Bent Otto Hansens digtsamling, Opløselige, består af still-billeder af en fragmenteret verden, i hvilken tingene, løsrevne fra en meningsdannende helhed, optræder foruroligende fremmede indtil det direkte fjendtlige. Digterjeg'et søger fortvivlet at opbygge en ny og samlende orden ved hjælp af ord og sætningskonstruktioner, der imidlertid selv går i skred.
Her er eksistentialistisk fremmedgørelse og angst nok til at fortrykke selv den modige læser, som har vovet sig ind bag omslagets advarende grå tristesse, hvor Marie Hvid Pørksens billede af tom stol foran reol på glimrende vis illustrerer tingsverdenens påtrængende andethed i forhold til det menneskelige element, som synes at være forsvundet ud af billedet.
Adskillige tekster i Opløselige stræber imod en konkretistisk minimalisme. Beklageligvis kommer disse digte til at spænde ben for sig selv og deres eget projekt, idet de mindre succesfuldt inkorporerer en blanding af oftest banale sproglige nydannelser og tø-hø-agtige floskler. Dette forvirrer læseren og resulterer i, at den minimalistiske stramheds og strengheds springlagen slappes kendeligt. For eksempel i følgende linjer:
"på sin vis er det
på min vis er det
vekselrum
mellemstrøm
månefup
mandefald
fødehest
fimrehår
fordoms
fuldkost
træer knuses"
Langt bedre går det, når Hansen tillader teksterne at fremstå i helsætninger. Her får digterjeg'ets iboende følsomhed og sanselige sensibilitet, såvel som dets selvironiske afstandstagen til samme, lov til spændstigt at udfolde sig. Således i disse strofer fra samlingens udgangsdigt:
"bommene falder tungt med blink og klokker
et tog med skrigende hjul kommer på tværs
hvem siger at det tog kan blive på sit spor
det kan tage tid at holde øje med den slags
der dyrkes roer på marken jeg kigger på nu
hvem passer egentlig på de roer om natten
der er sikkert en uro inden i hver enkelt roe
roerne bør vide at mørket godt kan falde på"
Det er gennem sådanne billeder, Hansen når ind på livet af sin læser. Opløselige viser Bent Otto Hansens potentiale som billedskabende og historiefortællende lyriker. Et potentiale, han forhåbentlig vil satse på at udvikle yderligere, hvorimod han bør afstå fra flere forsøg udi minimalismen, hvor digtenes iboende benspænd resulterer i fald gennem teksternes alt for løse masker.
OBS: Bent Otto Hansens underholdende causerier samt flere uddrag fra digtsamlingen kan læses på
Beologisk Institut
Bent Otto Hansen
Opløselige
Attika 2006
1 comment:
De fragmenterede digte synes jeg egentlig også er lidt problematiske, men jeg kan godt lide at tænke positivt, og finde de ting, som giver en oplevelse. Nu har jeg kun set eksemplerne her og noget fra Beo's eget site, fx. disse linier:
båtnakke bugt
netballoner
gågade med svaj
rejer i chihili
yppig hyppinen
med blottet blik
begær nu
skæres
og jeg aner ikke, hvad han mener med netballoner og rejer i chihili og et par ting til. Men yppig hyppinen sætter alligevel fantasien igang, måske efter at være gødet af de andre underlige linier.
Der er sikkert mange mennesker, som har et specielt forhold til månen som symbol. Linier som
månefup
mandefald
sætter en slags ombytnings-proces igang. Mener han at månen falder, og manden fupper?
Eller er det som der står månen, der er fup, måneassociationerne, dette med at betragte månen som et nattens hurlumhej-symbol, hvilket min søn har forklaret at Garcia Lorca bruger. (Jaja Malte, skulle du læse det, så har jeg nok stadig ikke helt forstået det:-)
Det udspundne digt, som du citerer, med roerne som er urolige om natten, er morsomt. Jeg skriver selv lidt i den stil, men opfatter mine forsøg som en slags "Anders And" litteratur, d.v.s. den prøver ikke at leve op til billedet af "stor kunst" eller stor seriøsitet.
Det har noget at gøre med naive associationer på ordlyde. Jeg ved ikke hvorfor de er naive. Måske har det noget at gøre med læse-erfaring. Men en forfatter må ikke hæmmes af, at andre allerede har skrevet sådan noget, det skal siges igen og igen, og det kræver øvelse, det kræver at man giver sig selv lov.
Post a Comment