Ørkenspejling

Desert Solitaire (1968) er en selvbiografi og en hybrid-roman, hvori Edward Abbey beretter om sine oplevelser som Park Ranger i The Arches National Monument sidst i 1950erne. Værket er også et politisk manifest, og det indbefatter polemiske essayistiske reflektioner af filosofisk og kritisk tilsnit. Desuden er det en elegi for Naturen og for bevidstheden om det slægtskab mellem menneske og Natur, som det moderne menneske er blevet fremmed overfor.

Abbeys ørken er et rum for kontemplation. Man kunne fristes til at sige, at den er en legemliggørelse af den berømte sentens: "memento mori". The Arches National Monument fremstår som en ydre manifestation af et mentalt rum. Dette ørkenområde er et sted, hvor man kan "confront, immediately and directly if it's possible, the bare bones of existence", og et sted "in which the naked self merges with a non-human world and yet somehow survives still intact, individual, separate."

Som Park Ranger bor Abbey i en campingvogn midt i denne storslåede stenørken, hvor tiden synes suspenderet, og hvor han kun har ørkenens naturlige indbyggere som selskab. Men lejlighedsvise indbrud fra den omkringliggende civisation gør det klart for ham, at mennesket, den menneskelige verdens jagt på profit og fænomenet 'clock-time' står i fare for at nedbryde også dette landskab - et landskab, som den menneskelige bevidsthed imidlertid, som Abbey ser det, har brug for at bevare intakt og uberørt.

"Claritas, integritas, veritas. Only the sunlight holds things together. Noon is the crucial hour: the desert reveals itself nakedly and cruelly, with no meaning but its own existence.
[...] Life has come to a standstill, at least for the hour. In this forgotten place the tree and I wait on the shore of time, temporarily free from the force of motion and process and the surge toward - what? Something called the future? I am free, I am compelled, to contemplate the world which underlies life, struggle, thought, ideas, the human labyrinth of hope and despair."

Desert Solitaire er et 'grønt' værk, som er blevet kanoniseret indenfor det litteraturvidenskabelige område, der kaldes økokritiske - eller grønne - studier. Men det er også et værk, der konkretiserer den eksistentialistiske tænkning. Abbey beskriver sin ørken som nøgen, monolitisk, øde, grusom, umenneskelig, fantastisk og forunderlig. Den er på en gang vidtstrakt, ærefrygtindgydende og smuk og må således henregnes under kategorien 'det sublime'. Og hvem, kan man spørge, har brug for en gud eller et paradis, hvis det sublime kan findes på denne jord i the Arches National Monument?

Desert Solitaire er så aktuel som nogensinde i disse tider, hvor vi omsider har rettet opmærksomheden mod nødvendigheden af en anderledes respektfuld omgang med naturen. Dertil kommer, at teksten har bud med til det moderne og stressede menneske, der har glemt at mærke jorden under sine fødder, at kigge op mod stjernehimlen og føle sin sjæl.


Edward Abbey:
Desert Solitaire

Random House Publishing Group 1971