Tuesday, February 27, 2007

Den personlige fortælling

Et igangværende forskningsprojekt på Bispebjerg Hospital indikerer, at uhelbredeligt syge opnår en forøget følelse af værdighed og fornyet livsvilje, når de får mulighed for at få fortalt og nedfældet deres livshistorie.
Den daglige leder af projektet, psykolog Lise Jul Houmann, siger i Nyhedsavisen (26/2-07), at patienterne ved hjælp af terapien får mulighed for "at fokusere på det betydningsfulde i deres levede liv - i stedet for at tænke på deres sygdom og symptomer her og nu."

Artiklen i Nyhedsavisen fik mig til at tænke på et afsnit i Karen Blixens Den afrikanske Farm. Blixen fortæller her om afrikaneren Jogona Kanyagga, der beder om hendes hjælp til at udforme et juridisk dokument, der skal indeholde hans beretning om, hvorledes han har draget omsorg for sin plejesøn. Jogona fortæller sin historie, og Blixen nedfælder den. Efterfølgende læser hun højt for Jogona, hvad hun har skrevet, og under oplæsningen vender Jogona sig bort fra hende, for at hans opmærksomhed ikke skal blive adspredt:

"Men idet jeg læste hans eget Navn op [...] drejede han lynsnart Ansigtet om imod mig og gav mig et stort, vildt, flammende Blik, saa overstrømmende af Latter, at det forvandlede den gamle Mand til en Dreng, til selve Ungdommens Symbol. Da jeg var færdig med hele Dokumentet og for anden Gang læste Navnet op, hvor det stod til Vitterlighed under hans Fingeraftryk, fik jeg det samme, levende, grebne Blik, men denne Gang dybere og roligere, fuldt af en helt ny værdighed.
Et saadant Blik gav Adam Gud, da Herren havde dannet ham af Støv og blæst Livets Aande i hans Næse, og Mennesket blev til en levende Sjæl. Jeg havde skabt ham og vist ham ham selv, Jogona Kanyagga, som havde det evige Liv. Da jeg rakte ham dokumentet, tog han det ærbødigt og begærligt til sig, svøbte det i et Hjørne af Kappen og holdt sin Haand omkring det. Han vilde ikke for noget i Verden miste det, for hans Sjæl var i det, og det var ham Beviset paa hans Eksistens."

Ethvert liv er en fortælling, og vi beretter den daglig for os selv - og for hinanden. Den personlige fortælling (som ikke nødvendigvis svarer fuldstændig til det historisk korrekte eller med andre ord det biografiske forløb i det enkelte menneskes liv) er vores måde at strukturere tilværelsen på, i en form for narrativt forløb. Et sådant narrativt forløb forsyner os med en række pejlemærker eller holdepunkter, som gør det ud for det mønster, der viser os en mening med vores eksistens.

Indenfor (især nyere) litteratur sættes gråzonen mellem biografi og fiktion - eller realitet og fantasi - i spil. Og på Bispebjerg Hospital tager forskerne nu den personlige fortælling i brug for at hjælpe uhelbredeligt syge. Hvorfor nu det?

Den personlige fortælling må have været til, så længe der har eksisteret mennesker. Men i de præ-moderne samfund har fortællingerne formentlig i højere grad været indfældet i og båret oppe af forhold og relationer i den ydre verden og i lokalmiljøet. Individet var en del af en helhed, og i mange tilfælde var en stor del af livsmønsteret forudgivet for den enkelte. Moderniteten og vor tids globalisering har ændret på disse forhold. Den enkelte har nu langt større mulighed for at træffe egne valg og for at perspektivere sit liv i forhold til andre mennesker og andre lokaliteter. Friheden er således blevet mere udstrakt, men med friheden følger et ansvar og en eksistentiel angst.
Derfor har vi nu brug for at genopdage fortællingen - og for at finde os selv og vores værdighed gennem den. Som Karen Blixens Kardinal Salviati siger: "[...] i hele Verden har alene Historien Myndighed til at besvare det Menneskehjertets dybeste Nødraab der lyder: ,,Hvem er jeg?"

9 comments:

beo said...

Meget indsigtsfuldt, TC...min kompliment.
Når du skriver om den angst som et moderne frit liv med (for) mange valgmuligheder kan udløse, kommer jeg straks til at tænke på den norske forfatter og analytisk tænkende psykiater Fin Skårderud, som bl.a. i Politiken og i adskillige fremragende bøger skriver om disse eksistentielle udfordringer.
Jeg kan f.eks. stærkt anbefale hans hovedværk 'Uro'.

Tina Charlotte Møller said...

Beo, mange tak for både kompliment og anbefaling. Kender vist ikke Skårderud, men vil se nærmere på hans værker.

ACS said...

Hej TCM

Som forhåbentlig kommende stud.psych., en lille billig kommentar til dit gode indlæg...

