Den personlige fortælling

Et igangværende forskningsprojekt på Bispebjerg Hospital indikerer, at uhelbredeligt syge opnår en forøget følelse af værdighed og fornyet livsvilje, når de får mulighed for at få fortalt og nedfældet deres livshistorie.
Den daglige leder af projektet, psykolog Lise Jul Houmann, siger i Nyhedsavisen (26/2-07), at patienterne ved hjælp af terapien får mulighed for "at fokusere på det betydningsfulde i deres levede liv - i stedet for at tænke på deres sygdom og symptomer her og nu."

Artiklen i Nyhedsavisen fik mig til at tænke på et afsnit i Karen Blixens Den afrikanske Farm. Blixen fortæller her om afrikaneren Jogona Kanyagga, der beder om hendes hjælp til at udforme et juridisk dokument, der skal indeholde hans beretning om, hvorledes han har draget omsorg for sin plejesøn. Jogona fortæller sin historie, og Blixen nedfælder den. Efterfølgende læser hun højt for Jogona, hvad hun har skrevet, og under oplæsningen vender Jogona sig bort fra hende, for at hans opmærksomhed ikke skal blive adspredt:

"Men idet jeg læste hans eget Navn op [...] drejede han lynsnart Ansigtet om imod mig og gav mig et stort, vildt, flammende Blik, saa overstrømmende af Latter, at det forvandlede den gamle Mand til en Dreng, til selve Ungdommens Symbol. Da jeg var færdig med hele Dokumentet og for anden Gang læste Navnet op, hvor det stod til Vitterlighed under hans Fingeraftryk, fik jeg det samme, levende, grebne Blik, men denne Gang dybere og roligere, fuldt af en helt ny værdighed.
Et saadant Blik gav Adam Gud, da Herren havde dannet ham af Støv og blæst Livets Aande i hans Næse, og Mennesket blev til en levende Sjæl. Jeg havde skabt ham og vist ham ham selv, Jogona Kanyagga, som havde det evige Liv. Da jeg rakte ham dokumentet, tog han det ærbødigt og begærligt til sig, svøbte det i et Hjørne af Kappen og holdt sin Haand omkring det. Han vilde ikke for noget i Verden miste det, for hans Sjæl var i det, og det var ham Beviset paa hans Eksistens."

Ethvert liv er en fortælling, og vi beretter den daglig for os selv - og for hinanden. Den personlige fortælling (som ikke nødvendigvis svarer fuldstændig til det historisk korrekte eller med andre ord det biografiske forløb i det enkelte menneskes liv) er vores måde at strukturere tilværelsen på, i en form for narrativt forløb. Et sådant narrativt forløb forsyner os med en række pejlemærker eller holdepunkter, som gør det ud for det mønster, der viser os en mening med vores eksistens.

Indenfor (især nyere) litteratur sættes gråzonen mellem biografi og fiktion - eller realitet og fantasi - i spil. Og på Bispebjerg Hospital tager forskerne nu den personlige fortælling i brug for at hjælpe uhelbredeligt syge. Hvorfor nu det?

Den personlige fortælling må have været til, så længe der har eksisteret mennesker. Men i de præ-moderne samfund har fortællingerne formentlig i højere grad været indfældet i og båret oppe af forhold og relationer i den ydre verden og i lokalmiljøet. Individet var en del af en helhed, og i mange tilfælde var en stor del af livsmønsteret forudgivet for den enkelte. Moderniteten og vor tids globalisering har ændret på disse forhold. Den enkelte har nu langt større mulighed for at træffe egne valg og for at perspektivere sit liv i forhold til andre mennesker og andre lokaliteter. Friheden er således blevet mere udstrakt, men med friheden følger et ansvar og en eksistentiel angst.
Derfor har vi nu brug for at genopdage fortællingen - og for at finde os selv og vores værdighed gennem den. Som Karen Blixens Kardinal Salviati siger: "[...] i hele Verden har alene Historien Myndighed til at besvare det Menneskehjertets dybeste Nødraab der lyder: ,,Hvem er jeg?"