De kommer hver morgen. Kort efter daggry invaderer de luftrummet over de grønne fællesarealer. Ikke ulig kamikazepiloter eller terrorister i kaprede fly styrter de sig, med duvende højspændte skrig, tæt ned langs med boligblokkenes vinduesglas, i hvilke solen lyner skarpt som et sværdhug. Hvad kommer de her for? Kaster nogen overflod ud fra de øvre etager?
En mågevinge strejfer min rude, slår med en dump lyd mod sollysets spejling.
Med ét forstummer de skingre skrig. Så kommer kragerne. En efter en slår de sig ned på den vidtstrakte plæne, spankulerer, med berusede præsters kontrollerede vaklen, tungt tværs over flisegangene, basker med flossede ærmer i luften, finder et agern og banker på skallen. Enkelte fremviser deres tekniske snilde: flakser opad, smider nødden som en bombe mod cementfliserne - igen og igen indtil nøddeskallen sprænges. Hæst råber de efter hinanden og ler diabolsk, indforstået af de forbipasserende. Hvæsser næbbene mod træernes bark, lægger hovederne på sned og blinker forsorent. Jeg holder mest af kragerne - bybilledets gadedrenge, som hen under aften forsvinder et sted hen, som ingen ved, på deres sorte vinger.
No comments:
Post a Comment