Incestlitteratur - selvpromovering eller Selvorientering?

Så er vi ved det igen: Det private og det dokumentariske i nutidens litteratur. I Smagsdommerne denne torsdag aften udtalte journalist og forfatter Klaus Rothstein, at Kim Leines debutværk, erindringsromanen Kalak (Gyldendal 2007), var dét af udsendelsens anmeldte værker, man skulle interessere sig for, fordi det var det eneste, der beskæftigede sig med virkeligheden.

Personligt mener jeg ikke, at referencen til virkeligheden er et i sig selv tilstrækkeligt gyldigt kriterium for at beskæftige sig med ét værk fremfor et andet. Det er imidlertid interessant - i forbindelse med den nye trend i dansk litteratur, som er omtalt i min forrige post på denne blog - at ikke blot Rothstein, men også aftenens to andre anmeldere (sognepræst Edith Thingstrup og Danmarksmesteren i Poetry-slam, Thorkil), fremhævede Kim Leines bog, som med sin beretning om incest og misbrug åbenbart taler lige ud af og lige ind i virkeligheden i disse timer og i disse år.

Incest, pædofili - kald det, hvad du vil - har været et stadigt mere brændende emne de seneste år. Var det Kristian Ditlev Jensen, der stak hul på den betændte byld med Det bliver sagt (Gyldendal 2002), eller var der andre før ham, som sagde det i det offentlige rum? I hvert fald er der siden fremkommet flere åbenhjertige beretninger i bog- og artikelform om overgreb på børn. Notabene bør det lige bemærkes for de uindviede, at begrebet incest i dag ikke blot betegner seksuelle overgreb blandt direkte blodsbeslægtede, men tillige kan betegne overgreb, foretaget af andre voksne, som barnet står i et tillids- og/eller afhængighedsforhold til.

Incest er vel noget af det mest private, man kan tale om, eftersom emnet i så mange år har været tabuiseret. Når fænomenet derfor sælger bøger idag, så kan man anlægge den kyniske vinkel på tingene, at det skyldes læsernes nyfigenhed. Det kan imidlertid også skyldes, at mellem 1-4 børn ud af 10, statistisk set, udsættes for en eller anden form for seksuelt overgreb i løbet af deres opvækst. Heraf følger, at der må være en temmelig stor potentiel læserskare blandt dem, der ikke selv har fået det sagt, og som måske har behov for, gennem spejlingen i andres personlige historier, at bearbejde deres egne oplevelser.

Incestberetningerne, som altså for øjeblikket synes at være af særlig interesse for mange læsere - og forfattere, er endnu et eksempel (og et af de tydeligste) på, hvordan det private og det dokumentariske slår igennem i litteraturen i disse år. Sådanne beretninger går et skridt videre, end den del af bekendelseslitteraturen fra 1970erne, som beskrev forfatterens seksuelle udskejelser. Det gør de, fordi incest ikke så meget handler om sex og om det fysiske legeme, men i højere grad om det psykiske overgreb, nemlig indvaderingen af det personlige og sjælelige rum, og den følgende nedbrydning af offerets grænser. Den forfatter, som vælger at skrive personligt og dokumentarisk om incest, klæder sig således nøgen for alverden i mere end én forstand. Det 'interessante' er ikke det fysiske overgreb i sig selv, men hele den psykologiske dynamik, som ligger i situationen, og hvad deraf følger sidenhen af traumatiske konsekvenser for offeret og for offerets omgivelser. Når et incestoffer derfor vælger at delagtiggøre omverdenen i sine oplevelser og skriver en bog om emnet, så er det næppe udfra en ekshibitionistisk trang til at udstille sig selv, men snarere i et forsøg på at bearbejde og afmystificere eller af-tabuisere incesten og dens konsekvenser - for forfatterens egen såvel som for andre mulige ofres skyld. Der må således, i hvert fald når det gælder denne form for bekendelseslitteratur, stilles spørgsmålstegn ved betegnelsen 'selvpromovering', som har været brugt (også i mit tidligere indlæg) til at beskrive nyere tids litteratur. Måske er her snarere tale om en personlig Selv-orientering, som forsøger at indgå i en ny (og bedre) dialog med omverdenen.