Jeg mener historiefortælling handler om identitet. At skabe sig en selvforståelse og tro på den. At få overblik i en kaotisk situation. Og som BEO siger... det er i den grad angstreducerende at fortælle sig selv om sig selv. Desuden. Så må det for mennesker med livstruende sygdomme handle om at finde en mening med det liv, de trods alt har tilbage og ved hjælp af positiv fokusering kan det faktisk lykkes... ;o)..

Ellers gode indlæg, du skribler.. tak for det.

Kirsten said...

Indsigtsfuldt er det helt rigtige ord, beo! Enig!

Jeg læser hele tiden om, hvor ensomme og egoistiske vi alle er blevet, og jeg er bange for, at der er noget om snakken. Vi kompenserer ved at fortælle os selv i en cyberversion i en blog eller i et paralelt univers som f.eks. Second Life. Vi tror, at vi er noget, hvis vi "optræder" i forskellige sammenhænge, i "realities".
Er det virkelig nutidsmenneskets eneste vilkår?

Hvor er erindringen i alt dette? Erindringen med dens evne til at springe frem og tilbage i tiden og skabe nye dimensioner. Erindringen, som ikke kan trives, når alting går så hurtigt.
Jeg håber, men er desværre ikke sikker på, at vi altid vil have brug for det erindrede og derfor også for fortællingen - for litteraturen.

PS: Jeg kan anbefale Italo Calvinos "Six Memos for the next Milllennium"

Tina Charlotte Møller said...

Tak til både acs og Kirsten for pæne og vedkommende kommentarer og anbefalinger.

Kirsten - se evt meyhoffs indlæg "Nyhedsavisen mangler kultur" på denne adresse http://avisen.dk/blogs/Meyhoff/default.aspx.
(Der kan linkes direkte til Meyhoff fra min link-liste.)
I dette indlæg kommer han med betragtninger, der hører hjemme i samme boldgade, som overvejelserne i din kommentar.

Donald said...

Dejlig web-postlæsning. Undskyld denne forsinkede kommentar: når du skriver:

"Den personlige fortælling (som ikke nødvendigvis svarer fuldstændig til det historisk korrekte eller med andre ord det biografiske forløb i det enkelte menneskes liv) er vores måde at strukturere tilværelsen på, i en form for narrativt forløb."


... så kan jeg ikke lade være med at drille lidt: Hvad er det historisk korrekte eller biografiske forløb? Endnu værre: Hvis "virkeligheden" er en menneske-strukturering af begivenheder og forløb, en menneske-opfindelse, så er der ikke noget i vejen for, at den personlige fortælling rammer noget mere sandt end den biografiske, som p.g.a. omfang altid vil være reduceret. Blot en tanke.

Tina Charlotte Møller said...

Donald, jeg tror sådan set at vi er enige i det med subjektiviteten som lige så - eller mere - sandhedsværdig. I det mindste ud fra en subjektiv betragtning. :-)
Historien (det være sig den store fællesmenneskelige eller den enkeltes biografiske samme) er vel - relativt set - et resultat af en gældende konsensus på et givet tidspunkt. Vi må således i det hele taget erkende, at vi i opfattelsen af disse store emner bevæger os indenfor et felt, hvor der nødvendigvis må være en vis margen til fejltagelser, fejlerindringer, opfattelser afvigende fra gældende normer etc.
Det er svært at skrive kort om. Så dette er blot at opfatte som en lille note.

Lise JH said...

...først meget sent opdager jeg denne fine sløjfe, som du har bundet omkring vores lille projekt her på Bispebjerg hospital. De gode historier er ikke dem som forsøger at være så 'naturtro' som muligt men mere dem, som kan vække genklang i fortælleren og de andre, som hører dem. Med dit gode indlæg og din reference til Karen Blixen kan jeg fornemme at projektets historie vækker genklang hos dig og du har så lige fået slået strengene an i mig igen. En herlig dynamik. Kærlig hilsen Lise Jul Houmann (projektleder)

Tina Charlotte Møller said...

@Kære Lise Jul Houmann, jeg er meget glad for din kommentar - og endnu mere glad for, at mit indlæg har kunnet vække ny energi i dig omkring projektet.

Jeg var meget positivt overrasket over at læse om Bispebjerg-projektet, da jeg selv har en så stor lidenskab for fortællingen, ikke kun i litterært, men også i et bredere menneskeligt perspektiv.

Jeg hører meget gerne nærmere om dit arbejde med disse ting, så måske du vil kontakte mig her på bloggen eller på min private mail, hvis du har eller får mere at tilføje. Du kan i hvert fald overveje det.

Jeg mener, at det er essentielt for den fortsatte udvikling - og for en kvalitativt bedre udvikling af de bløde værdier i samfundet - at de forskellige faggrupper tilnærmer sig hinanden.

Min mail er: 66101619@mail.dk