Prutter og mundblæste glas

Hvis man ikke gennem medierne var blevet så bekendt med Klaus Rifbjergs ansigt, så ville man formentlig, såfremt man traf manden på gaden, umiddelbart antage, at han var tandlæge – eller måske overlæge. Det må være forfatterens ofte omtalte solidaritet med den borgerlige pænhed, som slår igennem i det ydre, på trods af kunstnerens udlevering af samme.
Lyder det selvmodsigende? Det er muligt, men så har man vist ikke forstået humorens væsen. For der er megen humor i Rifbjergs værker, og når det gælder udlevering, hvem kan så bedre udlevere nogen, end den, som samtidig nærer kærlighed til den eller dem, der udleveres? Det gælder om at balancere på en knivsæg mellem det, der gør ondt og det, der bringer smilet frem. Og det er en kunst, som Rifbjerg mestrer.

I mange år læste jeg ikke Rifbjerg, og jeg har således en del af hans produktion til gode endnu. Som teenager fortærede jeg den ene af hans romaner efter den anden, og blev så at sige mættet. Men så blev hans seneste novellesamling En naturlig forklaring omtalt i Smagsdommerne, og jeg blev mindet – vistnok af Knud Romer – om Rifbjergs fantastiske lydarbejde med ordene. Det resulterede i, at denne bog kom på ønskesedlen til jul, og minsandten om ikke mit ønske blev opfyldt.

Så sad jeg da med En naturlig forklaring mellem hænderne og betragtede forsidebilledet - et foto i dæmpede nuancer, der forestiller genspejlingen af et vindue og en radiator i en blank bordflade. Billedet sagde mig ikke meget, før jeg havde læst novellesamlingen, og således var blevet genindført i Rifbjergs afdæmpede univers, hvor verden nok kan siges at fremtræde i sepia, hvis ikke i gråtoner.

Med En naturlig forklaring er Rifbjerg endnu en gang dykket ned i sit tilsyneladende uudtømmelige reservoir af fortid, og har hentet øjebliksbilleder frem. Forfatterens diskrete, men præcise beskrivelser af disse øjeblikke vækker en genklang i læseren, som bevirker, at de beskrevne lyde, lugte og sansninger genopleves, som var de helt nye og ukendte. Fra sætning til sætning har man fornemmelsen af at bevæge sig over en skrøbelig flade, under hvilken man kan skimte noget andet, noget mere, noget levende. Akkurat som man til tider kan føle det i det virkelige liv: Jeg taler om oplevelsen af denne pergamenttynde og dog uigennemtrængelige hinde, der synes at bestå mellem ens såkaldt bevidste og observerende jeg på den ene side og en anden realitet på den anden side. Ikke blot udadtil, men også indadtil. Rifbjergs tekster står skrevet på den anden side af pergamentet, og læseren må varsomt bevæge sig fladt liggende på maven hen over arket, for at dechifrere tekstkoden.

En naturlig forklaring rummer noveller af en forfriskende enkelthed, men også tekster, som nærmer sig det surreelle og det rent ud sagt absurde. Hverdagen studeres gennem det rifbjergske hulspejl, som giver det betragtede en ny vinkling, der tillader læseren at undre sig. Her er virkeligheden på én gang så jordnær og sensuel, at den næsten bliver triviel – og så mirakuløs og besynderlig, at det er lige før, den letter og tager læseren med.
Følgende passage fra ”Under himlens dække” kan passende fungere som et eksempel på den spændthed, der opstår mellem det jordnære og det mirakuløse:


”Han havde hørt de gamles forestilling om, at himlen var en kuppel af krystal, og den dag var det let at forstå, selvom han vidste, det var forkert, og at der var gjort mange andre og korrigerende opdagelser siden middelalderen. Hans egen tid var fuldkommen moderne, men lige dér, hvor han stod, virkede den mindre moderne. Det var til gengæld ikke noget, han tænkte over, det var mere en fornemmelse, for sådan var det at være på landet. Der var af en eller anden grund mere gammeldags i provinsen.”


Rifbjerg lader mundblæste glas, kupler af krystal og spejlblanke bælter svæve som manifestationer af det metafysiske i en omverden, hvor konsistensfedt, dieselmotorer, blod, sæd og prutter gør det ud for den såkaldte og langt mere prosaiske virkelighed. Og han gør det med den karakteristiske danske afdæmpede tone, som måske mere end noget andet, er en naturlig forklaring på Rifbjergs succes som forfatter.


Klaus Rifbjerg:
En naturlig forklaring

Gyldendal 2006