Jeg har mistet den, siger hun, lyden af telefontrådenes sang. Vi gik over broen i frostvejr en aften i nittenniogtres - og de sang. Måske det i virkeligheden var i halvfjerds. Vi var på vej op til biblioteket. Himlen lyste glødende mod mørket bag de nøgne træer. Isen bredte sig fra åens stejle skrænter, og sneen knirkede beklemt under sålerne. Hør, sagde min mor, telefontrådene synger! Nu har jeg mistet den. Lyden. Jeg husker kun, at den var der.
Så græder hun lidt over det. Uden lyd.
Så græder hun lidt over det. Uden lyd.
4 comments:
Mglpp...
Tak - tror jeg nok?
Ja. Det var ros...
:-)
Rørelse, nærmere bestemt...
Post a Comment