Camoufleret selvcensur eller kvalitetstest?

På Betty Nansen Teatret har et hold stand-up komikere sat en ny version op af Shakespeares Købmanden fra Venedig, skriver Nyhedsavisen i dag under overskriften "Må man gøre grin med jøder?".

Stykket spiller fra på fredag, men forud for premieren har teatret inviteret et test-publikum - herunder ti jøder - til at overvære og kommentere forestillingen.
I denne nyfortolkning af det i forvejen anti-semitiske skuespil har holdet bag forestillingen valgt at indlægge humoristiske bemærkninger om f.eks. holocaust, og hensigten med invitationen af det jødiske publikum har været at få et fingerpeg om, hvorvidt stykket i sin nuværende form og med sin satiriseren over jøder går over stregen.

Stand-up komikeren Omar Marzouk, som spiller med i stykket, udtaler, at holdet kunne se problemerne i forestillingen på grund af holocaust, og han tilføjer, at hvis man ikke selv er jøde, er man måske ikke den bedste til at bedømme, om teksterne er sjove.
Ifølge Teaterdirektør Henrik Hartman udsættes denne og andre forestillinger dog ikke for et testpublikum med henblik på selvcensur, men skal opfattes som et forsøg på at afveje, hvorvidt forestillingen rammer sin målgruppe, fungerer i sin helhed og - i dette tilfælde - hvorvidt komikken holder. "Det er jo det, stand-uppere lever af", siger Hartman.

Der kan vel næppe herske tvivl om, at et sådant tiltag fra et kommercielt synspunkt er ganske fornuftigt. Alligevel kan jeg ikke lade være med at spekulere på, om ikke Hartmans udmelding er en pæn måde at sløre det faktum, at der igen er gået selvcensur i kulturen? Marzouks udmelding synes i hvert fald at pege i en anden retning end Hartmans.

Naturligvis skal vi satirisere over jøderne og over holocaust, lige så vel som vi skal satirisere over islam, kristendom, buddhisme og så videre. Vi kan ikke frede én befolkningsgruppe eller ét område fremfor et andet.
Satiren og den sorte humor hjælper os til at opretholde en sund grad af selvironi, som også er en hjælp til mental overlevelse både i hverdagen og under ekstreme forhold.
Det turde være indlysende, at eksempelvis rædslerne under holocaust ikke blot må reduceres til indslag, som man kan muntre sig over i og under en teaterforestilling. Den lødige satire gør da heller ikke noget sådant. For den satire, som er kvalitativt i orden taler også til publikums forstand og dets evne til selv at sætte tingene i perspektiv.

Dét skal Betty Nansen Teatrets nye forestilling måles på, og ikke på, hvorvidt vi må gøre grin med jøder eller nogen anden udvalgt gruppe.