Atter det enkle

Himmelrummet står åbent over gaderne. Med sig bærer blæsten en svag duft af grønne spirer, af frønnet bark og af overfladevarm muldjord. Fra fortovets rektangulære mønstre, fra de brændte blå og gyldne sten, springer modlys op som brudte flader af sølv, imens åens mørke isvand glimter for hver overfladekrusning i skyggespillet under de endnu nøgne træers forvredne udhæng. På en stamme nær ved broen lyser barkens grønhed, isprængt dunkelt kobberskær.
Jeg skubber lyden af bildæks susen mod asfalten bag mig til side. Ignorerer cykelstiens fade blå farve, der trænger sig på i kanten af den yderste øjenkrog. Ser bort fra videoudlejningsbutikkens skærende gule skiltning længere nede ad gaden, fra de ældre boligkarréers snavsede murværk.
Ser i stedet på en kobberstamme, smager på det kommende forårs ozonduft, vender mit øre mod musvittens kvidren i krattet. Glæden vrister sig fri af kulden. Vintergækkens spæde skud og hvide blomsterklokker bryder gennem jordskorpens tyngde. Banaliteter. Atter det enkle. Klokkerne klinger. Om lidt er det forår.