Let på tå

Jeg kan høre de høje hæle klapre ned ad trapperne i min opgang omkring kl. 23. Det er fredag. Nogle gange gør de det også om lørdagen.
Jeg kan høre de høje hæle klapre op ad trapperne igen omkring kl. 03. Så er det blevet lørdag. Nogle gange er det søndag.
Mine egne høje hæle står i entreen. Jeg har taget mine listesko på. De er foret med noget lunt, der ligner lammeuld.
Overboens fødder danser over et blankt gulv et sted i byen. Mine fingre danser over pc-tastaturet på mit mørke skrivebord.
Hun drikker Tequila Sunrise eller måske Gin & Tonic. Jeg drikker (for meget) kaffe og henter til sidst et glas vand.
På byens dansesteder dunker bassen som et fælles pulsslag blandt de dansende, og kropssprog er det eneste mulige kommunikationsmiddel, hvis man har rundet de fyrre og allerede har mistet følsomheden indenfor visse frekvensområder.
I min lejlighed hører jeg fra gaden et fjernt sus af biler, tasternes små klik og måske - ganske svagt – en melodi i radioen.

Du skal da gå i byen en gang imellem, siger min veninde, du skal ud og træffe nogle nye mennesker.
Ja, ja! Siger jeg høfligt, imødekommende. Men jeg går ikke i byen. Kun hvis nogen kommer og trækker mig af sted ved håret.
Det er ikke fordi, jeg ikke kan lide at danse. Det er heller ikke fordi, jeg ikke kan lide at træffe nye mennesker.
Det er fordi, jeg i hvert fald for øjeblikket har det meget godt i mine listesko her ved mit tastatur. Jeg har det ret godt i mit eget selskab - langt det meste af tiden.
Det er fordi, jeg gerne vil kommunikere med nye mennesker på andre måder end ved hjælp af kropssprog, i hvert fald så længe de endnu er nye mennesker for mig.
Og når de er blevet gamle bekendte, så vil jeg helst se dem over en middag med rødvin på bordet, med levende lys og selvvalgt stemningsmusik. Efter den anden flaske vin kan det godt ske, at vi rydder gulvet og sætter dansemusikken på.

Men i aften hygger jeg mig her i mine flade sko, og i morgen har jeg hverken ondt i lår eller lægge på grund af dans på høje hæle. Jeg slipper endda for at have ondt i håret, for slet ikke at tale om lommesmerter eller om moralske tømmermænd.
Mine høje hæle har intet hastværk og mine listesko står lige godt til blå jeans og til lyserød pyjamas. Jeg træffer nye mennesker på bloggen – mennesker, som en skønne dag vil være gamle bekendte, der kan komme til middag med rødvin på bordet og levende lys.
Den dag tager jeg nok de høje hæle på.