Thursday, February 15, 2007

En bibliofils bekendelser



Så skete det igen. Jeg gik ind i Studenterboghandelen for at afhente Christina Hesselholdts Hovedstolen, som skal diskuteres på kurset om tendenser i nyere dansk litteratur i næste uge, og jeg kom ud derfra med tre værker foruden Hovedstolen. Når man nu er i en boghandel, så bliver man jo nødt til lige at se sig om.

Det første værk, der fangede mit blik var Det drømte træ - en bog, hvori kunstneren Hanne Skyum og digteren Pia Tafdrup fra hver deres udgangspunkt besynger træerne og deres skønhed.

Ganske pudsigt - når nu talen er om træer - faldt mit blik i næste nu på Ursula Andkær Olsens Skønheden hænger på træerne. Efter at jeg havde hørt digteren læse op af denne samling, var det naturligvis naturligvis en bog, som jeg ikke kunne gå forbi uden at måtte eje den.

Mit sidste køb i denne omgang blev Litteraturvidenskaben siden nykritikken: En kort introduktion, som er skrevet af min tidligere underviser i Engelsk litteratur, Lars Ole Sauerberg. Jeg anser dette køb for at høre hjemme i den faglige og derfor strengt taget fornuftige ende af indkøbsskalaen. Den vil formentlig vise sig nyttig at have ved hånden i årene fremover.

Hvorom alting er, så er det nok på tide, at jeg, let rødmende, erkender overfor mig selv, at jeg er bibliofil og således storforbruger af de smukke træer. Hmm - et næppe særligt 'grønt' træk!

8 comments:

Beo said...

Au contraire...jeg har en skoveksperts ord for at papirforbrug er en forudsætning for sund og bæredygtig skovdrift.

Ja?
Ja!

Tina Charlotte Møller said...

Det var dog en herlig oplysning, Beo. Så vil jeg med god samvittighed (i det mindste hvad miljøet angå) fortsætte mine ekskursioner til byens boghandlere.

Beo said...

Ja, ikk?
SÆT I GANG!
:-)

Martin Johs. Møller said...

Jeg kommer forbi i morgen over middag og bladrer i Det drømte træ. Der er en skøn og ikke mindst interessant spænding mellem noget ubarmhjertigt pågående og noget forsvindende skrøbeligt hos UAO. ... Når hun læser op næsten stumt og messende, får det en andægtig dimension, som underbygger det endnu mere. Hun er en af de bedste - og det er en fin bog, ikke mindst at holde om og kigge på. Det lyder som nogle ret gode køb.

Tina Charlotte Møller said...

Andægtighed - ja, det er det, man føler under Ursulas oplæsning. Du har fuldstændig ret, Martin.

Kirsten said...

Godt beo, det var lige det, vi gerne ville høre. Har endnu ikke gennemskuet, om det ville have været bedre at have alle sine bøger i e-format på pc'en. Det er lissom ikke det samme, vel?
Og bøger gemmer man jo, man smider dem ikke ud som al den emballage og andet skidt vi fylder skraldeposerne med hver dag.

Uhhhhhuhhh....jeg vil ikke være i Italien, jeg vil til Danmark og høre UAO læse op!

Tina Charlotte Møller said...

Kirsten Stensamler,
græsset er jo altid grønnere på den anden side...
Du længes efter Danmark.
Jeg længes efter Italien, hvor jeg altid har ønsket engang at leve - i det mindste nogle måneder hvert år.
Bella Italia. Ja, jeg kender ikke meget til verden udenfor Toscana, men dér er vidunderligt.

Kirsten said...

Nej, der er heller ikke så ringe her i Umbrien (nabo til Toscana).

Jeg savner ellers ikke Danmark generelt, det er bare, når der sker noget fedt lyrik-halløj i DK - så bliver jeg misundelig.