at hilse på og straks må tage afsked igen.

De ser ikke dyrene. Men når de følger stierne, som de vel må træde hen under aften eller så tidligt om morgenen, at endnu ingen er vågne, finder de små runde lorte i græsset. De minder om spejderhagl uden støv. Dyrene har afsat fine og dybe kløftede spor, hvor den fugtige jord ligger nøgen. Det drypper fra træerne, og septembers og oktobers blødt, spændstige svampe er faldet sammen til fedtede, sortbrune masser, der minder om noget, der er fisket op fra havet, hvor det er dybest, eller noget fra en fremmed planet. Vinden har lagt sig, og de fleste fugle går tidligt til ro. Kun en utidig kragefugl eller to kalder med bratte, klaprende lyde, der minder om klangen, når man slår to stykker tørt træ mod hinanden.