Omskoling og kassetænkning

Både Capac og Lotte har skrevet kritiske indlæg vedrørende den tidligere "overvismand" Torben M. Andersens forslag om at omskole ledige indenfor byggebranchen til stillinger indenfor sundhedssektoren.

Jeg er enig i Capacs og Lottes kritik af forslaget og af kritikken af det menneskesyn, som det er et udtryk for. Men på baggrund af mine egne seneste erfaringer som ledig må jeg sige, at der næppe er grund til at frygte for konsekvenserne af forslaget, hvis det skulle gå igennem. Det vil sandsynligvis blot blive opført som endnu et tilbud i rækken af "hjælpsomme" tiltag, der ser så pæne ud på papiret (alt afhængig af øjnene, der ser, naturligvis), men som ikke får nogen effekt i den virkelige verden. Ikke i forhold til syge og ældre medborgere i hvert fald og heller ikke i forhold til de ledige murere, tømrere og evt. andre, som rent faktisk måtte ønske en sådan omskoling.

Jeg har i hvert fald, så sent som i går, erfaret, at ønsker man omskoling til dette eller hint, skal man opfylde så specifikke kriterier, at de nærmest lyder som magiske formler taget ud af en bog om heksekunst. Jeg forhørte mig f.eks. hos både A.kasse og Anden Aktør om muligheden for at få nogle kurser, der kunne kvalificere mig til at bestride et job som lægesekretær. Nå ja, det er ikke mit ønskejob, men ønskejobbet som forfatter står vist ikke opført noget sted i dagpengesystemets små rubrikker. Skrivende og andre kreativt tænkende mennesker er pariaer i det system. Men jeg skal jo finde noget at leve af, helst før den står på spild-af-tid-konstant-aktivering og mere stress,stress, stress.

Hos MA mente konsulenten, at det var en fin idé, for var der ikke noget med, at lægesekretærbrancen var et flaskehalsområde? Hun henviste mig til Jobcenteret, hvor jeg ville vente med at forhøre mig, da jeg af erfaring ved, at beslutningerne er meget afhængige af, hvilken person man får fat i, når man henvender sig. I stedet spurgte jeg mig så for hos Anden Aktør. Konsulenten slog op i sine tabeller og små kasser på skærmen og måtte så meddele mig, at jeg på én og samme tid var over- og underkvalificeret til umiddelbart at komme i betragtning. Havde jeg haft en almindelig kontoruddannelse, kunne jeg nok have taget overbygningen til lægesekretær. Men eftersom jeg er højtuddannet, så er der mange flere begrænsninger på, hvad jeg må ville indenfor systemet. Desuden er lægesekretærområdet ikke et flaskehalsproblem i min region, og derfor vil det i sig selv sætte en bremse for hjælpen til at få et ben indenfor der. (Uanset om jeg efterfølgende måtte ønske at søge en stilling i for eksempel Midtjylland, hvor der - ifølge konsulentens skemaer - mangler lægesekretærer).

Konsulenten sluttede af med at gentage sin lille prædiken fra tidligere møder om, at jeg nok skulle prøve at finde mig et løntilskudsjob. Han var jo godt klar over, indrømmede han, at mange virksomheder udnytter den støtte, som de herigennem får til ansættelse af en ledig, og at jeg - i offentligt regi - ikke ville få mere udbetalt end min dagpengesats, men det var dog muligt, at jeg ville få fastansættelse til reel løn efterfølgende... Ja, vi kender remsen.

Uanset mine ovennævnte erfaringer og uanset mit ønske om og forsøg på således at finde en nødløsning ved at søge et job som lægesekretær, så finder jeg det dybt kritisabelt, at beslutningstagere og andre personer med mulig indflydelse på regeringens politik betragter individer som slet og ret arbejdskraft - røde brikker, blå brikker, gule brikker - som man kan flytte rundt med efter forgodtbefindende. Jeg har altid haft den opfattelse, at når en sagsbehandler, A.kassekonsulent eller en anden i en tilsvarende stilling sidder overfor en ledig, så bør det være vedkommendes fornemste opgave at hjælpe den ledige udfra hans eller hendes personlige ønsker. Som tingene er i dag, foregår tingene den anden vej rundt. Den ledige er blevet en brik, der skal passes ind i et større spil, der åbenbart går ud på at danne et pletfrit billede ud mod gaden af regeringens arbejdsmarkedspolitik. For nogen ser det hus måske pænt ud på overfladen, men det er bygget på træpæle, og der er råd i fundamentet.

Og lad mig så tilføje, at hvad angår idéen om at omskole ledige indenfor byggebranchen til stillinger indenfor sundhedssektoren, så er der måske alligevel grund til at råbe vagt i gevær. For beskæftigelsesministeren kan med et pennestrøg, der godkender et sådant forslag, samtidig bremse de nybyggerier og renoveringer, som kunne få netop disse ledige i relevant arbejde. Og noget tilsvarende gør sig såmænd nok gældende indenfor flere områder. Det frie initiativ er efterhånden ved at drukne i bureaukrati.