Hvis jeg havde valgt at læse filosofi som sidefag i stedet for engelsk, så havde jeg formentlig nu siddet med nøglerne til de spørgsmål, der trænger sig på, efterhånden som jeg får trevlet Virginia Woolfs To the Lighthouse op. Som det er nu, er en større research, som involverer både Platon, I. Kant og G.E. Moore, påkrævet.
På den anden side set: Hvis jeg havde læst filosofi i stedet for engelsk, så ville jeg formentlig ikke have fundet på at beskæftige mig med Virginia Woolf i mit speciale. Jeg ville i så fald kunne sidde og rasle med mine nøgler uden at have noget at låse op med dem.
Ud fra den betragtning har jeg altså – trods alt – fat i den lange ende. Og jeg skal nok finde nøglerne!
7 comments:
Overblik med understrøm.
Får du brug for en overspringshandling, så led i dine gamle Long Pling plader og find Shu' bi Dua 2 frem (jo, du har...men du behøvs ikke indrømme det) og find det lillebitte nummer på cirka 20 sekunder frem med titlen 'Hvor er nøglerne nu henne'.
Nummeret kommer som en slags ouverture til:
'Og sådan er der jo så meget/Livets pølse er speget/Odin og Thor sidder og glor/og danser tuttifrutti hele natten' :-)
Interessant synsvinkel. Hvad er bedst den spontane læseoplevelse eller den læsning, hvor man er udrustet med diverse instrumenter eller nøgler?
Selv synes jeg, at instrumenterne nogle gange har været lidt i vejen for læsningen - men der er bestemt også gange, hvor det havde været rart at være lidt bedre klædt på.
Personligt oplever jeg det som to helt forskellige læsninger.
Der er bøger, som jeg læser udelukkende for underholdningens og afslapningens skyld. Andre bøger læser jeg med det formål at nå frem til en dybere tolkning af teksten. Sidstnævnte er jeg selvsagt nødt til at læse flere gange, både i deres helhed og i brudstykker.
Man kunne umiddelbart tro, at en førstegangslæsning - uanset hvad formålet med læsningen er - så ville være den samme i begge tilfælde, altså ren underholdning. Men jeg har opdaget, at læsningen tager form efter min intention med den.
Min læsning er således grundigere, langsommere og indebærer en højere grad af delt opmærksomhed, når jeg læser med henblik på en senere analyse, end når jeg blot læser for hyggens skyld.
Jeg finder det derfor ikke muligt, når jeg tænker nærmere over det, at foretage en kvalitativ sammenligning mellem den spontane læsning og den analytiske læsning.
Beo, jeg indrømmer gerne, at Shu-bi-Dua også er repræsenteret i min pladesamling. Men desværre har jeg hverken den plade, du refererer til eller en pladespiller. Ellers tak for rådet.:-)
Okay, det var et skud i blinde.
Kom forøvrigt lige i tanke om mine overvejelser ifm at jeg skal læse digte op for publikum...hvor meget skal jeg satse på at de kan høre dem så tydeligt, at de ligefrem kan forholde sig til dem på samme måde som hvis de havde læst dem på tryk - og hvor meget skal jeg i stedet satse på musikken og rytmen i foredraget på bekostning af den intellektuelle indoptagelse?
Jeg går mest ind for det sidste, altså musikken.
Samme tvivl har jeg om hvordan jeg skal indlæse de romaner jeg får til opgave at lægge stemme til, og der findes ingen facitliste...tror jeg.
Beo - jeg synes, at du skal følge din egen stemme (om jeg så må sige, ha!) i forbindelse med din digtoplæsning. At du føler dig godt tilpas med din egen måde at læse på på, vil sandsynligvis i sig selv højne kvaliteten af din oplæsning. Samtidig mener jeg at have erfaret, at det, i en sådan sammenhæng, er helhedsoplevelsen, der fanger og fænger publikum og publikums lyst til selv at læse digtene. Ideelt set, som jeg oplever det, er digtformen jo også forbundet med musikkens område.
Endelig kan du jo også vælge at kombinere din digtoplæsning med udlevering af tekster i kopi. Den metode benytter Viggo Madsen o.a. i forbindelse med FLY-arrangementerne, som jeg har været til i Odense. Meeen - det kan naturligvis afholde nogle fra at investere i bogen...
Når vi taler prosa, så vil jeg mene, at det er langt mere væsentligt, at publikum/lytteren kan skelne og forstå de enkelte sætninger. Læser man op 'live' for et publikum, så må en afvejning af graden af dramatisering foretages i øjeblikket.
Når det gælder indtaling på bånd/CD, så vil jeg foreslå en moderat grad af dramatisering.
Ja, dette var et relativt kort og umiddelbart svar. Vender tilbage med nærmere udredninger i andet forum.
Spontan eller ej. Det kommer an på mit humør. Men der er i og for sig intet i vejen med hverken det ene eller det andet :)
Kh
Lonni
PS: Kommer det ikke altid an på læserens humør?
Post a Comment