Eurydikes sang

Med samlingen Tarkovskijs heste har Pia Tafdrup skabt et værk, der er så skønt, at man alene af den grund fristes til at kalde forfatteren for Danmarks smukkeste digter.
Det kan måske synes besynderligt, idet teksternes realverden i denne samling er langt mere real og påtrængende, end den sædvanligvis synes at være i Tafdrups mangetydige og svævende digtunivers. Temaet er i sig selv forstemmende, og langt de fleste begreber i værket tilnærmer sig noget af det mest enkle, vi har set fra Tafdrups (h)ånd. Men er ikke også mol-skalaen smuk, og kan det enkle ikke til tider efterlade det dybeste aftryk i sjælen?

Tarkovskijs heste er en elegi over digterens far. I svimlende glimt, hvorunder grænsen mellem fortid og nutid udviskes, får læseren indblik i den demente fars frie fald fra den kendte verden med dens til stadighed mere foranderlige pejlemærker og ind i evighedens ikke kortlagte rum.
Som vanligt er der intet banalt føleri i Tafdrups tekster. Til gengæld er der ægte og dyb følelse i datterens sang til den bortdragende. Således i samlingens indledningsdigt, ”Mørkekammer i Immanuelkirchstrasse”, hvor det hedder:

Skal Eurydike hente
sin døde far –
som Orfeus synge om det tabte?
Eurydike, erindringen,
eruptionen.
Før slangen i solen
huggede til,
havde Eurydike vel et liv.

For det er ikke kun den demente, der er døende. Også de efterladte oplever, hvordan de mister en del af sig selv og hver især må omskrive og nyfortolke deres personlige historie, under den langstrakte afsked, hvor intet længere er, som det engang var tænkt:

Det velkendte har gemt sig
eller skiftet navn
i mørket,
og morgnen ved velsignet lidt om,
hvad i går bragte.
Alt er ganske normalt,
bare anderledes.

Den dementes verdensopfattelse spejles i de hjælpeløse vidner til den mentale opløsning af et menneske, de har elsket. Et menneske som nu må overlades i fremmede plejeres hænder, og som dermed må tage afsked også med den nære kontakt til familien, som det ligeledes skildres i ”Glemslen behersker sin herre”.

Min far vil ikke skilles
fra min mor –
for så længe begge er i live,
står verden vel endnu?
- Men vi
er pludselig meget mindre
end os selv. Og svar skyldige.

Med Tarkovskijs heste har Pia Tafdrup sat forløsende ord på de elementer af sorg, hjælpeløshed og paradoksal og ellers næsten unævnelig afsluttende lettelse, der glider sammen i en kaotisk svimlen for de efterladte, der finder sig selv fremmede i verden under dødens snigende overtagelse af livet.

Min søn og min svigerdatter forærede mig samlingen, som jeg læste Julenat, på min fars fødselsdag. I flere år led min far af Alzheimers sygdom, og Juleaften var det præcis seks måneder siden, han døde. Læsningen af netop disse digte på netop dette tidspunkt gjorde mig omsider i stand til for alvor at græde over min far, at tage livtag med sorgen og således give rum til mere lysende minder. En stor tak til Pia Tafdrup, som i Tarkovskijs heste synger om det, jeg - og andre, der således har mistet dag for dag - ikke selv har været i stand til at sætte i musik.


Pia Tafdrup:
Tarkovskijs heste

Gyldendal 2006