Mobiltelefoner og headset og jetset og glatte frontcovers og mingling og smalltalk og netværk og priser der stiger og stiger systemer og krydser og mødekalender problemløsning jobsøgning innovation fremme i skoene branding og bowling og wannabe-golfsving og porno og pubber og rodløse unge konflikter og brændende biler og voldtægt muslimer lokalpolitik byfornyelse ludomani og integration mordbrand og hverdagens helte og breezer storcentre bubber og barbie og fastfood og slowfood og globalisering faldne soldater og halal og halbal og selvbruner stofblomster salsa og techno og manden med hus forbi skidne facader og oplyste ruder lygter og bilos og skubben og puffen og lugten af grillmad og pizza parfume og nogen der råber i blæsten og grønt lys og gult lys og rødt lys og bremser kvalme og svimlen og hånden der ryster imens verden vælter ind over en
- Når det der er virkelig vigtigt
er den
stilhed
som sitrer i luften
i det en dråbe løsner sig
og falder
fra et
blad...
- Når det der er virkelig vigtigt
er den
stilhed
som sitrer i luften
i det en dråbe løsner sig
og falder
fra et
blad...
6 comments:
Præcis sådan kan jeg have det før jeg får famlet mig frem til afbryderen, fuldstændig snurret rundt af et "overvæld" af informationer.
;-)
Men hvor finder man afbryderknappen til det pulveriserende samfund?
Øh ja, det er jo det svære. Jeg lukker af ved at være alene, lade være med at tage telefonen, slukke diverse apparater og måske fordybe mig i læsning eller sådan en slags meditativ skrivning. Eller også i kunsten, fx billeder, lyrik eller musik, og da jeg ikke kan frembringe den selv i nogen form, så må jeg nøjes med at nyde andres. Og nogle gange går jeg simpelthen i seng, uden at sove - det er det mindst stimulerende og beroligende jeg kan forestille mig.
Men det er bare min version, og spørgsmålet er jo principielt på den måde at det er hårdt at være til i et pulverisende samfund, hvis man har behov for en langsommere puls og et roligere åndedræt. Det sidste får man ikke foræret som vores verden ser ud, desværre, det må man skabe rum til selv, tror jeg.
Ganske enig: Det må man selv skabe rum til.
Men det burde være en selvfølge, at det rum allerede var derude. At man ikke skulle stjæle sig til stille stunder.
Dejlig, forskrækkelig tekst.
Det værste er umærkeligheden, med hvilken man indfanges og udtrættes.
Jeg er af fysiske årsager udstyret med meget få kræfter lige for tiden - men følte mig forpligtet til (og virkelig glad ved) at fremme en kollegas nye bog, det lidt jeg nu formår. Så langt så godt. Der sker bare det, at facebook og blog klistrer til en som edderkoppespind - ikke noget særligt, tænker man, men dog uafstrygeligt. Og så sidder man der og opdager pludselig, hvor megen dyrebar energi man har brugt på "at følge med" - - i hvad?!
Godt at høre fra dig, Ane-Marie.
Ja, hvad er det egentlig, vi så gerne vil følge med i? Naturligvis er der guldkorn at finde af og til, små opløftende sentenser, nye vinkler - eller gode omtaler og anbefalinger af nye værker. ;-)
Men der er meget, der blot virker som støj.
I det hele taget finder jeg den ydre verden; "samfundet", bylivet, moderne menneskers omgangsformer og mange af vores måder at være til på skævvredne, støjende, overfladiske, forjagede og forfejlede. Men jeg er jo også i tidens løb blevet kaldt både "gammeldags", "romantiker" og "drømmer" af dem, der kender mig bedst, så måske er det bare noget i mig, der ikke helt er gearet til moderne tider.
Post a Comment