Hjemligt

Hun føler sig fremmed i støvfri lokaler, ængstelig ved lyse tæpper, retvendte græsstrå i parcelhusplæner og den skarpe duft af skyllemiddel. Et hjem er vel til for at blive brugt, siger hun, som selv er vokset op i et hjem med brugt klaver, med stabler af bøger i hjørner på gulvet og slidte pletter på sofaens armlæn. Der er mærker efter kaffekopper på det mørke skrivebord i hendes stue. Det er hjemligt - som vaserne fyldt med syrener, løjtnanshjerte, akelejer, smørblomst og forglemmigej eller de gule pragtrølliker med lugt af ukastreret hankat, som hun slæber til huse sidst på sommeren. Hun er til striber af regn ned over ruden, til pytter, der knager af frost, til blæst over marker og i duvende træer og duften af nybagte boller. Hun er til blomstrende kløver, til lugten af solvarme køer og lærkesang strejfende himmelblåt, dugtunge klatrende roser og byger af væde fra rødtjørnen, man måtte dukke sig under for at nå frem til husets indgangsdør. Hun har hjemve, men det, der var, er ikke mere til som andet end erindring.

Nu trækker hun bambuspersiennerne ned og skaber en verden, der ligner den, hvor sollyset faldt gennem grønt løv ind i stuen i en længst svunden barndom. Det er hjemligt.