Citronerne

Dér står de så, tidlig morgen i køkkenet, han med armene lagt om hende bagfra. Hun mærker varmen fra hans hud gennem natkjolens tynde bomuld, og han nynner og spreder duft af sol og honningsødme om dem, mens de ser gennem vinduet ud på natteregnens spor i alt det grønne.

Og så er det, hun pludselig igen kommer til at tænke på citroner. Og de kommer springende, citronerne, som små gule bolde med kold, skarp lugt, og de falder ned fra loftet, slår tilbage fra gulvet, og hun kan slet ikke styre dem.
- Citroner, siger hun syrligt, -citroner, citroner, citroner!

Og han viger bestyrtet tilbage (han kan ikke fordrage citroner og slet ikke forstå, hvor de nu kom fra) og begynder at slå om sig, slå efter de der citroner, og han rammer hende, så hun får tårer i øjnene, og hun bukker sig ned og samler citroner op og kaster dem efter ham, selvom hun slet ikke vil det, og han flygter, og hun følger efter for at forklare, hvad hun ikke kan forklare, og han hører ikke, hvad hun gerne ville sige, han hører bare lyden af citronerne, der ruller over gulvet, springer over dørtræet, triller ud i alt det grønne foran deres hus.

Sekunder senere er han forsvundet i en sky af hjulspindsstøv, hvirvlet op fra et sted centimeter under fugten fra i nat, og hun vender sig om og går indenfor og græder lidt, da hun igen står i køkkenet i citroner op til anklerne og længes efter sol og honningsødme og ikke har nogen anelse om, hvor længe han nu skal være sur.