Bødlens psykologi

Jens-Martin Eriksens Vinter ved daggry er en yngre mands beretning om en måned som militssoldat. I et område, hvis lokaliteter eufemistisk er omskrevet til navne som Columbus, Alabama, Perm, Zanzibar og Cambodja - for således at ophæve enhver reference til de beskrevne steder som bekendte geografiske fikspunkter - deltager han, sammen med andre unge mænd, i etniske udrensninger.
De unge mænd har for de flestes vedkommende meldt sig til denne forkortede militærtjeneste for at slippe for flere måneders indkaldelse, og den første dag har de endnu ikke helt begrebet, hvad de er gået ind til. De forstår blot, at de står under en kommando, som de frivilligt har underlagt sig, og som de derfor må følge uden at stille spørgsmål. Allerede her er grunden lagt til den sprogligt funderede manipulation og grænseoverskridelse, som militssoldaterne udsættes for, og som de gradvis selv tilegner sig som et værktøj til overlevelse i en ekstrem situation.
Her tales i vendinger som 'ledsagelse' og 'afslutning' for at sætte en afstand til den realitet, som ville blive anderledes nærværende, hvis ord som bortførelse og udryddelse blev benyttet. Dermed bliver begivenhederne isoleret fra det levede liv som helhed og fremstår næsten som drømmesekvenser i forhold til den enkelte soldats bevidsthed og øvrige virkelighedsopfattelse. Den således indlagte distance gør det pludselig plausibelt at genne mænd fra området sammen og føre dem ud i de omkringliggende skove til massehenrettelser - eller afslutninger. Ofrenes egen autoritetstro og vantro og deres deraf følgende mangel på modstand virker ind i det psykodynamiske spil:

"Ludo sagde, at det ikke var noget han havde tænkt på før. Men han fik uvilkårligt, og uden at være klar over det, den fornemmelse, at de var nogle andre. Også nu. Han kiggede ud over de ledsagede på markedspladsen. De sad ynkeligt og var i vores varetægt. Vi stod med vores geværer og vidste hvordan den dag skulle ende. Vi havde en helt forskellig viden om resten af dagen - og for deres vedkommende resten af deres hele liv, og det var vel det, som gjorde, at vi fik det sådan, som om de var anderledes. Hvordan skal man forklare det? Ikke mere mennesker, vi havde vel allerede taget forskud på dagens afslutning, ikke? Når vi kom hjem til Alabama, så ville de ikke være her i verden mere. Og derfor, når vi på denne måde kunne se dem, og med den viden, som vi uvilkårligt havde, så var de allerede døde, så var de faktisk allerede forbi, ja, de var allerede nogen andre. Historie."

Vinter ved daggry er en grusom beretning om mental og til dels selvvalgt blindhed, om sprogets bedrageriske konstitution og om ophævelse af normalitet. Jens-Martin Eriksen lader sin jeg-fortæller berette sin historie i et særegent abrupt og famlende sprog, som mimer bevidsthedens cirklen om det uudsigelige og uforståelige: Magtens, afmagtens, bødlens og offerets interdependente forholden sig til hinanden.

På et ekstratekstuelt niveau kan beretningen læses som en kommentar til og en kritik af mediernes såvel som enkeltpersoners selektive og distancerede, men på sin vis også såre menneskelige forholdsmåde overfor de grusomheder, der begås, i det som vi stadig kalder den virkelige verden.

Jens-Martin Eriksen:
Vinter ved Daggry

Lindhardt og Ringhof 2003